Feel the Bern: Sanders vinder New Hampshire

Det var tæt, men Bernie Sanders vinder i New Hampshire. Buttigieg bliver nummer to.
Foto: Foto: Bernie Sanders/Facebook
Senator Bernie Sanders vinder primærvalget i New Hampshire.
Det blev tættere end meningsmålingerne havde spået, men det blev som ventet Senator Bernie Sanders, der løb med sejren i primærvalget i New Hampshire.

”Det her er begyndelsen på enden for Donald Trump,” lød det for kort tid siden fra veteranen fra Vermont.

”Vi vil samle dette land og slå den farligste præsident i historien.”

Bernie Sanders var klar favorit i New Hampshire, hvor han fik 60 procent af stemmerne i primærvalget mod Hillary Clinton. Denne gang blev det til 26 procent.

Vi vil samle dette land og slå den farligste præsident i historien.

Lige i hælene på Sanders komme den 38-årige Pete Buttigieg, der i sidste uge vandt flest delegerede i staten Iowa, hvor der blev afholdt opstillingsmøde.

”Jeg har fulgt Bernie Sanders, siden jeg gik i high-school, og jeg har beundret ham og vil ønske ham stort tillykke med et godt resultat,” lød det fra Buttigieg, da han talte til sine tilhængere.

Det har været et tæt løb mellem de to kandidater, og det er også kun under to procentpoint, der skiller dem ad - en god begyndelse for begge kandidater, der næste lørdag skal en tur til Nevada.

Biden stak halen mellem benene

Senator Amy Klobuchar fra Minnesota fik et overraskende pænt valg med næsten 20 procent af stemmerne. Elizabeth Warren, der ellers er fra nabostaten Massachusetts, blev nummer fire og det videre forløb begynder nu at se svært ud for den tidligere universitetsprofessor.

New Hampshire blev dog først og fremmest en skuffelse for Joe Biden, der indtil for ganske nyligt var storfavorit til at vinde nomineringen.

Joe Bide måtte tage til takke med en skuffende femteplads og under 10 procent af stemmerne.

Den tidligere vicepræsident havde nok set skriften på væggen, og var allerede taget videre til South Carolina som holder primærvalg senere på måneden.

Her satser han stort på, at statens sorte vælgere vil støtte ham.

”Vi er nødt til at høre fra Nevada, South Carolina og Super Tuesday-staterne og se fremad. Se, vi bevæger os ind i en særlig vigtig fase (af valgkampen, red.), for indtil nu, har vi ikke hørt fra den mest engagerede vælgergruppe i det demokratisk parti - det afroamerikanske samfund - og den hurtigst voksende gruppe i vælgerbasen - latinoerne,” sagde Joe Biden, der talte til sine tilhængere via et videolink, og fortsatte:

"99,9 procent! Det er procentdelen af afroamerikanske vælgere, der endnu ikke har haft en chance for at stemme."

Resultat: Primærvalg i New Hampshire

 

1. Bernie Sanders, 25,7 %

2. Pete Buttigieg, 24,4 %

3. Amy Klobuchar, 19.8 %

4. Elisabeth Warren, 9,3 %

5. Joe Biden, 8,4 %

Bloomberg venter

En der ikke var på stemmesedlen i New Hampshire, var den tidligere New York-borgmester og multimilliardær, Mike Bloomberg.

Han annoncerede først sit kandidatur i november og har utraditionelt valgt at skippe de fire første stater for i stedet at fokusere på de 13 stater, inklusive Californien og Texas, som stemmer den 3. marts på det som bliver kaldt Super Tuesday.

Siden Bloomberg annoncerede sit kandidatur har han smidt 300 millioner dollars (omkring 2 milliarder kroner) efter tv-reklamer, og det har givet medvind i de landsdækkende målinger, hvor den seneste viser at han ligger nummer tre med 15 procent.

Muligheden for et åbent konvent

Primærvalgene handler i bund og grund om at samle delegerede sammen til det demokratiske konvent, som bliver afholdt 13.-16. juli i Milwaukee i delstaten Wisconsin.

For at vinde nomineringen, skal en kandidat have 1.990 ud af de i alt 3.979 delegerede. Og ifølge hjemmesiden fivethirtyeight.com, som arbejder med statistik og politik, så er muligheden for at ingen af kandidaterne får et flertalm nu den næstmest sandsynlige mulighed.

Fivethirtyeight.coms model vurderer, at der lige nu er 38 procents chance for at Bernie Sanders får et flertal, mens der er 33 procents chance for at man ender uden en klar vinder, og det derfor er de delegerede på konventet som skal afgøre hvem der skal være deres kandidat.

Det vil i så fald være første gang siden 1952. Dengang vandt nomineringen Adlai Stevenson efter tre valgrunder.

To er ude

New Hampshire blev endestation for foreløbig to kandidater. Iværksætter Andrew Yang og Senator Michael Bennet fra Colorado meldte efter midnat, at de indstiller deres kampagner.

Andrew Yangs mærkesag var universel basisindkomst, som han kaldte Freedom Dividend - et løfte om at give 1.000 dollars om måneden til enhver amerikaner uanset indkomst.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook