Grønne ambitioner handler om mere end antallet af vindmøller

Næste energiforlig skal ikke alene måle successen på hvor mange vindmølleparker eller solpaneler, der aftales, men på hvor meget kul, olie og naturgas, der fortrænges.
Regeringen har lovet at spille ud med forslag til et nyt energiforlig i 2017. Hidtil har de indædt insisteret på enten at gøre ingenting, aflyse allerede planlagte projekter eller skrue ned for de overordnede klima- og energiambitioner, så der bliver næppe tale om nogen ambitiøs plan.

Ifølge Politikens oplysninger (26. januar 2017) er regeringen optaget af at undgå, at den energikommission, de selv har nedsat, kommer med nogen bud på hvor mange vindmøller, vi i fremtiden skal sætte op.

Regeringen er notorisk optagede af ikke at lave målsætninger, der kan illustrere stilstanden. I den situation er det selvfølgelig fristende at starte en diskussion om, hvor mange vindmøller og solceller, vi andre forestiller os, der er brug for. Det ville også være trygt og velkendt. Vi har traditionelt målt ambitionerne i vores grønne omstilling på hvor mange megawatt vedvarende energi, vi kunne producere.

Brug for nye mål i energipolitikken
Fremover skal der selvfølgelig også udbygges med vedvarende energi. Men de stærkt faldende priser på sol og vind vil for det første i højere og højere grad betyde, at markedet hjælper os. Og for det andet er der vel ingen af os, der længere er tilfredse med, at møllevingerne pisker rundt, hvis vi stadig er nødt til at have et kulkraftværk stående i reserve til den dag, vinden ikke blæser?

En af de mest ambitiøse målsætninger i det sidste energiforlig var ønsket om at producere vindmøllestrøm svarende til halvdelen af vores elforbrug. Det når vi. Men målet siger intet om, hvorvidt vi rent faktisk bruger den vindenergi, vi producerer. Det er godt at hæve produktionen af vedvarende energi, men hvis vi skal undgå kulkraft i stikdåsen og have omstillet transportsektoren, så skal vi på sigt mere end bare have et flot gennemsnit på grund af, at vi sender masser af grøn strøm ud af landet.

Derfor kommer det næste energiforlig ikke alene til at kunne måle sine ambitioner eller sin succes på antallet af kWh vedvarende energi, hvor mange havvindmølleparker det indeholder eller hvor mange solpaneler, der aftales. Vi skal stille andre krav.

Successen skal i høj grad måles på hvor meget kul, olie og naturgas, der fortrænges

Hvor mange penge kanaliseres over i forskningen i lagringsteknologi, så vi kan gemme vindstrømmen til de dage, hvor det ikke blæser? Hvor meget af vores vedvarende energi kan vi rent faktisk bruge? I transportsektoren? I varmesektoren? Successen skal i høj grad måles på hvor meget kul, olie og naturgas, der fortrænges. Hvordan indretter vi afgiftssystemet, så det rent faktisk understøtter – og ikke, som ofte i dag, modarbejder – den grønne omstilling.

Grøn vækst i blå kedeldragter
Venstre energiordfører har med lige dele mangel på indsigt og respekt kaldt centrum-venstre for ”tossegrønne”, hvis man tillod sig at kritisere regeringens aflysning af alle måltal og ambitioner. Den strategi vil de sikkert holde fast i. På den anden side vil mange traditionelt grønne partier have travlt med at overbyde hinanden i løfter om flere vindmøller.

Den råbekonkurrence er ikke Socialdemokratiets. Vi skal selvfølgelig insistere på et energiforlig, der fortsætter vores ambitiøse grønne omstilling til gavn for klima og miljø. Ikke ved kun at lave mere af det vi allerede er gode til, nemlig grøn energi. Men ved at gå skridtet videre, så vi kan bruge vindmøllestrømmen bedre og smide de fossile brændsler på porten.

Den grønne omstilling skabes af 3F’eren, metalarbejderen, ingeniøren og forskeren i fællesskab

Som jeg har hørt dygtige danske erhvervsfolk sige på alverdens topmøder: ”Vi sælger ikke produkter, vi sælger løsninger”. Det er ikke bare den enkelte vindmølle, kineserne vil efterspørge om 15 år. Det er et energisystem, der hænger sammen, producerer, lagrer og udnytter den vedvarende energi og sikrer uafhængighed af kul og olie også når vinden ikke blæser.

Ved at udbygge og styrke vores unikke danske kompetencer på det grønne område kan vi sikre tusindvis af nye arbejdspladser og eksportkroner. Den grønne omstilling skabes af 3F’eren, metalarbejderen, ingeniøren og forskeren i fællesskab. Det skaber arbejdspladser i ProduktionsDanmark. Det skaber grøn vækst i blå kedeldragter.

 

Jens Joel er medlem af folketinget for Socialdemokratiet, hvor han er klima- og energiordfører.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og/eller debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook