De olympiske leges politiske bagtæppe – del II

OL-historien er fyldt øjeblikke, hvor politik har trængt sport i baggrunden. Netavisen Pio ser på nogle af de største.
Billede: OL i Beijing, 2008 (wikipedia)

I første del af vores politiske optakt til de olympiske lege gennemgik vi de politiske øjeblikke i legenes barndoms- og ungdomsår. Nu bevæger vi os ind i voksenlivet og op i nyere tid.

I den følgende gennemgang vil den historisk kyndige læser opdage, at OL i München i 1972 glimrer ved sit fravær. Det er et bevidst, redaktionelt valg. Mord får i disse tider så meget omtale i forvejen, at der ikke er grund til at bruge disse spalter til at dvæle yderligere ved kriminalitet. Hvis du meget gerne vil læse om terrorisme, er du på nettet i skrivende stund, så bevæg dig ud i dets kringelkroge, hvis du er interesseret.

Men læs helst med her:

OL i Rom 1960
OL i 1960 varslede indgangen til en ny tid og er således et oplagt sted at starte for denne gennemgang. Ved legene i Den Evige Stad var nemlig de første, der var præget af reklamer. Atleterne blev sponsoreret, og det var de første olympiske lege, der blev sendt ud til masserne via fjernsyn. Den nye tid med reklamer og mediebevågenhed gjorde op med det amatøristiske gymnastikforeningsagtige præg, de olympiske lege indtil da havde haft.

Samtidig med, at opmærksomheden og pengene omkring OL voksede, blev der for første gang stillet spørgsmålstegn ved, hvad atleterne egentlig puttede i sig. Her spillede Danmark en hovedrolle. Knud Enemark Jensen, der var en del af det danske hold i 100 kilometers forfølgelsesløb i landevejscykling (der var fire på et hold) faldt omkuld på ruten og fik et kraniebrud, som han efterfølgende døde af. I hans krop blev der efterfølgende fundet spor af en række farlige stoffer – blandt andet amfetamin. Jensens dødsfald fik den olympiske komité til at nedsætte en medicinsk arbejdsgruppe, der skulle sikre atleternes sundhed, og fra OL i Mexico i 1968 blev doping forbudt.

OL i Mexico City i 1968
Legene i den gamle aztekerby i 1968 er muligvis de mest legendariske, der nogensinde er afholdt. Særligt to begivenheder er gået over i historien – den ene entydigt politisk, den anden et mere subtilt billede på den tid, der var på vej.

Det første – og mest ikoniske – skete efter finalen i mændenes 200meter. De to sorte atleter Tommi Smith og John Carlos, der havde vundet henholdsvis guld og bronze, skrev sig ind i historien ved medaljeoverrækkelsen. På sorte strømpefødder for at symbolisere fattigdom blandt sorte rakte de en handskebeklædt sort knytnæve i hånden. Den såkaldte ”Black Panther”-hilsen symboliserede kampen for sortes borgerrettigheder, der på det tidspunkt kørte på sit højeste i USA. De sorte atleter blev fordømt af arrangørerne og af store dele af pressen hjemme i USA. Men historien gjorde dem til helte, og de skrev sig ind i historien om kampen for sortes rettigheder i USA.

Et andet historisk øjeblik fandt sted i højdespringskonkurrencen. Indtil da havde det været almindeligt at løbe hen mod barren og springe sidelæns hen over den. Det blev ændret, da den unge amerikanske højdespringer Dick Fosbury trådte ind på verdensscenen, løb hen mod stangen i en kurve og kastede sig bagover. Det såkaldte Fosbury-flop var en realitet, og det er til den dag i dag måden at lave højdespring på. Fosbury-floppet indkapslede tidsånden og var et billede på, at mennesket udviskede grænserne for, hvad der var muligt. Fosbury-floppet blev den atletiske pendant til månelanding og charterrejser.

OL i Moskva 1980 og OL i Los Angeles 1984
Midt under Den Kolde Krig, ville guderne (eller måske nærmere de olympiske arrangører) det således, at de olympiske lege først i 1980 skulle holdes i Moskva og fire år efter i Los Angeles. I et uskønt forløb, valgte amerikanerne først at boykotte legene i Sovjetunionens hovedstad. Derefter svarede sovjetterne igen ved tilsvarende at boykotte legene i Los Angeles.

OL i Beijing 2008
Som det var tilfældet med legene i Berlin i 1936 var OL i Beijing i 2008 en unik reklameplads for et af verdens værste diktaturer. Mens tibetanerne bliver groft undertrykt, systemkritikere bliver skudt, ”ulydige” borgere sendt i arbejdslejr, og taiwaneserne må leve i konstant frygt for kinesiske overgreb, stillede det internationale parnas beredvilligt op til det totalitære kinesiske reklamestunt. Denne gang var der bare ingen Jesse Owens til at fjerne fokus fra en af klodens værste forbryderstater.

 

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook