Embedsværk i krig med offentligt ansatte

Leder: Hvis man virkelig vil forstå den truende storkonflikts DNA, så handler det om hvorvidt offentligt ansatte har ret til at forhandle overenskomst

Overenskomstforhandlingerne for cirka 800.000 offentligt ansatte brød sammen før de for alvor var kommet i gang.

Reelt ønsker ingen af parterne konflikt, så i teorien burde systemet have sikret, at alle gjorde hvad der skal til. Men hvad er gået galt denne gang? 

De fleste medier har krattet ivrigt i overfladen

De fleste medier har krattet ivrigt i overfladen, hvilket betyder at man som avislæser har kunnet læse stribe op og stribe ned omkring frokostpauser, lønstigninger og lærernes arbejdstidsaftale.

Netop de tre krav har ganske rigtigt udgjort hjørnestenen i den såkaldte musketer-ed, der har etableret en uhørt slidstærk solidaritet i den offentlige fagbevægelse.

Solidariteten drejer sig om tre grundlæggende krav:
1) Akademikernes kamp for at fastholde deres betalte spisepauser,
2) Danmarks Lærerforenings, Handelsskolernes Lærerforening  og Uddannelsesforbundet og Frie Skolers Lærerforenings ambition om at opnå en arbejdstidsaftale,
3) lønstigningstaksten som især har optaget FOA og Danske Sygeplejeråd.

Når de offentlige forbund står sammen som Alexander Dumas’ Tre Musketerer: ”én for alle – alle for én”, så holder solidariteten.

Hvis man for alvor vil forstå konfliktens DNA, så handler det i virkeligheden om kampen for reel og fri forhandlingsret.

Men de tre konkrete områder udgør kun den del af konflikten, der som isbjerget stikker op over havoverfladen.

Hvis man for alvor vil forstå konfliktens DNA, så handler det i virkeligheden om kampen for reel og fri forhandlingsret.

Moderniseringsstyrelsen har til opgave at udhule de offentlige overenskomster
Når forbundene i den offentlige sektor giver udtryk for at være villige til at tage en konflikt, hvis det ikke kan undgås, så skyldes det netop spørgsmålet om hvorvidt der overhovedet findes en dansk model og fri forhandlingsret på det offentlige område.

Da man i 2011 lagde Økonomistyrelsen og Personalestyrelsen sammen til Moderniseringsstyrelsen, placerede man også ansvaret for at effektivisere den offentlige sektor samme sted som ansvaret for at indgå overenskomst med 180.000 statsligt ansattes fagforbund.

Moderniseringsstyrelsen har ganske enkelt fået til opgave at føre kniven over de offentlige overenskomster.

En øvelse der kan lyde simpel, teknisk og naturlig, men kan faktisk have vidtrækkende konsekvenser. Særligt når Moderniseringsstyrelse helt eksplicit har fået det formål at finansiere effektiviseringen af den offentlige sektor med angreb på de de ansattes overenskomster. Moderniseringsstyrelsen har ganske enkelt fået til opgave at føre kniven over de offentlige overenskomster.

I Mål- og Resultatplanen for Moderniseringsstyrelsen hedder det: ”Moderniseringsstyrelsen gør løn og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken gennem arbejdet med overenskomsterne, implementeringen af god arbejdsgiveradfærd samt ved at skabe det analytiske grundlag for modernisering af løn og arbejdsvilkår i det offentlig”.

Oversat fra Djøf’sk til menneskesprog betyder det, at udgifterne til den offentlige sektor forringes ved svække overenskomsterne og dermed de ansattes løn og arbejdsvilkår.

Et skakspil, hvor kun den ene part kan vinde
Praksis bliver til en ikke-forhandling, hvis den ene part på forhånd har bestemt at resultatet skal være lavere udgifter finansieret for den andens regning. Det ligner mest et skakspil, hvor kun den ene spiller kan vinde, mens den anden spiller højest kan opnå remis.

Det ligner et skakspil, hvor kun den ene spiller kan vinde, mens den anden spiller højest kan opnå remis.

Det betyder at forhandlingsmodellen på det offentlige arbejdsmarked slet ikke svarer til den vi har på det private område. Lidt populært sagt, kan man sige, at den danske model kun gælder for de privatansatte. Når staten både er lovgiver og arbejdsgiver, så kan den i rollen som ’arbejdsgiver’ afvise enhver forhandling og sætte sig igennem som ’lovgiver’ med et direkte lovindgreb.

Det var da også tilfældet da sygeplejerskerne strejkede 70 dage i 2008 og lærerne var lockoutet i 28 dage i 2013. De to kasketter giver staten en fordelagtig dobbeltrolle og unik position til at sætte de offentligt ansatte skakmat.

Paradoks: Vejen til forhandling går gennem konflikt
Det er historisk, at hele den offentlige sektor står skulder ved skulder, at Danmark står foran en storkonflikt for hele det offentlige arbejdsmarked og at landet nu kan være på vej mod den tredje konflikt på det offentlige område på bare 10 år.

Men anden og måske mere interessant historisk pointe er at selve forhandlingsretten nu bliver testet i konflikt.

Spørgsmålet er hvorvidt man kan opnå frie forhandlinger uden at de er stadfæstet gennem kamp og konflikt.

På det private område opnåede man udelukkende retten til at forhandle og indgå overenskomster ved at gå konfliktens vej. Septemberforliget fra 1899 var netop baseret på 100 dages storkonflikt. Den slags konflikter har den offentlige sektor i overvejende grad været forskånet for, men spørgsmålet er hvorvidt man kan opnå frie forhandlinger uden at de er stadfæstet gennem kamp og konflikt.

Der er vitterligt ingen fra fagbevægelse, der drømmer at skulle ud i en opslidende konflikt og kæmpe om at fordele skurkeroller. Men omvendt er fagbevægelse nødt til at kæmpe for deres ret til at forhandle og udfordre positionen hos chefforhandler Sophie Løhde, der beskriver de offentlige ansatte sådan her: ”De er mest optaget af at tage og ikke af at give”.

Kampen står på retten til at indgå reelle forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked.

Jens Jonatan Steen, chefredaktør for Netavisen Pio

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. (På orlov)


Kommentarer fra Facebook