Hønge: “Nu står de med bukserne trukket godt ned”

Vive har undersøgt omfanget af mobberi på grund af valg af fagforening: “Nu, hvor det viser sig at omfanget er yderst begrænset, er de som mus, der løber ind i deres små huller”
Tilbage i november var det blå Danmark meget bekymret over omfanget af mobberi på grund af valg af fagforening - på baggrund af en enkeltstående sag i Københavns Lufthavn.

Nu viser en undersøgelse fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - at 0,3 procent af 7.700 lønmodtagere, at de har følt sig mobbet på grund af deres personlige valg af fagforening - eller manglende valg af fagforening.

Men Vive-undersøgelsen er - som afdækket af Netavisen Pio i flere artikler - mødt med tavshed af blå politikere. Det møder nu hård kritik:

“Rasmus Jarlov, Morten Dahlin, Hans Andersen var nogen kæphøje typer, der belærende førte sig frem om, hvordan folk skal være sammen på arbejdspladserne. Nu står de med bukserne trukket godt ned,” siger SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, til Netavisen Pio.

"Er i mus eller mænd"

Karsten Hønge finder det påfaldende, hvordan blå politikere bekymrede sig tilbage i 2019 på baggrund af den enkeltstående sag - sammenlignet med nu, hvor de samme politikere står med fakta i hånden på baggrund af Vive-undersøgelsen:

“Man må spørge dem: Er i mus eller mænd. Dengang i 2019 var der ingen grænser for hvor belærende og aggressive de var over for fagbevægelsen. Der var ingen grænser for deres nidkære forsvar for egoismen på arbejdspladserne. Nu, hvor det viser sig at omfanget af mobberi på baggrund af valg af fagforening er yderst begrænset, er de som mus, der løber ind i deres små huller.”

Hønge mener, at det nu kan fastslås, at 2019-kritikken byggede "på sand":

“Deres meget barske angreb på fagbevægelsen viser sig at bygge på sand. Omfanget af fagforeningspres viser sig nu at være en myte. Der var intet om det. De står med røven bar nu.”

Deres meget barske angreb på fagbevægelsen viser sig at bygge på sand

Hønge finder det påfaldende, at blå blok både vil fagbevægelsen og hader fagbevægelsen på en og samme tid:

“I nogle situationer er de borgerlige fanget imellem, at vi på den ene side ikke kommer nogen vegne uden at have et reguleret og organiseret arbejdsmarked, men så snart de ser deres snit til det, sparker de til fagbevægelsen. De forsøger at gøre to modsatrettede ting på én gang.”

Uvist, hvem der står bag pres

SF's politiske ordfører bemærker i øvrigt, at de få mobbere, som Vive-undersøgelsen har fundet frem til, lige så godt kan være chefer - som kollegaer:

det kan lige så godt være chefer, der presser ansatte til at skifte til de gule

“Vive-undersøgelsen viser i øvrigt ikke - blandt de meget få, der overhovedet føler sig chikaneret på baggrund af fagforeningsvalg, hvem der chikanerer hvem. For et par uger siden havde jeg en længere snak med en ansat, der følte sig hårdt presset af sin arbejdsgiver til at melde sig ud af sin fagforening og i stedet melde sig ind i en af de gule. Han følte sig groft chikaneret af sin arbejdsgiver. Så i tallet 0,3 procent ligger jo både det ene og det andet: Pres fra kollegaer, men det kan lige så godt være chefer, der presser ansatte til at skifte til de gule.”

Hønge understreger, at Berlingske også har et forklaringsproblem:

“Berlingske havde godt nok travlt i november 2019, men jeg har kune set en meget begrænset omtale af Vive-undersøgelsen. Berlingske står - akkurat som Dahlin, Jarlov og Andersen - tilbage som mus, der løber ind i deres små huller og holder kæft.”

Blå krævede undersøgelse

I oktober 2019 bad et flertal bestående af Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om at undersøge omfanget af fagforeningspres til bunds.

Flertallet fremkom med sit ønske på baggrund af en enkeltstående sag fra Københavns Lufthavn, hvor et medlem af ingeniørernes fagforening, IDA, følte sig presset af sine kollegaer til at melde sig ind i 3F.

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, udtalte 30. oktober 2019 til  Berlingske, at “vi oplever hver dag, at der er mennesker på det danske arbejdsmarked, der bliver mobbet og truet. Vi synes, at der skal fakta på bordet for at få afklaret, hvilket omfang det har.” 

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, ønskede også omfanget af trusler på de danske arbejdspladser undersøgt:

Hvis problemet er meget mindre, end vi borgerlige går rundt og tror, skal vi til gengæld finde noget bedre at bruge vores tid på

“Vi skal have fakta på bordet og finde ud af, hvor stort et problem der er i Danmark med fagforeningspres. Hvis det er et systematisk problem med 3Fere ude på danske arbejdspladser, skal vi gøre noget ved det. Hvis problemet er meget mindre, end vi borgerlige går rundt og tror, skal vi til gengæld finde noget bedre at bruge vores tid på,” udtalte Alex Vanopslagh til  Berlingske.

Tallene beroliger De Radikale

De Radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa, var også bekymret tilbage i 2019:

“Vi har senest set i sagen fra lufthavnen, at der er tegn på, at fagforeningsfriheden åbenbart ikke har været gældende for alle. For mig som Radikal er det vigtigt, at fagforeningsfriheden gælder for alle, men når jeg ser de her sager, kan jeg godt blive bekymret.”

Men på baggrund af Vive-undersøgelsen er Samira Nawa og De Radikale nu langt mindre bekymrede:

Centralt står i stedet om man har en anden etnisk herkomst end dansk, hvad køn man har, og så også ens alder

"Vive-undersøgelsen viser, at fagforeningsvalg eller manglende fagforeningsvalg ikke er omdrejningspunktet for eller det centrale element bag mobning på arbejdspladserne. Centralt står i stedet om man har en anden etnisk herkomst end dansk, hvad køn man har, og så også ens alder. Det er de tre centrale elmenter mobningen på arbejdspladserne går på," sagde Samira Nawa til Netavisen Pio sidste uge og fortsatte:

"Jeg er glad for, at vi fik undersøgt mobningen meget bredere, og det viser sig så, at de største problemer samler sig om etnicitet, køn og alder."

Venstres Hans Andersen sagde fredag til Netavisen Pio, at han ikke har nogen kommentarer til Vive-undersøgelsen.

LA-partileder Alex Vanopslagh har ikke reageret på Netavisen Pio's henvendelser.

Det skal ikke være tabu at snakke fagforening

Hønge mener, at man ikke skal lade sig skræmme af "det blå felttog" - og blive bange for overhovedet at tale om medlemskab af en fagforening på arbejdspladserne:

Det er da naturligt at snakke om, hvad for en fagforening man er medlem af. Om fordele og ulemper

“Det er da naturligt at snakke om, hvad for en fagforening man er medlem af. Om fordele og ulemper ved det ene og den anden. Det har man da lov til at sidde at snakke om på en arbejdsplads og i en skurvogn. Folk har da ytringsfrihed. Skal det nu være tabu at snakke om fagforening og fagbevægelse? Det er langt ude, men det er jo sådan, man ønsker det fra blå side. At al tale om fællesskab og solidaritet, det skal være forbudt tale på arbejdspladserne.”

Hønge mener, at al snakken om fagforeningspres i virkeligheden handler om, at borgerlige politikere ønsker at indskrænke ytringsfriheden:

“Vi har en demokratisk ret til at organisere os. Men hvordan kan vi organisere os, uden overhovedet at snakke om det? Det holder jo ikke. De blå ønsker jo i realiteten en indskrænkelse af ytringsfriheden. Der skal være plads til, at bølgerne går højt en gang imellem. Og der må det borgerlige Danmark forstå, at der er forskel på at sidde i en skurvogn, og så til et te-selskab hos fine mennesker søndag eftermiddag i fine huse i Nordsjælland. Sproget er mere bramfrit i skurvognen. Og det skal der være plads til uden at det partout skal opfattes som chikane.”

Vive-undersøgelsen blev bestilt af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i efteråret 2019, men har været forsinket på grund af corona.

Vive-rapporten En undersøgelse af omfanget af krænkende handlinger og konflikter på det danske arbejdsmarked  bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse, som i efteråret 2020 blev sendt via e-boks til i alt 15.963 lønmodtagere. Halvdelen har svaret på spørgeskemaet.

Netavisen Pio afventer kommentar fra Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen

Netavisen Pio har yderligere bedt Hans Andersen, Rasmus Jarlov og Morten Dahlin kommentere Karsten Hønges kritik

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

De 2 venstre mænd og den konservative skal være glad for at de har betalt uddannelse

Tja, de 3 er alle nogle klovne, som står for usolidaritet, og én af dem har stort set aldrig haft tilkntning til arbejdsmarkedet, men udelukkende levet af offentlige midler.

Sådan er det . Borgerlige politikere, synes jo nærmest en fagforening er noget fanden har skabt. De blå sad og spiste stegt flæsk og persillesauce på restaurant, som var konflikt ramt i sin tid. Men når de så taber, så er der ikke mandsmod nok i dem til at indrømme, de tog fejl, det er jo ikke noget nyt

V og K hader fagforeninger...
Men husk - det er fagforeninger der sørger for god ro og orden på arbejdspladsen...
Hvis de borgerlige vil have anarki på arbejdsmarkedet - ja så skal de få det...

Kære Socialdemokratiet
Hvis I så gerne ville have en kommentar til den undersøgelse, har I så overvejet at henvende jer i stedet for at skrive en artikel om at vi ikke vil udtale os? I har ikke spurgt, så det er godt nok useriøst som sædvanlig fra jeres side.

mvh.
Rasmus Jarlov

Hej Rasmus,
Kan du ikke starte med at lave et opslag på din facebook side, som du planmæssigt gør når noget går dig imod. Her kunne du jo fremlægge vive rapporten og anderkende at der ikke er så stort et problem som i gjorde det til.

mvh
Jesper Lindenskov Andersen

Kære Rasmus Jarlov
Jeg husker stadig det højlydte og nærmest skrydende møde i beskæftigelsesministeriet - og den deraf følgende meget synlige markeringer i pressen fra borgerlige politikere.
Dengang var der ingen grænser for generaliserende kommentarer fra samme politikere.
Så kan man vel også forvente at de kommenterer undersøgelsen, når den er så markant, som tilfældet er.
Men nej - ikke eet anerkendende ord, kan de få ud over deres læber. Ikke engang her i kommentarsporet, Jarlov.
Ynkeligt.

Kære Rasmus Jarlov
Jeg husker stadig det højlydte og nærmest skrydende møde i beskæftigelsesministeriet - og den deraf følgende meget synlige markeringer i pressen fra borgerlige politikere.
Dengang var der ingen grænser for generaliserende kommentarer fra samme politikere.
Så kan man vel også forvente at de kommenterer undersøgelsen, når den er så markant, som tilfældet er.
Men nej - ikke eet anerkendende ord, kan de få ud over deres læber. Ikke engang her i kommentarsporet, Jarlov.
Ynkeligt.

Kære Rasmus Jarlov
Jeg husker stadig det højlydte og nærmest skrydende møde i beskæftigelsesministeriet - og den deraf følgende meget synlige markeringer i pressen fra borgerlige politikere.
Dengang var der ingen grænser for generaliserende kommentarer fra samme politikere.
Så kan man vel også forvente at de kommenterer undersøgelsen, når den er så markant, som tilfældet er.
Men nej - ikke eet anerkendende ord, kan de få ud over deres læber. Ikke engang her i kommentarsporet, Jarlov.
Ynkeligt.

Måske den undersøgelse skulle rettes lidt til og fag opdeles, men kunne f.eks undersøge de ansatte i lufthavnen, stilladsarbejderne og lign. hvor der beviseligt har været nogle voldsomme sager vedr. om man er med i den rigtige fagforening.
Nu er dette så blevet gemt godt mellem kontoransatte osv.

En enkelt sag - husk det Jens Beck
Det var den sag der blev pustet op af nogle medier til at være dækkende for situationen på arbejdspladserne generelt.
Lad os holde proportionerne

Kommentar:

De tre herre kommer aldrig til at se positivt på Fagbevægelsen og dens medlemmer, det har deres adfærd vist i mange - mange år...

Samtidigt er de tre herre fuldstændigt gået i flyverskjul over Finans artikel i går den 15 April, hvor Skattestyrelsen kontrolerede 101 virksomheder, hvor de 95 virksomheder havde snydt og bedraget med Moms og Skat...

God Weekend,
Erling Drews...

Annonce