En hård dag for May og Danmarks Naturfredningsforening

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Det tegner til at blive en sort dag for den danske natur.
Efter mere end 80 år med naturfredning i Danmark, vil Dansk Folkeparti nu fjerne Danmarks Naturfredningsforenings mulighed for selvstændigt at rejse fredningssager.

Både Venstre og Liberal Alliance er positive.

Den britiske premierminister Theresa May er også under pres.

Godt nok landede på benene onsdag aften, da et flertal i det konservative parti gav hende mandat til at fortsætte som partileder. Alligevel har hun i dag meldt ud, at hun trækker sig inden næste valg.

Den del af de 10.900 a-kassemedlemmer, der står til at miste retten til dagpenge på grund af Regeringen og DF’s opholdskrav, kan til gengæld ånde en smule lettet op.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har nemlig i 11. time lavet en feberredning, og opholdskravet bliver nu knap så skarpt, som ellers planlagt.  
 

Theresa May fortsætter ikke efter næste valg

Storbritanniens premierminister Theresa May bekræfter, at hun vil træde tilbage inden næste valg, der senest afholdes i 2022.  

Onsdag aften overlevede hun en tillidsafstemning i sit konservative parti, hvor et flertal afgjorde, at hun kunne blive på posten som partileder.

Men det bliver ikke hende, der skal føre partiet til valg næste gang, meddeler May, da hun torsdag eftermiddag ankommer til EU-topmøde i Bruxelles.

“Jeg tror, det er rigtigt at lade en anden partileder føre os ind i det parlamentsvalg,” siger hun.

Flere forventer, at de politiske uenigheder om Storbritanniens udtrædelse af EU risikerer at udløse et tidligt valg.

Læs hele historien her.  

 

Blå partier vil svække naturbeskyttelsen

I mere end 80 år har naturfredningsforening haft mulighed for at beskytte naturen ved at foreslå fredninger. Det skal være slut nu, mener flere blå partier.

Dansk Folkeparti vil nu med et beslutningsforslag fjerne Danmarks Naturfredningsforenings mulighed for selvstændigt at rejse fredningssager.

Både Venstre og Liberal Alliance er positive.

”Vi foreslår en demokratisering af fredningsprocessen. Flere grønne organisationer skal have ret til at rejse fredningssager, men de skal kun kunne gøre det sammen med enten staten eller kommunen, siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF) til DR.

“Størstedelen af alle fredninger bliver kun foreslået og gennemført, fordi Danmarks Naturfredningsforening rejser fredningsforslagene. Hvis vi ikke længere har retten til selvstændigt at foreslå fredninger, vil det betyde en massiv svækkelse af naturbeskyttelsen i Danmark. Det vil stort set være slut med naturfredninger i fremtiden,” siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding i en pressemeddelelse.

Læs historien her.
 

Regeringen og DF vil nu ændre opholdskravet

Efter den seneste tids massive kritik af regeringen og Dansk Folkepartis lovforslag om opholdskrav til dagpenge lægger de nu op til at ændre reglerne.

Lovforslaget krævede oprindeligt, at man havde været i Danmark i syv ud af de seneste otte år for at have ret til at modtage dagpenge.

Det krav vil regeringen og Dansk Folkeparti nu ændre til syv ud af de seneste 12 år, lyder det i et ændringsforslag forud for 2. behandlingen torsdag.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiet vil stadig stemme imod opholdskravet, og beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) kalder det “et stort rod”.

Hvis Socialdemokratiet kommer til magten, vil hele opholdskravet blive gentænkt, lover beskæftigelsesminister Leif Lahn:

“Når vi kommer til, så trækker vi det tilbage omgående. Vi kan godt lide optjeningsprincipper og opholdskrav, men vi vil sætte vi ned med arbejdsmarkedets parter og laver et bedre politisk stykke håndværk,” understreger han.

Læs hele historien her.
 

Thor Möger forlader dansk politik

Tidligere skatteminister og chef for Socialdemokratiets politiske afdeling Thor Möger Pedersen har fået nyt job.

Han var en del af 'børnebanden', hvoraf mange forlod SF til fordel for andre partier efter formandsopgøret i 2013. Nu forlader han dansk politik helt.

“Det er endog meget svært at sige farvel til Socialdemokratiet og Christiansborg i det hele taget. Men det er betryggende at forlade et socialdemokrati i topform. Jeg har altid gerne villet prøve kræfter med det private erhvervsliv, og den mulighed er opstået nu” lyder det i en pressemeddelelse

 Thor Möger Pedersen skal være chef for Cowi Economics and Management, der leverer analyser og løsninger til offentlige institutioner og private virksomheder.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce