De olympiske leges politiske bagtæppe – del I

OL-historien er fyldt øjeblikke, hvor politik har trængt sport i baggrunden. Netavisen Pio ser på nogle af de største.
Billede: OL i Berlin, 1936 (wikipedia)

OL i Rio de Janeiro står for døren. Alverdens nationer har sendt deres fremmeste sportsfolk af sted til legene i den brasilianske strandstad i kampen om medaljer, ære og medietid.

Sport er først og fremmest sport. Sport skal nydes og opleves, det skal samle, splitte på den venskabelige måde, sporten skal skabe indlevelse og begejstring. Men sport kan ikke ses uafhængigt af det samfund, der omgiver den. Nogle gange rammer sporten og samfundet sammen.

Denne artikelserie er tilegnet de øjeblikke i Olympiadens historie, hvor det politiske bagtæppe for en stund har skærmet for det sportslige udsyn – eller skabt mindeværdige øjeblikke, afhængig af hvordan man ser det.

OL i London 1900
De første moderne Olympiske Lege blev afholdt i Athen i 1896. Men allerede ved legene fire år senere i Paris traf arrangørerne, der skulle ændre legene for altid. De første kvinder fik lov til at deltage i legene. Godt nok ikke på lige vilkår, og de kun 22 kvinder deltog i tennis, kroket, ridning, golf og sejlsport.

Schweiziske Helene de Pourtalles vandt sammen med sin mand, Hermann, den første olympiske guldmedalje, da de i båden Lérina kom først over målstregen.

Men Rom blev jo ikke bygget på én dag, og at kvinder kunne deltage i eliteidræt var en historisk milepæl – om end det skete med både hat og kjole. Ved de seneste lege, London 2012, var 44 procent af deltagerne kvinder.

OL i Berlin 1936

I 1936 var det nazistiske propagandaapparat klar til at vise hele verden, at de var en frembrusende stormagt. De Olympiske Lege var kommet til Det Tredje Riges hovedstad, og Nazi-Tyskland ville vise den germanske overlegenhed ved at afholde de mest pompøse lege nogensinde. Men Jesse Owens ville det anderledes. Den amerikanske atlet blev legenes helt store stjerne og vandt hele fire guldmedaljer. I 100 meter, 200 meter, 100 meter-stafet og i længdespring.

Tyskerne kunne måske nok leve med, at en amerikaner (bogstaveligt talt) løb med opmærksomheden. Der var bare det problem for nazisterne, at Jesse Owens var sort. Foran et heilende publikum i Berlin modbeviste Jesse Owens altså nazisternes propaganda om den ariske races overlegenhed.

Særlig kendt er finalen i længdespringskonkurrencen, hvor Jesse Owens kommer i duel med den tyske hjemmebanefavorit Luz Long. De to længdespringere – der for øvrigt var nære venner – endte i en af historiens mest imponerende finaler. Luz Long så ud til at tage guldet, da han satte ny europarekord, men i sit sidste spring sprang Jesse Owens 6,08 meter. Ny verdensrekord – og Owens’ fjerde OL-guld. Til Hitlers store irritation.

Owens fire guldmedaljer i atletik var en præstation, der først skulle blive gentaget af hans landsmand, den ligeledes sorte atlet Carl Lewis 48 år senere, der ved OL i Los Angeles i 1984 vandt guld i de samme fire discipliner.

OL i Melbourne 1956
Sommer-OL i Melbourne i 1956 blev noget uortodokst holdt i december måned, fordi sommeren på den sydlige halvkugle ligger i de måneder, hvor vi nordboere har vinter. Den 23. oktober 1956 havde en række studenterprotester i den ungarske hovedstad Budapest udviklet sig til omfattende protester mod den sovjetiske marionetregering i Ungarn. Den 1. november 1956 skred Sovjetunionen ind og slog oprøret ned med særdeles voldelige midler. Det førte til omfattende modstand mod Sovjetunionen og til stor sympati for ungarerne.

Det ungarske vandpolohold, der var forsvarende olympiske mestre havde ved optøjernes start ligger i træningslejr lidt uden for Budapest. De var flygtet over grænsen til Tjekkoslovakiet. Tilfældet ville det sådan, at de i semifinalen i vandpolokonkurrencen skulle møde netop Sovjetunionen. I en stuvende fyldt hal i Melbourne blev det ungarske hold jublet frem af tilskuerne, alt imens publikum kun havde raseri til overs for det sovjetiske hold.

Kampen var præget af spark og slag (hvad der ikke er en del af vandpolo, hvis nogen skulle være i tvivl), og ved føringen 4-0 til Ungarn blev det for meget for Sovjets Valentin Prokopov, der slog Ungarns store stjerne Ervin Zador til blods. Zador måtte forlade bassinet. Kampen måtte fløjtes af og politi måtte følge de rasende tilskuere ud.

Kampen blev kendt som ”Blod i vandet”-kampen, og efter OL hoppede halvdelen af den ungarnske delegation af til Vesten. Og finalen? Den vandt Ungarn 2-1 over Jugoslavien.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook