Islamkritisk parti bliver Hollands største, og miljøminister Magnus Heunicke (S) advarer om, at iltsvindet i de danske farvande er blevet forværret på trods af det koldere vejr.
Dermed velkommen til dagens Aktuelt. Tak fordi du læser med.
Den afgående minister for digitalisering og ligestilling, Marie Bjerre, antyder i et opslag på det sociale medie X, at hun regner med at blive minister igen.
I hvert fald skriver således på X, forud for sin afskedsaudiens hos dronning Margrethe, at hun er på vej til majestæten “for at sige på gensyn”:
“På vej mod Amalienborg til Dronningen for at sige på gensyn. Jeg er så stolt over mine resultater på digitalisering- og ligestillingsområdet, og jeg er så taknemmelig for at have fået lov til at være minister. På gensyn.”
Det nationalkonservative hollandske højrefløjsparti "Partij voor de Vrijheid" - på dansk Frihedspartiet - vandt det hollandske parlamentsvalg
Frihedspartiet med den kontroversielle frontfigur, Geert Wilders, gik 20 mandater frem - fra 17 til nu 37 mandater.
“Jeg er meget taknemmelig for, at de hollandske vælgere nu massivt tilkendegiver, at tingene skal ændres. Vores historie om, at hollænderne igen skal komme i første række, har appelleret til mange mennesker,” udtalte Geert Wilders sent onsdag aften.
Valgsejren betyder dog ikke, at Frihedspartiet kan være sikker på at danne regering. Så langt fra endda.
Læs mere her.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) advarer nu om, at iltsvindet i de danske farvande er blevet værre de seneste uger - trods det koldere vejr.
“Den seneste uge er der sket en forværring i udviklingen af iltsvind. Vores nye målinger viser, at der nu er kraftigt iltsvind i Hjarbæk Fjord i Limfjorden. Der er desuden målt moderat iltsvind i Øresund og i det sydligste Kattegat ved Sejerø Bugt og ved Hesselø. I sidste uge var der stort set kun iltsvind tilbage i det sydlige Lillebælt, i Mariager Fjord og ved Als,” skriver Magnus Heunicke på det sociale medie X og konkluderer:
“Iltsvindet ser med andre ord ud til at være forværret på trods af det koldere vejr. Målingerne understreger behovet for en styrket indsats for at udtage lavbund og beskytte vores mest sårbare fjorde. Vi er i gang, men vi skal gøre langt mere.”