Finansminister siger op, Politiken får stor bøde og Kina protesterer over Pia

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til Aktuelt.

Og tak fordi du læser med her på Netavisen Pio, selvom der er vinterferie.

Selvom det kan mærkes, at Christiansborg holder ferielukket, så har Pio-redaktionen samlet et par nyheder fra ind- og udland til dig.
 

Politiken-redaktør får bøde for at trykke PET-bog

Østre Landsret skærper straffen til JP/Politikens Hus for at offentliggøre en bog om PET i strid med en dommers forbud.

Mediekoncernen idømmes en bøde på en kvart million kroner, mens den ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Christian Jensen, får en bøde på 100.000 kroner.

Dermed ændrer landsretten torsdag sanktionen betragteligt i forhold til den afgørelse, som Københavns Byret kom frem til i januar sidste år.

Dengang fik Christian Jensen en bøde på 50.000 kroner, mens JP/Politikens Hus blev straffet med en bøde på 100.000 kroner.

Læs mere om den baggrunden for den skærpede straf her.

 

Irak inviterer Nato og Danmark tilbage

Usikkerheden om en militær træningsmission i Irak, hvor Danmark senere i år skal overtage ledelsen i regi af Nato, er foreløbig drevet over.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, bekræfter på et pressemøde, at man har fået en bekræftende invitation fra Irak, efter at bombeangreb i januar skabte tvivl om alle udenlandske træningsmissioner i landet.

Bekræftelsen fra Irak er afgørende for Nato og for Danmark, understreger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

“Dette er et meget stort gennembrud. For det betyder, at det frie spil, som terroristerne har haft igennem disse uger, hvor der har været en tilspidset situation, den bliver nu brudt, og det er det væsentlige,” siger hun.

Her kan du læse mere.

Kina protesterede til Folketinget over Pia Kjærsgaard

Vi starter hos Folketingets tidligere formand, Pia Kjærsgaard (DF).

Det medførte nemlig kinesisk protest til Folketinget, da Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i oktober besøgte Taiwan. Det fremgår af et svar på en aktindsigt.

Kina mener, at Taiwan er kinesisk, og så derfor ikke mildt på Kjærsgaards besøg, som bl.a. omfattede et møde med den taiwanske præsident, Tsai Ing-wen.

I en telefonsamtale den 19. oktober mellem en repræsentant fra den kinesiske ambassade og Folketingets direktør blev der “udtrykt utilfredshed med, at man havde kunnet læse i taiwanske medier, at Pia Kjærsgaard under et besøg i Taiwan havde udtalt sig på en måde, som ambassaden “fandt utilfredsstillende”, står der i et kort resume.

Læs hele historien her.
 

Boris Johnsons regeringsrokade gik galt: Finansminister siger op

Ifølge Boris Johnsons plan skulle Sajid Javid blive som finansminister og have en nøglerolle for udviklingen af Storbritannien efter Brexit. Men sådan gik det ikke.

I stedet sagde 50-årige Sajid Javid op torsdag formiddag, efter han havde været til møde med premierministeren i Downing Street 10.

Ifølge britiske aviser som The Times og The Guardian forlangte Boris Johnson et strammere greb om Finansministeriet. Blandt andet skulle Sajid David fyre alle sine særlige rådgivere og lade dem erstatte med nye, som premierministerens kontor ville håndplukke. Men det var Javid altså ikk med på.

Læs om rokaden og sagen her.
 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Jeg forstår ikke at kineserne gider at brokke sig over Pia Kjærsgård. Det burde da være almindelig kendt efterhånden, at fru kjærsgårds dømmekraft stadig ligger på samme lave niveau som dengang i marts 1990, da hun fra Folketingets talerstol omtalte Nelson Mandela som terrorristleder.

Nu skal lige dertil siges, at Taiwan rent faktisk er et selvstændigt og demokratisk land, med eget parlament, mange politiske partier, egen folkevalgt præsident, eget flag, egen forfatning, egen møntfod og egen infrastruktur.
Ikke meget binder Taiwan til diktaturet i Beijing, udover naturligvis samhandel og kultur; men ikke en gang på kulturens område er man helt ens, idet taiwanere tænker grundlæggende forskelligt fra den autoritetstro kineser. Deres tankesæt er så forskelligt som dansk er fra svensk.
Indtil starten af '90'erne var Taiwan et militærdiktatur under KMT (Kuomintang), men har siden fundet friheden i demokrati efter over fyrre års undertrykkelse; det er vel de færreste, der ønsker en tilbagevenden til slaveri og censur, som man ser det i Folkerepublikken?
Der er derfor al mulig grund til at støtte republikken Taiwans eksistens; de kæmper fortsat for, hvad vi andre tager for givet, nemlig frihed.
Manglende dømmekraft er i mine øjne at modarbejde sine egne principper om netop demokrati og ytringsfrihed, ved simpelthen at støtte og fremelske et forhold til en kæmpe, der står for modsætningen.
Kina er ikke et frit land, men et land med penge; der er en uhyre stor forskel på det, for dem, der mener, at velstand automatisk vil føre til et øget ønske om demokrati, er forlængst blevet gjort til skamme af Kinas fortsatte og nu stærkere autoritære system.
Jeg er ikke selv enig i Pia Kjærsgaards generelle menneskesyn, men at hun ene kvinde tør stå op mod et diktatur af Kinas størrelse, for at støtte et stolt, men udsat demokrati, er til gengæld noget, som jeg altid vil beundre hende for.
Eller, for at sige det således, vil vi hellere have mere indflydelse fra et autoritært regime, gennem deres penge? Penge giver jo som bekendt magt, ikke sandt?
Blødsødenhed er svaghedens moder.

Ligeledes er det interessant at måtte konstatere, hvordan Kina gennem sin økonomiske magt på globalt plan har formået at gøre sin egen fejlbehæftede fortælling, sit eget fantaserede narrativ til hele verdens; de taler om en "genforening" af Kina og Taiwan, men faktum er omvendt, at Taiwan i realiteten aldrig nogensinde, ikke i så meget som ét sekund, har været en del af Folkerepublikken, og forhåbentligt aldrig bliver det. Hvorledes da "genforening"?
Men kineserne har med deres penge og store befolkningsgrundlag haft held til at tage store dele af resten af verden som gidsler i deres evindelige og nationalistiske kamp for herredømme; gør I ikke, som vi siger, bliver I blokeret fra vore markeder! Ren terror!
Ikke noget, som jeg ønsker at komme tættere på.