Annonce

Europas socialdemokrater viser solidaritet med Danmark

Socialdemokratiske politikere fra hele Europa udtrykker på sociale medier, sorg og solidaritet med ofrene for weekendens terrorangreb i København.
Foto: Foran Europa-Kommissionen i Bruxelles blev der i dag flaget på halv i respekt for ofrene for skyderierne i København.

Socialdemokrater fra hele Europa udtrykker deres sorg og medfølelse med ofrene og Danmark efter terrorangrebet i weekenden.

Fra ledende socialdemokrater gik samme budskab igen og igen. Terror vil ikke begrænse ytringsfriheden.

”Alt tyder på at dette er et politisk attentat og dermed en terrorhandling. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min solidaritet med det danske folk og kraftigt fordømme det alle forsøg på at gøre det frie ord tavst.

Sammen skal vi stå op for ytringsfriheden. Ingen skal stoppe det frie ord.”
Statsminister Stefan Löfven (S) i Sverige i en pressemeddelelse.

---

”Solidaritet og medfølelse med Danmark. Forfærdeligt at vågne op til endnu et dødeligt angreb, denne gang mod en synagoge. Vi fordømmer angrebet på ytringsfriheden og den meningsløse vold i København. Vore tanker går til de uskyldige som er ramt.”
Partiformand Jonas Gahr Støhre fra Arbeiderpartiet i Norge på Facebook.

---

Også fra Gahr Støhres forgænger lyder der sympati:

"I dag går vores medfølelse til ofrene for den meningsløse vold i København. Byen vi er så glad for. Sammen med vores kære nabofolk og Helle Thorning-Schmidt forsvarer vi ytringsfriheden."
Jens Stoltenberg, generalsekretær for NATO.

---

”Alle vores tanker er med den danske nation og familien til ofrene i København. Ytringsfrihed og det jødiske samfund er igen angrebet. Disse kujonagtige angreb er imod vores kerneværdier, men Europa vil ikke bøje sig for terror. Vi vil altid forsvare frihed.”
Formanden for Europa-Parlamentet Martin Schulz fra SPD i Tyskland.

---

"De horrible skyderier i København er en reminder om at vi må stå op for for ytringsfriheden. Mine tanker er med ofrene og deres familier.  

Angrebet i København var på ytringsfriheden og det jødiske samfund. Vi står sammen i solidaritet for at opretholde de værdier vi holder af.”
Partileder Ed Miliband fra Labour i Storbritannien på Twitter.

---

”Endnu et angreb på det frie ord. Denne gang i København. Gør mig rasende. Og stridslysten. Vi vil ikke lade vores frihed skyde ned. Vi vil gøre alt for at beskytte vores frie samfunds kerneværdier. Min tanker går først og fremmest til ofrene og de efterladte.”
Partileder Diederik Samsom fra Arbejderpartiet i Holland på Facebook.

---

”Skræmmende nyheder fra København. Endnu et lumsk terrorangreb imod ytringsfriheden. Min medfølelse og solidaritet går til vores danske naboer. Terrorangreb i København og terrortrussel i Braunschweig. Terroristernes skarpeste våben: Frygt! Rædsel, vrede og frygt skal så had, frembringe mere vold og indskrænke vores frihed. Det må vi ikke gå med på! Besindigt og modigt må vi sammen forsvare vores frihed!”
Familie- og ligestillingsminister Manuela Schwesig, fra SPD i Tyskland, hvor hun også henviser til en terrortrussel om mod et karnevalsoptog i den tyske by Braunschweig i går søndag.

---

For en time siden talte jeg med Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegard.  Jeg udtrykte ham min medfølelse efter de terrorangreb, der fandt sted i København. Alle vestlige lande må slå hårdt ned mod terrorisme og forhindre en gentagelse af disse angreb. Israels folk, der på første hånd kender styrken af familie og lokalsamfund, står ved siden af den danske befolkning."
Partileder Isaac Herzog fra Arbejderpartiet i Israel på Facebook.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet