Den offentlige familie

Når ressourcerne skal fordeles internt i den offentlige familie, er det tydeligt, at kommunerne er lillebror.
Jeg voksede op som den yngste af 3 børn. Det var der for så vidt ikke noget i vejen med, men når det kom til fordelingen af tøjet i familien, var det alligevel lettere irriterende.

De to store fik det nye, og som den mindste kunne man så overtage det, når det ikke passede dem længere. Tøjet var sådan set fint nok, men det var alligevel en konstant reminder om ens plads i familiens interne prioriteringsrækkefølge.

Som kommunalpolitiker kan jeg godt engang imellem føle det på den samme måde.

Staten er storebror, regionerne mellembarnet
Når det kommer til prioriteringen af de offentlige budgetter, er de statslige institutioner helt klart storebroren, der først får, hvad der tilkommer dem. Ingen kan jo forestille sig, at universiteterne skal have flere studerende igennem, uden at pengene følger med? Eller at politiet skal løse flere opgaver, uden at finansieringen hæves?

På de områder, hvor staten har et direkte driftsansvar, sørger folketingspolitikerne for, at pengene svarer så nogenlunde til opgavens omfang – bl.a. fordi de ellers selv risikerer at blive gjort ansvarlige af medier og befolkning.

Regionerne er det utilpassede mellembarn, hvis fremtid i familien er usikker. Deres redning i forhold til fordelingen af ressourcer er, at de har sundhedsvæsenet som deres altoverskyggende opgave, og at dette område er ekstremt profileret i medierne. Der skal ikke mange historier om patienter, der ligger på gangene, til, før Folketingets partier kappes om at smide milliarder efter dem.

Og så når vi endelig frem til lillebror – kommunerne – der må tage til takke med det, der er tilbage, når de store søskende har fået deres. Vi skal servicere flere og mere plejekrævende ældre, vi skal levere en folkeskole i verdensklasse, vi skal finde flere pædagoger til børnene i daginstitutionerne, vi skal forebygge et stigende antal livsstilssygdomme osv. osv. – og alt dette skal vi gøre de samme eller færre penge.

Matematisk retfærdighed?
Lyder det for sort/hvidt? Måske. Men tallene taler deres tydelige sprog. Sidste år var der rum til en vækst i det offentlige forbrug på ca. 3 mia. (Dette er skrevet før folketingsvalget, men hvis resultatet skulle blive nulvækst i det offentlige i de næste 4 år, vil problemet naturligvis kun blive værre).

Kommunerne bruger ca. halvdelen af det offentlige budget, så hvis stigningen skulle have været fordelt matematisk, skulle vores andel have været ca. 1,5 mia. kr. Men da staten og regionerne havde fået deres, var der ca. 150 mio. kr. tilbage – altså rundt regnet 10 pct. af det beløb, som vi ”burde” have haft.

Nu er der jo ingen, som siger, at pengene nødvendigvis skal fordeles med matematisk retfærdighed. Hvis man betragter statens og regionernes opgaver som vigtigere end kommunernes, er det jo fair nok at sende pengene den vej. Man skal blot huske på, at det er den borgernære velfærd, som kommunerne står for – og at det derfor i høj grad er det kommunale serviceniveau, som afgør borgernes tilfredshed med vores velfærdssamfund.

Fokus på forebyggelse
Samtidig risikerer en stadig mere skæv fordeling af ressourcerne at gøre den samlede regning større på langt sigt. Fx har kommunerne i dag ansvaret for det forebyggende sundhedsarbejde – hvis vi bliver tvunget til at skære her, bliver det dyrere for sygehusene om 10, 20 eller 30 år.

Hvis ikke vi har råd til ordentlige undervisningsmaterialer og en fornuftig bemanding i folkeskolen, vil universiteterne komme til at lide under det, når børnene bliver til studerende. Og hvis ikke vi har ressourcer til at løfte de sociale opgaver i de mest udsatte familier, vil børnene herfra komme til at koste både politi og retsvæsen dyrt på længere sigt.

Ovenstående skal derfor ikke (kun) ses som et af de sædvanlige klageråb fra den kommunale verden. Det skal også ses som en velment opfordring til, at politikere på alle niveauer i vores samfund i højere grad tænker langsigtet og forebyggende – og at vi er klar til at investere vores sparsomme ressourcer der, hvor det giver mest mening. Også selv om det skulle betyde, at de store søskende må acceptere, at lillebror engang imellem skal have en ny sweater.

 

Hans Stavnsager (f.1963) er gruppeformand Faaborg-Midtfyn Kommune. Hans var tidligere været informationssekretær for DSU og generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Desuden har han også været honorær konsul for Albanien.
kommentarer

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Kommentarer fra Facebook