Den 28. juni var det to år, siden Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet. To år er en halv valgperiode, så hvis politik var fodbold, er det nu halvleg og tid til at gøre status. Kampen spilles på udebane, da tiden præges af stadig hyppigere angreb fra fløjene og særinteresserne på de helhedsløsninger, som ligger dybt i Socialdemokratiets pragmatiske og humanistiske DNA. Mere end nogensinde har partiet brug for sine fire stærke grundstene af social retfærdighed, bæredygtig udvikling, økonomisk ansvarlighed og demokratisk lydhørhed.

Fornemmelsen af social retfærdighed og demokratisk lydhørhed stod noget sønderskudt tilbage efter regeringstiden reformer.

Især fornemmelsen af social retfærdighed og demokratisk lydhørhed stod noget sønderskudt tilbage efter regeringstiden reformer. Og selvom partiet havde opnået en balance i integrationspolitikken, så kunne denne fortsat kaste partiet ud i kaskader af selvmoderisk selvkritik.

Til kamp for tilliden
Her ved halvleg må man derfor vurdere Mette Frederiksens første to år ved at stille følgende væsentlige spørgsmål; Er tilliden genoprettet i forhold til social retfærdighed? Er integrationspolitikken solid? Er der økonomisk holdbarhed i prioriteringerne? Og er der demokratisk resonans for retningen?

Dagpengenedskæringerne blev i regeringstiden symbolet over dem alle på Socialdemokratiets manglende evne til at levere social retfærdighed. Fri af regeringsbåndet til de radikale var det derfor oplagt at indgå forlig om at få løst op for disse nedskæringer. Derudover er Socialdemokratiet stærkt og tydeligt tilbage som modstander af at sænke de højstlønnedes skattebidrag til fælleskassen og forkæmper for de nedslidtes ret til tidlig pension eller omskoling. Socialdemokratiet genkendes igen som modstander af nedskæringer i den nære trygge velfærd for børn, syge og ældre, og tilhænger af finansskat for at forhindre spekulation i sunde virksomheders vækst.

Socialdemokratiet stærkt og tydeligt tilbage som modstander af at sænke de højstlønnedes skattebidrag til fælleskassen og forkæmper for de nedslidtes ret til tidlig pension

At mange af disse emner er håndteret i et nyt samarbejde med DF har ikke gjort den sociale retfærdigheds forbundethed med håndtering af integrationspolitikken mindre. Næppe havde Mette Frederiksen sat sig i formandsstolen, førend flygtninge begyndte at vandre på motorvejene. Socialdemokratiet tog ansvar for at finde konkrete løsninger i en ekstraordinær situation og holdt fast i, at hvad de fleste for længst har indset: At ordentlige vilkår til at integrere flygtninge hænger uløseligt sammen med samfundets evne og vilje til at inkludere dem. Overskud til integration kommer af tryghed og stabilitet, og befolkning såvel som parti kvitterer for den afbalancerede linje, som er lagt for dagen.

Socialdemokratiske helhedslsøsninger 
En mere hovedløs ledelse havde sandsynligvis neddroslet den økonomiske ansvarlighed, men med deltagelse i brede forlig om for eksempel boligpakken og retorisk agtpågivenhed øves en ny balance, der kunne føre partiet udenom nye løftebrudsfælder. For eksempel når Socialdemokratiet er tydelig i sin modstand mod kontanthjælpsloftet, men ikke lover at afskaffe det, før man ved om den nuværende regering risikerer at få vedtaget værre ting inden det forhåbentligt kommende regeringsskifte.

Men kommer det så, det regeringsskifte? Set her fra provinsen har Mette Frederiksens sats på det brede samarbejde med DF givet en lang række uventede, men særdeles velkomne, sejre til gavn for den helt almindelige dansker. Sammen med den øvrige opposition har Mette Frederiksen samtidig succesfuldt beskyttet Togfonden og de grønne ambitioner, der giver optimisme for fremtiden. Stemningen i halvlegen oplever jeg derfor som fokuseret og god. Fokuseret fordi der venter alvorlige kampe forud om uddannelsespolitik, sikkerhedspolitik og den kulturelle værdipolitik. Gode fordi efter to år med Mette Frederiksen ved røret er der grund til at se frem til bedre dage forud for alle de mennesker, hvis liv er forbundet med virkeliggørelsen af pragmatiske og humanistiske helhedsløsninger fra Socialdemokratiet.

Joy Mogensen, er borgmester (S) i Roskilde

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.