Annonce

Haster: Ny S-regering skal opprioritere Grønland

Danmark er ikke klar over, hvor irriterede amerikanerne er over danskernes Kina-politik. Panda indkøbet til Zoologisk Have har ikke haft en beroligende effekt.
Indien og Pakistan er i en historisk eksistentiel krise som nationer, og deres fremtid er afhængig af, hvordan Kashmir-spørgsmålet bliver håndteret. Ligeledes befinder Storbritannien sig i sin største eksistentielle krise siden 2. verdenskrig. Storbritanniens fremtid afhænger af, hvordan de håndterer Brexit-spørgsmålet. På grund af den globale opvarmning smelter indlandsisen på Grønland.

Det danske kongerige befinder sig igen i en historisk eksistentiel krise

Pludselig befinder det danske kongerige sig igen i en historisk eksistentiel krise, og derfor kan vi godt konkludere, at Danmarks fremtid afhænger af, hvordan man håndterer Grønlands-spørgsmålet, som er rykket op på listen over verdens vigtigste brændpunkter.

Udenrigspolitik er mere end bøndernes interesser

Det lykkedes i sin tid for Indien at forene crika 560 små fyrstestater, så de kunne blive en nation. Winston Churchill troede, at Indien ville blive balkaniseret til flere hundrede stater, efter at englænderne forlod landet i 1947. Ikke desto mindre lykkedes det for Indien at modbevise Churchills formodning.

Danmarks udfordring med at skabe et fællesskab og en sammenhængskraft mellem Færøerne, Grønland og Danmark er ikke spor mindre udfordrende, end det var for Indien. Ganske vist drejer det sig kun om to yderligere enheder, nemlig det selvstyrende Grønland og de delvist selvstyrende Færøerne.

Dansk udenrigspolitik har i alt for lang tid handlet om bøndernes interesse

99 procent af det danske rigsfælleskab ligger i Grønland, som er verdens største ø. Men danskerne og især den tidligere regering under Lars Løkke har skabt et grundlag, som gør, at amerikanerne bliver mistænksomme overfor Danmark.

Den danske udenrigspolitik har i alt for lang tid handlet om bøndernes interesse for at sælge deres varer. Selvfølgelig skal et land kunne sælge sine varer, men denne interesse skal ikke diktere den danske udenrigspolitik. Amerikanerne var nødt til at blande sig i Danmarks indre anliggender under den tidligere regeringsperiode. De ringede til den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, som slet ikke var opmærksom på, at det var vigtigt for amerikanerne, at kineserne ikke fik adgang til at investere i infrastrukturen i Grønland.

Dansk Panda-diplomati vækker bekymring 

Lars Løkke skulle have handlet omgående og have stoppet de kinesiske investeringer i Grønland, længe før amerikanere skulle komme med en advarsel. I lang tid skabte det mistillid hos amerikanerne, at danskerne ikke er loyale allierede, som de udgiver sig for at være. I det danske aktivistiske udenrigspolitiske sprog siges det, at man er tæt allieret med USA, men så skal man være klar over, at der foregår en geopolitisk kamp om det 21. århundredes militære og teknologiske overlegenhed, som amerikanerne for alvor er bange for at tabe.

Lars Løkke skulle have handlet omgående og have stoppet de kinesiske investeringer i Grønland

Efter Donald Trumps udmelding om at ville købe Grønland har diverse udenrigspolitiske kommentatorer bemærket, at det måske var for voldsomt at komme med dette købstilbud. De har dog også udtrykt bekymringer over det, der sker i Grønland i særdeleshed og på Arktis i almindelighed. Arktis har sådan en strategisk placering nu, at amerikanerne er nødt til at blande sig.

Ud over at der er masser af olie, naturgas og sjældne mineraler under den smeltende is i Grønland, er området strategisk placeret mellem Rusland og USA.
Trumps klodsede købstilbud er foreløbig ikke gældende længere, men amerikanernes, russernes og kinesernes interesse for Grønland og Arktis vil blive større og større i takt med, at isen smelter.

Danmark er slet ikke klar over, hvor irriterede amerikanere er over danskernes Kina-politik

For at sige det ligeud kunne man have gjort noget aktivistisk for at berolige amerikanere frem for at købe dyre pandaer fra Kina til Zoologisk Have. Danmark er slet ikke klar over, hvor irriterede amerikanere er over danskernes Kina-politik.

USA er i handelskrig med Kina og ønsker ikke, at man giver kineserne adgang til det grønlandske territorium. Arktis-området vækker stor interesse for alle de store supermagter i verden.

Danmarks rolle er afhængig af Grønland

Et selvstændigt Grønland vil blive udsat for den største manipulation og intervention fra supermagterne, som vil gøre et ihærdigt forsøg på enten at købe landet eller kolonisere det eller militarisere det.

Uden Grønland bliver Danmark betydeligt mindre og en svækket lille magt

Uden Grønland bliver Danmark betydeligt mindre og en svækket lille magt, som ikke vil kunne spille en afgørende rolle i verden. Derfor skulle den nuværende regering tage et tillidsvækkende skridt for at skabe ro og stabilitet i det arktiske område.

Der er ingen grund til at provokere russerne, og der er ingen grund til at invitere kineserne. Det kan berolige den amerikanske regering, og selvom Trump bliver erstattet af en anden amerikansk præsident, vil interessen for Grønland stadigvæk ikke være dalende. Tværtimod.

Indien kunne forene 560 fyrster og har planer om også at integrere Kashmir. I Indien er flertallet af den overbevisning, at vi overlever sammen, ellers bliver vi revet i stumper og stykker. Der er et slogan der tit bliver brugt for at give udtryk for politisk vision i Indien: “United we stand, divided we fall.” Jeg tror, det samme gælder for Danmarks og Grønlands fremtid. Den hænger uløseligt sammen. Dette samarbejde skal styrkes, og samarbejdet for et bedre Grønland og respekten og engagementet for Grønland skal være meget større end for resten af verden. Danmark skal opprioritere Grønland meget mere, end de tidligere regeringer har gjort.

Danmark skal opprioritere Grønland meget mere, end de tidligere regeringer har gjort

Der er både en økonomisk og en politisk gevinst for dette arbejde. Den globale opvarmning er en realitet, og den nye geopolitiske realitet burde få danskernes øjne op for det enorme potentiale og den udfordring, der ligger i at bevare det rigsfælleskabet, som det er nu.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet