Annonce

En ny dagpenge-katastrofe kan undgås

Sæt dækningsgraden op til 60% af lønnen og få et fleksibelt arbejdsmarked.
Det vil få alvorlige konsekvenser for danskernes økonomiske tryghed, og gå hårdt ud over de lavest lønnede på arbejdsmarkedet, hvis ikke dagpengene får et løft.

Løser vi ikke dagpengenes faldende dækningsgrad, så kan vi ender med at stå med en dansk udgave af de tyske Hartz-reformer, som har presset lønningerne ned og sendt tyskere i tusindtal ud i fattigdom. Det er kombinationen af en kortere dagpengeperiode, dagpengenes lavere værdi og en lavere kompensationsgrad ift. lønningerne, der vil resultere i øget økonomisk utryghed.

Fra en dækningsgrad på cirka 60 procent af lønnen i 1995, så falder kompensationen til under 50 procent i 2023.

En ringere dækningsgrad vil både forringe det sociale sikkerhedsnet og slå bunden ud af arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen har derfor helt ret når den i en ny kampagne kalder på politisk handling.

Politikerne kunne starte med at afskaffe Bjarne Corydons katastrofale mindre-regulering af overførselsindkomsterne.

 

Står ved en skillevej

Christiansborg står lige nu ved en skillevej, hvor politikerne må vælge om de vil værne om den økonomiske tryghed og vores flexicuritymodel, eller om arbejdsløshed i endnu større omfang skal forbindes med utryghed, og i værste fald, social deroute.

Politikerne kunne starte med at afskaffe Bjarne Corydons katastrofale mindre-regulering af overførselsindkomsterne.

I 2023 er konsekvensen af Corydons skattereform, at dagpengene har så stort efterslæb i forhold til lønudviklingen, at det svarer til en hel måneds dagpenge – knap 18.000 kr. i 2015-prisniveau, skriver Danske A-kasser.

Når svenskerne kan

Det står i skærende kontrast til den socialdemokratiske regering i Sverige. Her lykkedes det for Stefan Löfven at forbedre de svenske dagpenge og sikre et markant løft af dækningsgraden i de første 100 arbejdsløshedsdage.

Det må også være en målsætning for en ny socialdemokratisk regering herhjemme, at styrke dagpengene og rette op på nogen af Corydons største urimeligheder. Når svenskerne kan, så kan vi selvfølgelig også.

Et ordentligt dagpengesystem er forudsætningen for, at danskerne kan begå sig på et arbejdsmarked, der forandrer sig hurtigere end nogensinde før. Globalisering, øget konkurrence, omstillingsparathed og teknologiudvikling kalder på et stærkere sikkerhedsnet. Økonomisk tryghed er helt afgørende for, at mennesker tør at tage chancer, skifte job, uddanne sig og tilpasse sig jobmarkedets forandringer.

Modsvaret mod ringere dagpengedækning vil være længere opsigelsesvarsler og et mindre fleksibelt arbejdsmarked.

 

Fleksibelt arbejdsmarked er i alles interesse

Det er hverken i den enkelte eller i fællesskabets interesse, at arbejdsløshed skal få så store økonomiske konsekvenser, at det ødelægger det liv den enkelt familie i årevis har bygget op.

Modsvaret mod ringere dagpengedækning vil være længere opsigelsesvarsler og et mindre fleksibelt arbejdsmarked. På den korte bane bliver det løsningen, hvis politikerne ikke kan levere en ordentlig dagpengedækning, men på den lange bane vil det hverken være gavnligt for virksomhederne eller for lønmodtagerne, fordi konsekvensen er, at det også bliver sværere at hyre, når vi gør det sværere at fyre.

Mens vi i Danmark normalt bryster os af, at her kan man leve, også af de laveste lønninger, så er virkeligheden i for eksempel lande som Tyskland, at et ødelagt socialt sikkerhedsnet, har presset de laveste lønninger derned, hvor det ikke engang er nok med et fuldtidsjob for at kunne betale de månedlige leveomkostninger. Sådan må det aldrig blive i Danmark.

Derfor er kampen for en ordentlig dagpengesats er både en kamp for økonomisk tryghed ved arbejdsløshed, men den er også et forsvar af danskerne med de laveste lønninger og deres levevilkår.

Den kamp skal en ny regering deltage i, ved at forbedre dagpengenes værdi og sikre danskernes økonomiske tryghed.

 

Alexander Grandt er folketingskandidat for Socialdemokratiet på Fyn.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alexander Grandt er Kommunikationschef i tænketanken Cevea. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er da en stor skam hvis Alexander er den eneste socialdemokrat, der mener det!