Annonce

Dokumentarserie om universet er en grumset omgang føleri af værste skuffe

Ny serie om universet på Netflix illustrerer glimrende, hvorfor “det gamle format” ikke længere fungerer.
Foto: Netflix
'Our Universe' er indtalt af skuespilleren Morgan Freeman, og kan ses på Netflix.
Vi lever en tid, hvor vi i stigende grad søger oplysninger om klima og natur. Det er blevet temaer, som også streamingtjenesterne vil byde ind på. Det er oplysning og underholdning.

Og vi kender det sædvanlige format fra utallige timers tv-kigning gennem årtier: Vi betragter de søde dyrefamilier, der oven i købet har fået navne, og vi får at vide, at forældrene er beskyttende, at børnene leger, og i det hele taget er der så meget antropomorfisme på spil, at man begynder at tvivle på, om det overhovedet er formidling af naturvidenskab.

det er kedsommeligt, og man misser det større billede og den bedre, dybere indlæring og forståelse

Antropomorfisme betyder, at vi tillægger andre væsener menneskelige værdier, perspektiver og motiver. Det er selvfølgelig grundlæggende umuligt helt at undgå sådan en tilgang, men ligesom med bamser og animationer, hvor man gør dyrs øjne større, for at forføre køberen til at forelske sig endnu mere i det nuttede væsen, har man anvendt denne metode i naturprogrammer i årevis.

Der er utallige eksempler på dyreprogrammer, hvor man hopper fra den ene art, til den anden, og det hele bare handler om familierelationer.

Men det er kedsommeligt, og man misser det større billede og den bedre, dybere indlæring og forståelse.

Man sidder tilbage med en undren

Og det er netop problemet med Netflix’ nye dokumentarserie om universet, 'Our Universe'. Skuespillere Morgan Freemans eventyrligt dramatiske stemme beretter om den ene dyrefamilies strabadser efter den anden, samtidig med at der zoomes ud, og man pludselig angribes af spektakulære computeranimationer af solens brændende kerne og universerset bestanddele.

Det kan undre, at sådan et makværk overhovedet ser dagens lys

Det fungerer ikke, og man sidder tilbage med den undren, om skaberne ikke tiltror at kærlighed til universets forunderlige skabelsesproces og vælde er forførende nok? Hvorfor dette forsøg på at eksemplificere ved at kikke på en enkelt familie, når man gerne vil forklare, at varmen fra solen er essentiel for vor planets beståen?

Det kan undre, at sådan et makværk overhovedet ser dagens lys. Netop Netflix har bevist, at Disneys måde at skildre dyreverden og universet på, ikke nødvendig er den bedste. Det er ikke mange år siden, hvor Netflix faktisk vandt en Oscar for årets bedste dokumentarfilm, med 'My Octopus Teacher'.

Og derfor bør man også være opmærksom på blandt andet Netflix’ mange sats på dokumentarer om videnskab, natur og klima, for der vil med garanti komme mange flere, gode og anderledes af dem.

Dokumentaren om universet er bare ikke en af dem. Spring over den, med mindre at du gerne vil pine dig selv med en sovs af antropomorfisk føleri af værste skuffe.

 

'Our Universe'. Produceret af Andrew Cohen. Instrueret af Naomi Austin, Stephen Cooter og Alice Jones. Fortalt af Morgan Freeman. BBC Studios/Netflix, 2022.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet