Nye friske titler friske fra biograferne er kommer til, herunder ’Malignant’. Men det er ikke for denne gyser, at man skal tilkøbe HBO i nye klæder.
Det er en fortælling om at dele krop med en slags ninja-dæmon. Hvor videnskabsmænd taler med britisk accent.
Hvor retskafne, men tykhovedede politimænd nægter en okkult klingende forklaring, selv efter de lige har jaget en mandshøj ninja-dæmon i lyslevende live ned ad en brandtrappe.
’Malignant’ tager det at være besat af en ond kraft meget bogstaveligt. Madison (tappert spillet af Annabelle Wallis) er gravid igen og har tidligere aborteret ufrivilligt op til flere gange.
Denne gang er hun langt henne, men hun begynder at få syner af forfærdelige mord. De foregår, som om hun selv er til stede som fluen på væggen. Efterfølgende vågner hun op i sin seng.
Først er der naturligvis mistanke om skizofreni, personlighedsspaltning eller lignende. Men alt bliver snart bloddryppende konkret.
Uhyggeligt bliver det bare aldrig. Alle de overnaturlige scener ligner et computerspil og der er udvist en næsten imponerende mangel på formåen, når det kommer til at skabe skræk eller blot lidt suspense hos seeren.
Måske har materialet en vis B-film-agtigt potentiale: dæmonen kan kun kommunikere via gamle radioer og telefoner og taler på en overgearet ond facon, der næsten skal opleves. Men det bliver ved alt for længe; over to stive timer. Enkelte stærke scener er der.
En kampscene – eller rettere: en massakre – i en detention er ret uforglemmelig. Scenen, hvor legetøjstelefonen begynder at ringe hjemme i Madisons barndomshjem, gav mig også et kort anfald af snigende rædsel.
James Wan har været inde over en lang række rædselsfilm som ’Saw’, ’The Conjuring’ og ’Insidious’, inden han som så mange andre nicheinstruktører blev hentet ind til at producere superheltefilm.
Det er altså ikke nogen uerfaren herre, der har stået ved roret.
Nu er han så vendt hjem til det, han kender bedst. Til blod, lange knive og knirkende døre.
Rædselsfilm er en fantastisk måde at udleve sine mørkeste fornemmelser. Man kan blive lutret på en ufarlig måde foran sit fjernsyn. Det gør sjælen robust, antyder forskningen endda.
’Malignant’ er dog for generisk og simpelthen for lidt uhyggelig til rigtig at give mening. HBO fortsætter med at være Pepsi (Max), mens Netflix er Coca-Cola.
Begge er kæmpestore brands, Netflix vil dog forblive det mest succesfulde, hvis tentakler når længst omkring kloden. Dette forhold ændrer et indkøb som ’Malignant’ i hvert fald ikke på.
’Malignant’. 2021. Kan ses på HBO Max, Blockbuster, har tidligere gået i biografen. Instruktion: James Wan. Medvirkende: Annabelle Wallis, Maddie Hasson, George Young