EU-lande fjerner Caymanøerne fra liste over skattely

En “skandale”, mener SF - “helt uforståeligt”, mener Enhedslisten - finansminister Wammen ønsker kriterierne for skattely-listen strammet
Foto: Colourbox
Caymanøerne er tirsdag fjernet fra en EU-liste over skattely af medlemslandenes finansministre.

Det kaldes en "skandale" af Kira Marie Peter-Hansen (SF), som er næstformand i EU-Parlamentets skattelyudvalg.

Hun mener, at Caymanøerne er "skattefifleriernes favoritsted".

Enhedslisten EU-ordfører Søren Søndergaard finder det “helt uforståeligt” at Cayman Islands er fjernet fra EU-skattelylisten:

Cayman Islands er et af verdens værste skattely og bør derfor selvfølgelig også sortlistes

“Det er for mig helt uforståeligt, at EU nu fjerner Cayman Islands fra sin sortliste. Cayman Islands er et af verdens værste skattely og bør derfor selvfølgelig også sortlistes. Desværre er det bare endnu et eksempel på, at EU overhoved ikke tager kampen mod skattely alvorligt,” siger Søren Søndergaard.

Han peger på, at ændringen betyder, at i al fald danske virksomheder, som måtte være indregistreret i Caymon Islands - fremadrettet fuldt lovligt kan modtage hjælp fra danske corona-hjælpepakker - fuldt lovligt:

“Vi har senest set hvordan millioner af skattekroner fra corona-hjælpepakkerne er gået til virksomheder i skattely. Ved at frikende Cayman Islands bliver det nu fremover endnu sværere, at komme efter de virksomheder, som vil snyde fællesskabet. Det er helt uacceptabelt.”

EL til regeringen: Lav national sortliste

Søren Søndergaard opfordrer til, at regeringen nu laver en national sort-liste:

“EU’s sortliste over skattely har vist sig at være et tæt på ubrugeligt værktøj i kampen mod skatteunddragelse. Vi kan ikke vente længere på handling. Regeringen bør lave en dansk national sortliste, der indeholder langt flere skattely. Det har lande som Frankrig og Belgien allerede gjort. Vi bør følges deres eksempel.” 

Regeringen bør lave en dansk national sortliste, der indeholder langt flere skattely

EU-landene begrunder beslutningen med, at Caymanøerne september sidste år har ændret regler for investeringsfonde.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at han ønsker kriterierne for skattely-listen strammet.

“Regeringen arbejder blandt andet for at styrke sortlisten og for at sikre strammere kriterier og mærkbare konsekvenser af sortlistning,” siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau ifølge BT.  

EU-Kommissionen har siden i sommer lagt op til at "ændre listens kriterier, defensive foranstaltninger og geografiske anvendelsesområde".

Også Oman er blevet fjernet fra listen tirsdag.

Skarp kritik af skatteklausul

SF og Enhedslisten kritiserede  op til sommerferien, at den såkaldte skattely-klausul i forbindelse med tildeling af statslig corona-hjælp ad flere omgange er blevet så udhulet, at ingen virksomheder reelt rammes af klausulen.

Partierne kaldte i den forbindelse skatteminister Morten Bødskov (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) i samråd.

“Jeg synes, det er træls. Men vi er bundet af nogle EU-retningslinjer her. Arbejder vi for, at rammerne i EU skal forbedres? Ja, det gør vi da,” sagde Morten Bødskov blandt andet under samrådet.   

Blandt de ti værste skattely-lande i verden

I februar 2020 blev Cayman Island optaget på EU’s sortliste over skattely. Fra i dag er den caribiske ø så igen fjernet fra listen.

Cayman Island er ifølge NGO’en Tax Justice Network blandt de ti værste skattely i verden.

EU opdaterer sin sortliste over skattely to gange om året. Efter dagens opdatering er der nu 12 lande opført på sortlisten. Anguilla og Barbados tilføjes til listen, mens Cayman Islands og Oman fjernes fra listen.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce