Kim Blæsbjergs nye roman, ’De bedste familier’, oser af lige dele selverfaring og velresearchet stof. Det er på en måde benhård socialrealisme, der har sit omdrejningspunkt omkring tilblivelsen af kemifabrikken, Cheminova, dengang den i 1957 blev flyttet til Lemvig i Vestjylland.

Det er samtidig også der, hvor forfatteren selv er født og opvokset, og det mærker man tydeligt. Og heldigvis for det.

Romanen har nemlig tendens til at være lige en tand for meget tendens, og lige lovlig lidt ”skønlitterær”, fordi den er så smækfyldt med ”tidsbilleder”, små og store detaljer, som var det en romanudgave ala Tv-serien ”Krøniken”.

Men netop fordi Kim Blæsbjerg samtidig kan skildre indlevende og med en tone og fornemmelse for tidsåndens stedbestemte diktion - hjemstavnens karakterer - så kan man som læser tilgive det lidt mere gumpetunge, fordi man samtidig mærker så meget, oplever så meget, lærer så meget og næsten ser de mange personer for sig.

Alting er i bevægelse

Vi følger en række familier i forskellige led, centreret omkring de unge forældre, der bliver tilknyttet fabrikken, enten som tilflyttere, eller som nyansatte, der på den måde får en chance for at hæve sig ud af den fattigdom, som de befinder sig i.

Og der er masser af stof at tage fat på.

Kim Blæsbjerg er bedst, når han beskriver hvordan arbejderne sveder gult

Alting er i bevægelse, lige fra den stigende velfærd, miljøsvineriet, ændrede kønsrollemønstre, forældreopgør, fatale konsekvenser af den hastige udvikling og sågar også de skiftende statsministre samt regeringens øgede fokus på hjælp til forbedret infrastruktur og støtte til udviklingen i ”udkantsdanmark”.

Kim Blæsbjerg er bedst, når han beskriver hvordan arbejderne sveder gult, og indhylles i kemisk støv på fabrikken. Han er god til at beskrive karaktererne, mændene, der gerne vil tage ansvar, og derfor ikke bekymrer sig om deres fysiske tilstand, men derimod skammer sig, når de bliver syge.

Dobbelte bevægelser

Han evner at beskrive den stigende protest fra fagforeningerne, men samtidig hvorfor denne møder modstand på henholdsvis Cheminova, på det lokale slagteri og på fiskemelsfabrikken.

For der er hele tiden tale om dobbelte bevægelser. Mens arbejderne bliver syge, bliver de også velhavende, køber bil og flytter ind i bedre boliger. Kvinderne begynder at uddanne sig, og de arbejder i stigende grad uden for hjemmene, og får langsomt styrke til at sige deres enerådige mænd imod.

der spildes store mængder af flydende kviksølv direkte ud i vandet

Samtidig med at de lokale fiskere, der ernærer sig af fiskeri i fjorden, begynder at brokke sig over en hastigt stigende dødelighed og underlige blærer, der buler ud på de nu uspiselige fisk, er der mere arbejde at få på fiskemelsfabrikken, der kun fanger ‘skidtfisk’, ligesom fiskeriindustrien via de store kuttere er i stærk fremgang.

Det samme med selve fabrikken Cheminova: der spildes store mængder af flydende kviksølv direkte ud i vandet, og deres mange kemiske landbrugsprodukter forurener i så voldsom en grad, at mange begynder at skamme sig. '

Den protestantiske arbejdsmoral

Samtidig er børnedødeligheden stor, tuberkulose og ”børnelammelse” slår endnu mange ihjel, men penicillinen er lige kommet på markedet.

Mange drikker for meget, mange er deres partnere utro, akkordarbejde bliver indført med fatale konsekvenser og vestjydernes ubændige, protestantiske arbejdsmoral æder bare det hele, lige indtil de knækker.

Der er bare lige den pris, der skal betales i form af ødelagde menneskeliv og forurening af hele området

Og kulturen kommer til egnen, i form af fælleshuse, musik og film, samtidig med at Indre Mission står fast, og fordømmer dem alle. Det er i sandhed et samfund, og en udvikling, der indeholder mange kontraster.

Alligevel ligner det hele jo fremgang, og for børnene af disse arbejdere og funktionærer ser fremtiden unægtelig bedre ud.

Der er bare lige den pris, der skal betales i form af ødelagde menneskeliv og forurening af hele området. Det er en skamplet, og den er svær at håndtere. Det mærker man tydeligt gennem hele romanen.

En virkelig god krønike

Det er også derfor, at romanen er så god. Den er bestemt ikke sort-hvid.

Det er netop det dobbelte, der gør den så nuanceret, og derfor også fremstår som en virkelig god krønike, ”baseret på virkelige hændelser”, der endnu den dag i dag er lidt af en gåde eller et dilemma, fordi det er så svært at afgøre, om det hele nu var prisen værd.

Det er samtidig lidt spøjst at læse denne historiske roman, som man nok må betegne som et værk, der omhandler arbejderklassen.

den er sand, fyldt med kontraster, og samtidig næsten fra en fortid, der er helt forsvundet, men som står tilbage endnu

Det er ellers oppe i tiden. Men det illustrerer også, at denne betegnelse, ”arbejderklasselitteratur”, ikke er korrekt, når det gælder de mest kontroversielle og omdebatterede, selvbiografiske værker.

Alene fordi disse oprørske stemmer i dag slet ikke har prøvet at arbejde, ligesom denne vestjyske klasse gjorde det i sluthalvtresserne og op gennem tresserne.

Den største af alle klasser

Faktisk er det mere symptomatisk for nutidsromanerne, der får denne betegnelse, at forfatterne kommer fra en underklasse, hvor deres ufaglærte forældre nok har levet hårdt, men hvor deres børn ikke pr. automatik vil opleve at skulle arbejde med det samme.

Lidt ligesom dengang, hvor Cheminova og de andre fabrikker forandrede så meget på godt og på ondt.

Det er nye tider, bestemt, men dengang, hvor fabrikkerne voksede sig store, og industrien buldrede frem, og middelklassen blev den største af alle klasser, der var prisen for mange for omkostningsfuld.

Det er præcis derfor at Kim Blæsbjergs roman er så god og læseværdig. Fordi den er sand, fyldt med kontraster, og samtidig næsten fra en fortid, der er helt forsvundet, men som står tilbage endnu, som skeletter i de karakterer, vore forældre og bedsteforældre er rundet af.
 

Kim Blæsbjerg: De bedste familier. 600 sider. Forlaget Gutkind, 2023.