Annonce

De Gyldne Laurbær går til forfatteren bag bog om Cheminova

Kim Blæsbjerg har fået boghandlernes litteraturpris for romanen ’De bedste familier’. Bogen er en glimrende indgang til et mere nuanceret syn på nutidens miljøskandale omkring Nordic Waste.
Foto: Lea Meilandt
Kim Blæsbjerg har skrevet en roman med afsæt i fabrikken Cheminova i Vestjylland.
Torsdag modtog forfatteren Kim Blæsbjerg boghandlernes fornemme litteraturpris De Gyldne Laurbær for romanen ’De bedste familier’.

Den handler om kemikaliefabrikken Cheminova, der voksede sig stor i sluthalvtresserne og tresserne, samtidig med, at den var med til at skabe det middelklassesamfund, som vi har levet i lige siden.

Fabrikkens mange miljøskandaler bliver stærkt udpenslet i romanen, hvor man kan læse om konsekvenserne for havet, for jorden omkring fabrikken, for medarbejderne og befolkningen og deres tidligere arbejdspladser.

Faktisk er romanen en glimrende indgang til et mere nuanceret syn på nutidens miljøskandale, der centrerer sig omkring Nordic Waste, og her især fordi romanen også skildrer udviklingen sådan, at det også involverer hele samfundsudviklingen, på godt og på ondt.

Det forbløffende er nok, at Cheminova selv i dag producerer sprøjtemidler, der er forbudte at benytte i Danmark og andre vestlige lande, men som bliver eksporteret til andre lande, med mere lempelige regler for miljøet.

Miljø står centralt i tidens litteratur

Mathilde Walter Clark vandt for nylig Weekendavisens litteraturpris for bogen ’Det blinde øje’.

Bogen, der handler om minkskandalen, har et skarpt fokus på mediernes historier, dengang under pandemien, og hendes pointe er, at selve minkene helt blev overset.

Man kan med rette sige, at miljø, landbrug og industri i dag står helt centralt i tidens litterære produkter.

Det er ellers ikke mere end et år siden, hvor det især var bøger om minoriteter, der dominerede den litterære scene og mediernes spalter.

Tillykke til Kim Blæsbjerg

For nylig skrev dagbladet Informations litteraturredaktør, at romanen som det sted, hvor tidens centrale problematikker sættes under debat, er ved at uddø.

At Kim Blæsbjerg modtager en formen pris for sin samtidsrelevante roman, vidner imidlertid om noget andet.

Og mon ikke, at tidens mest populære romaner vil vise, at mange anmeldere måske er lidt sent ude? 

I hvert fald er det noget, der tyder på, at bøger om naturen, om biodiversitet og om menneskets indbildte idé om, at det kan leve i en verden, de ikke passer på, kommer til at præge samtiden på en helt central måde.

Tillykke til Kim Blæsbjerg. Du kan læse Netavisen Pios anmeldelse af bogen her.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet