Højrefløjen vandt pyrrhussejr i værdikampen

Den såkaldte borgerlige sejr i kulturkampen er bluff, da VKO solgte massivt ud af deres ideologiske arvesølv for at erobre og fastholde magten.
For tiden diskuteres det, hvem der vandt kultur- og værdikampen. Ifølge en række højreorienterede politikere lykkedes det VKO i deres år ved magten at overbevise danskerne om fortræffeligheden af deres idéer. Sådan lød det samstemmende fra Claus Hjort Frederiksen, Brian Mikkelsen og Bertel Haarder i Politiken (1.12.12).

Hvis højrefløjen vandt kampen om værdier og ideer, hvorfor har borgerlige meningsdannere med CEPOS i front, så ikke lavet andet end at kritisere Anders Fogh Rasmussen og hans følge for at være socialdemokrater?

Selv den nuværende regering blev, ifølge de Konservatives Brian Mikkelsen, overbevist af VK-regeringen: ”Vi bliver slet ikke udfordret. Det er vores egen politik, der nu bliver ført af nogle andre. På en måde var det nemmere at være i opposition i 1990’erne”. Og Venstres Bertel Haarder er enig: ”Nu mener man det samme; der er en borgerlig grundfortælling, der har sejret.”

VK opgav ideerne for magten

Hvis Frederiksen, Mikkelsen, Haarder og deres kumpaner har ret i, at de højreorienterede ideer har sejret, så skulle danskerne vel hungre efter en minimalstat, der kunne frisætte dem fra deres slavenatur? Og hvis højrefløjen vandt kampen om værdier og ideer, hvorfor har borgerlige meningsdannere med CEPOS i front, så ikke lavet andet end at kritisere Anders Fogh Rasmussen og hans følge for at være socialdemokrater?

Senest skrev den højreorienterede blogger Annegrethe Rasmussen et indlæg i debatten om, hvem der vandt værdikampen. Om Anders Fogh Rasmussen skriver hun:

”I syv år regerede han ved på snedig vis at stjæle løs af socialdemokratiske mærkesager. Han glemte alt om sin tidligere tro på minimalstaten, mens han hævede den offentlige sektors forbrug med 70 milliarder. Og endte med det højeste niveau i danmarkshistorien.” (Politiken.dk 12.12.12)

Højrefløjens idéer deles ikke af danskerne

Havde Anders Fogh Rasmussen fulgt ønskerne fra CEPOS, Annegrethe Rasmussen og mange andre havde han imidlertid ikke haft magten. For danskerne ønsker hverken minimalstat eller liberalisme.

I 2011 udkom den seneste store videnskabelige undersøgelse af danskernes værdier Små og Store Forandringer – Danskernes Værdier siden 1981, som er redigeret af professor Peter Gundelach. Det fremgår af undersøgelsen, at på trods af at Venstre og Konservative havde regeringsmagten igennem det meste af nullerne, så er danskerne ikke blevet mere højreorienterede. Snarere tværtimod:

”Mange vil nok være mere overraskede over fremgangen for værdier som socialisme, multikulturalisme og moralsk tolerance i den sidste periode, 1999-2008. Det svarer ikke til det billede man kunne danne sig ud fra massemedierne, hvor nynationalisme og frygt for indvandring, sammen med nypuritanisme og krav om lov og orden, har været nogle iøjnefaldende tendenser". (s. 139)

Højrefløjen vandt magten, fordi den opgav sine ideer. Anders Fogh Rasmussen indså, at vælgerne ikke ønskede sig en minimalstat.

Højrefløjen vandt magten, fordi den opgav sine ideer. Anders Fogh Rasmussen indså, at vælgerne ikke ønskede sig en minimalstat.

Når Socialdemokratiet i dag har store problemer med vælgeropbakningen, skyldes det derfor ikke de højreorienterede ideers sejr, men derimod den manglende evne til at levere sammenhængende socialdemokratiske svar og løsninger på danskernes bekymringer. Svarene findes dog ikke på højrefløjen, som højst har vundet den største pyrrhussejr i nyere tid.


Kommentarer fra Facebook