Annonce

Har modtaget 2,2 milliarder kroner fra EU-fond og medarbejdere bortvist for at snage i Papes forhold

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Danmark har modtaget 2,2 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond.

To medarbejdere i Viborg Kommune er blevet bortvist for - uden faglig begrundelse - at have snaget i De Konservatives formand, Søren Pape Poulsens, private papirer. Og så modtager 290.000 ældre meget snart 5.000 kroner hver som del i den inflationshjælp et bredt flertal i Folketinget aftalte tilbage i februar.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Danmark modtager 2,2 mia. kr. fra den europæiske genopretningsfond

Efter at have nået alle 25 mål i den første status i Danmarks ambitiøse genopretningsplan, får Danmark nu udbetalt 2,2 mia. kr. af i alt godt 10 mia. kr fra den europæiske genopretningsfond.

Planen indeholder i alt 77 mål, hvor 60 pct. af tiltagene er grønne tiltag, og planen er dermed en af de grønneste i EU.

Den danske genopretningsplan bidrager til at finansiere en lang række politiske aftaler. Genopretningsplanen blev sendt til Kommissionen d. 30. april 2021, og godkendt af Kommissionen d. 17. juni 2021 og efterfølgende af Rådet d. 13. juli 2021.

Finansministeren ser, ifølge en pressemeddelelse fra Finansministeriet, frem til at byde EU-kommissær Paolo Gentiloni velkommen i Finansministeriet.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger:

“For lidt over tre år siden lukkede det danske og internationale samfund delvist ned. Dansk økonomi kom dog stærkt igennem coronakrisen, og vi har i dag en robust økonomi og en historisk høj beskæftigelse. Den danske genopretningsplan bygger videre på det momentum, og har en af de grønneste profiler blandt alle landene i EU. Det kan vi være stolte af. Jeg vil gerne takke kommissær Paolo Gentiloni for det gode samarbejde omkring planen.”

EU-kommissær Paolo Gentiloni siger: 

“Jeg er meget glad for at komme til København netop som Danmark modtager den første udbetaling fra Genopretnings- og Resiliensfaciliteten. Udbetalingen følger den vellykkede gennemførelse af tiltag, der understøtter den grønne omstilling i danske virksomheder og husholdninger samt store investeringer inden for blandt andet sundhed, miljøvenligt landbrug og bæredygtig mobilitet. I disse usikre tider må europæerne samarbejde om støtte til fremtidsorienterede reformer og investeringer og gøre vores økonomier grønnere. Jeg lykønsker Danmark med de banebrydende resultater på disse områder.”

 

Økonomisk hjælp er på vej til ca. 290.000 ældre

Et bredt flertal i Folketinget har i torsdag stemt for et lovforslag, der sikrer ekstra økonomisk støtte til nogle af de danskere, der har været hårdest ramt af inflationen.

Lovforslaget udmønter en del af 'Aftale om inflationshjælp', der blev indgået i februar 2023 mellem regeringen og et bredt udvalg af Folketingets partier.

Med lovforslaget vil folkepensionister, der er berettiget til og har fået udbetalt ældrecheck for 2023, modtage en ekstra økonomisk støtte på 5.000 kr. Det drejer sig om cirka 290.000 danskere.

SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørger, vil også modtage et engangsbeløb på 1.000 kr. Midlerne udbetales til de ca. 16.000 SU-modtagere, der i december 2022 modtog et af de to tillæg.

Begge beløb er skattefrie og udbetales automatisk til de berettigede borgere. Beløbene udbetales i maj.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger:

“Selvom det heldigvis går den rigtige vej med inflationen, har den ligget på et højt niveau i lang tid. Det presser mange danske husholdninger, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Det gælder ikke mindst de pensionister, der modtager ældrecheck.”

“Derfor er jeg glad for at et bredt flertal i Folketinget nu har vedtaget et lovforslag, der giver en håndsrækning til de økonomisk vanskeligst stillede folkepensionister. Jeg er også glad for, at pengene allerede kommer ud til borgerne i maj.

“Vi ønsker med hjælpen at give en håndsrækning til mennesker, der på grund af de høje priser har stået og fortsat står i en svær økonomisk situation. Samtidig skal vi sørge for ikke at puste yderligere til inflationen. Jeg mener, vi med dette lovforslag har fundet den rette balance.” 

 

Medarbejdere bortvist: Snagede i Søren Papes papirer

De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, er en af 477 borgere i Viborg Kommune, hvis private forhold kommunale medarbejdere har snaget i uretmæssigt.

Det oplyser Søren Pape Poulsen, der bor i og er tidligere borgmester i kommunen, til Viborg Stifts Folkeblad.

To medarbejdere i kommunen er blevet bortvist for uden faglig begrundelse at snage i borgeres private oplysninger. To andre medarbejdere slipper med en advarsel.

De kommunale medarbejdere har blandt andet søgt oplysning om, hvem der bor på Søren Papes adresse i Viborg midtby, hans familiære forhold, og også hvem der er hans læge, oplyser Viborg Stifts Folkeblad.

“Jeg har spurgt, hvem det er, der har søgt på mig, men det kan jeg ikke få at vide, og det er egentlig fair nok,” siger Søren Pape Poulsen til avisen.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Snagen i andre menneskers private oplysninger er og bør være fyringsgrund

Enig!