En tidligere kandidat for Klaus Riskær Pedersens parti forsøger nu at genoplive det gamle midterparti Centrum-Demokraterne. Partiet skal nu i gang med at samle vælgererklæringer.
Derudover skal en pulje på 150 millioner kroner være med til at sikre danske kyster mod blandt andet oversvømmelser som følge af stadigt mere ekstreme vejrforhold.
Til sidst vil der være dansk deltagelse, når årets Oscar-statuetter skal uddeles. To danske film er nemlig nomineret til den fornemme filmpris.
Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.
God læselyst!
Ifølge en ny måling fra Megafon er to tredjedele af danskerne imod afskaffelsen af store bededag.
Det skriver TV 2.
Moderaterne er det eneste af partierne i Folketinget, hvor et flertal af vælgerne støtter idéen om at afskaffe store bededag. 51 procent af partiets vælgere støtter forslaget, hvorimod 37 procent er imod.
SVM-regeringens forslag om at afskaffe store bededag skal være med til at finansiere en fremrykning af målsætningen fra NATO om, at de danske forsvarsudgifter skal udgøre to procent af BNP.
Fra 1973 til 2001 var Centrum-Demokraterne at finde i Folketinget. Partiet nedlagde sig selv i 2008, men nu lader det til, at det genopstår fra de døde. Sådan da.
Det skriver DR.
Peter Hjorth er manden bag den nye udgave af det gamle parti. Han stillede op for Klaus Riskær Pedersens parti ved Folketingsvalget i 2019, og han var ved kommunalvalget i 2021 opstillet for Det Demokratiske Parti.
Centrum-Demokraterne vil "søge maksimal indflydelse med en kompromissøgende realpolitik, som vil begrænse yderfløjenes indflydelse" skriver DR.
Partiet er åbent for at indgå i regering, men inden da skal partiet indhente cirka 20.000 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget.
150 millioner kroner er fordelt blandt 10 projekter over hele Danmark. Projekterne skal være med til at sikre danske kyster mod stadigt mere ekstremt vejr.
Det oplyser Miljøministeriet.
”Klimaforandringerne og stigende havvandstand betyder, at der kommer et større pres på vores kyster i fremtiden. Man skal kunne sove trygt om natten, selv om man bor i et udsat område og vejrudsigten viser, at der er en storm på vej. Derfor skal vi beskytte os bedre mod oversvømmelser og ekstremt vejr, så vores kyster også er robuste i fremtiden,” lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke.
Til dette års Oscaruddeling vil Danmark være repræsenteret i to kategorier. Nemlig kortfilms- og dokumentarkategorien.
Det skriver DR.
Kortfilmen ’Ivalu’ som foregår og er filmet i Grønland, er lavet af Anders Walter, som tidligere har vundet en af de eftertragtede statuetter. Han er nomineret sammen med Pipaluk K. Jørgensen.
Dokumentarfilmen 'A House Made of Splinters' af Simon Lereng Wilmont handler om et børnehjem i Østukraine, og er Danmarks anden nominerede film.
Kommentarer
Peter Hjorth vil aabenbart ind i politik for en hver pris. Haaber ikke det lykkes, vi har allerede for mange partier