Annonce

Hummelgaard: Jeg skal selvfølgelig være ekstra opmærksom og politiet anholder otte i energiselskab

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at han som minister "selvfølgelig" skal være ekstra opmærksom på, om han overholder parkeringsregler.

Politiet har anholdt otte medarbejdere i et energihandelsselskab. Politiet mistænker, at selskabet har skaffet sig ulovlig profit for et trecifret millionbeløb. Og så strejker journalister på TV 2.

Dermed vekommen til dagens Aktuelt. Tak fordi du læser med.

 

Hummelgaard: Jeg skal som minister være ekstra opmærksom

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger nu - i kølvandet på, at B.T. sidste uge skrev en artikel om, hvordan Hummelgaard i løbet af en uge havde parkeret i strid med reglerne fire gange - at han som minister selvfølgelig skal være ekstra opmærksom på parkeringsreglerne:

“Det er helt og aldeles indiskutabelt, at jeg selvfølgelig og ligesom alle andre skal være meget, meget skarp på de præcise parkeringsregler, som Københavns Kommune anviser,” siger Hummelgaard til B.T.

Justitsministeren understreger, at han ikke bevidst har tilsidesat reglerne:

“Men det er også uomtvisteligt, at jeg som minister skal være ekstra opmærksom på det,” lyder det fra justitsministeren.

Læs mere her.

 

Otte anholdt for markedsmanipulation i energihandelsselskab

Otte ansatte i et dansk energihandelsselskab er blevet anholdt og sigtet for markedsmanipulation.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Det er politiets formodning, at selskabet har skaffet sig ulovlig profit for et trecifret millionbeløb.

NSK har onsdag haft en politiaktion i gang på flere adresser i Aarhus og omegn samt i Nordsjælland.

Der er både tale om personer i selskabets direktion og ansatte, oplyser NSK.

Anholdelserne er sket i samarbejde mellem NSK og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Det forventes, at de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag ved Retten i Aarhus.

 

Tre tidligere socialdemokrater stifter lokalliste

Sammen med to markante forhenværende socialdemokratiske medlemmer stifter byrådsmedlem i Faxe Byråd, Christina Birkemose, nu en ny lokalliste.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Det sker efter Birkemose har været løsgænger i Faxe Byråd siden 13.december 2022

Lokallisten hedder Haslev/Faxe-Listen, og er stiftet af forhenværende S-folketingskandidat Jeannie Thorving Hansen, forhenværende medlem af Fællesledelsen for Socialdemokratiske foreninger i Faxe Kommune, Anders Franssen, og byrådsmedlem Christina Birkemose, der er forhenværende spidskandidat for Socialdemokratiet til kommunalvalget.

 

TV 2-journalister strejker i protest mod fyringer

De ansatte på TV 2 har på et fagligt møde onsdag eftermiddag besluttet fortsat at nedlægge arbejdet frem til mindst klokken 9.30 torsdag morgen, hvor der afholdes et nyt fagligt møde.

Det erfarer fagbladet Journalisten.

I en udtalelse skriver de ansatte blandt andet, at de føler sig snydt og ført bag lyset af TV 2’s ledelse.

Arbejdsnedlæggelsen startede onsdag morgen som reaktion på TV 2-ledelsens beslutning om at fyre 50 medarbejdere i nyhedsafdelingen på TV 2.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg har skrevet det mange gange. De eneorme høje el-priser er manipulerede af ganske få personer og selskaber. Men de myndigheder der skal kontrollere, snorksover eller er ligeglade. Det samme er vores "handlekraftige" regering, der bare har trukket på skulderen.