Den er også blevet modtaget som et mesterværk, og alene i konkurrencen om de eftertragtede Oscars, står den stærkt med hele 11 nomineringer, kun overgået af Christopher Nolans ’Oppenheimer’.

’Poor Things’ er Frankenstein, der møder en kvindelig udgave af Kaspar Hauser og ender som Fanny Hill, alt sammen holdt sammen af en stærkt udtalt feministisk politisering. Filmen er baseret på en roman fra 1992, men de andre ingredienser er altså stærkt udpenslet.

Den foregiver umiddelbart at foregå i et victoriansk England, men den er samtidig præget af nygotisk science fiction, og ind imellem slet og ret af genren steampunk.

Den handler, kort sagt, om den gale og geniale videnskabsmand, spillet af Willem Dafoe, der giver liv til en smuk kvinde, spillet lige så eminent af Emma Stone, der er afgået ved døden via et selvmord.

Ved at indsætte en ny hjerne får videnskabsmanden mulighed for at genopdrage sit monster af en kvinde, der ikke ejer skyggen af erindring.

pludselig bliver myten om den glade luder genbrugt

Dette uskyldige naturmenneske minder om den myte, der herskede omkring tyskeren Kaspar Hauser, som man, dengang han pludselig dukkede op, blev bildt ind, havde levet som vild, og som nu var de dannedes opgave at opdrage til at blive et civiliseret menneske.

Utæmmet og uskyldig

Kvinden i ’Poor Things’ og det meste af historien handler om hendes selvrealiserede seksualitet, der altså er utæmmet og uskyldig, og pludselig bliver myten om den glade luder genbrugt, sådan som den skildres bedst i den klassiske roman ’Fanny Hill’.

Mændene i filmen, inklusiv hendes fader, der kun adskiller sig fra de andre mænd, fordi han ikke ejer skyggen af et fysisk begær, bliver alle reduceret til besidderiske, liderlige skabninger, der lever i en anakronistisk drømmeverden.

Det er på den måde, at ’Poor Things’ på en underlig og sært forceret måde forsøger at tale til samtiden om kvindens frigørelse og det borgerlige samfunds sammenbrud via denne proces.

Om mændene, der udnytter kvinden, er onde eller gode, lækre eller ulækre, er underordnet for filmens pointe.

Faktisk er der et utal af virkelig fede detaljer i filmen

Den frigjorte kvinde overvinder samfundets krav og sprænger sine lænker via denne brogede form for hedonistisk seksualitet, der samtidig kan rumme det hele, så længe hun ikke er bundet i lænker.

Og her må undertegnede blot erkende, at sådan en film nok ikke lige er tiltænkt mig. Dens utallige ’50 Shades of Grey’-scener er kedsommelige, og mandens reduktion og fremstilling som decideret ynkelig er uden bid, når det stilles så firkantet op.

Faktisk er der et utal af virkelig fede detaljer i filmen. Dens scenografi og skøre indfald, der er lige dele gotik og art nouveau, antyder i hvert fald, at der her er noget særdeles æstetisk fint på spil.

Samtiden er en snæver horisont

Desværre mangler den noget taktilt, fordi langt det meste er computeranimeret. Der er langt fra Jean Pierre Jeunets ’De fortabte Børns By’, Tim Burtons ’Edward Saksehånd’ og Terry Gilliams skøre film, selvom ’Poor Things’ indeholder dele af dem alle.

Måske noget mere stop-motion med modeller, mindre ekspliceret feminisme og måske endda en forkortelse af filmens længde kunne have skabt underværker. Jeg tror det.

Som den fremtræder nu, er den kun antydningsvist, som idé, en stor film.

Derfor er ’Poor Things’ en film til tiden

Men samtidig har ’Poor Things’ alle de parametre, som komiteen bag de eftertragtede Oscars anbefaler: diversitet, diversitet og måske endda et slet skjult ønske om politisk aktivisme som bærende idé.

Derfor er ’Poor Things’ en film til tiden, men eftersom samtiden er en snæver horisont, der ofte drukner sig i falske anskuelser, tillader jeg mig at forholde mig kritisk, når nu filmen, trods alt det gode, ikke er fuldkommen.

’Poor Things’. Instruktør: Yorgos Lanthimos. Manuskript: Tony McNamara. Serarchlight Pictures. 2023. Medvirkende: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe m.fl.