Hyldestfilm til naturen er et poetisk mesterværk

'Songs of Earth' er smukt komponeret og overvældende. Filmen handler om instruktørens egen familie og dens forhold til den omkringliggende norske natur.
Foto: CPH:DOX
Margreth Olin har skabt et mesterværk af en dokumentarfilm med 'Songs of Earth'.
Margreth Olins hyldestfilm til sin slægt og naturen i Nordfjorden er et spektakulært mesterværk.

Intet mindre.

Det er et liv (Olins), plus slægtens dybe rødder i det tusindårige, forrevne landskab, komprimeret ned til et års arbejde.

Dokumentarfilmen, der på norsk har fået titlen ‘Fædrelandet’, men titlen ‘Songs of Earth’ på den internationale scene, er først og fremmest et portræt af Margreth Olins forældre, den 85-årige fader og den 17 år yngre moder, der har boet hele deres liv i Oldedalen.

En bygd, der ligger lige ved den store fjord, omkranset af de enorme fjelde, hvor gletscheren ligger som en tonstung dyne hen over landskabets højeste plateauer og dybe, skyggerige dale.

Faderen er vandreren, som Olin følger, mens han reflekterer over årstidernes skiften, generationernes kæder, hvor livets fakkel hele tiden gives videre, mens moderen er den mere statiske og klippefaste, der bliver i nærheden af huset i dalen og synger de gamle sange om kærlighed og længsel til hjemstavnen.

Kolossalt setup

Det er et epos om kærligheden og om Margreth Olins egen binding til barndomshjemmet, som hun forlod for tredive år siden, og nu er vendt tilbage til, med faderens formaning om at blive der i et år, for derved at kunne forstå tilhørsforholdet, rødderne, traditionerne og naturens vældige kræfter.

Og setuppet er kolossalt. Med producerne Liv Ullmann og Wim Wenders i ryggen, har Margreth Olin skaffet sig store pengemidler.

Helikoptere, droner, mange teams, bestående af naturguider samt komponister og lydteknikere, som tilsammen har gjort det muligt at lave denne billedskønne og stærkt harmoniske film.

Filmen er delt op i de fire årstider, hvor man ser den majestætiske ørn svæve hen over det vældige landskab, hen over den brede, grønne og spejlblanke fjord, der farvemæssigt bringer mindelser om det fascinerende nordlys, der ind imellem spredes sit magiske lyshav ud over horisonten.

Margreth Olin har en sensitiv tilgang til både det harmoniske og det kaotiske, der alt sammen er så vildt smukt komponeret

Vi ser en stor bredpande, der har foldet vingerne ud, siddende på en blomst, mens den strækker sin spiralformede snabel ud. Op dukker der en hermelin fra sin lille hule på fjeldet.

Vi ser edderkoppen, uglerne, der virrer med hovedet, som var det et periskop, elgene, der vandrer hen over de enorme ismasser og de skrattende kæmpekrager, der varsler ulykke, lige inden faderen og moderen beretter om fortidige ulykker, hvor dele af klipperne er skredet og hele familier er druknet under stenmasserne.

Vi ser hele tiden på den blå og hvide gletscher, der skærer sig ind i landskabet, og man får klart det indtryk, at denne massive isblok har tegnet landskabets kæmpe ar, årtusinder gamle skrifttegn.

Der er et væld af ekstremt smukke panoramiske billeder af landskabet, og Margreth Olin har en sensitiv tilgang til både det harmoniske og det kaotiske, der alt sammen er så vildt smukt komponeret, sammen med lydene fra naturen og den komponerede musik, der gør det hele så overvældende.

Overvældende poesi

Faderen beretter om sin kærlighed til stedets blomster, der er robuste og stærke, når de kan bryde gennem stenmasserne om sommeren, hvor gletscheren begynder at smelte, og de ekstreme vandmasser fosser ned langs fjelsiderne og ender i fjorden, for at munde ud i små klukkende åløb.

Faderen, der bruger de knudrede hænder til at øse af det rene kildevand, for at tage tørsten.

Faderen, der samler blåbær og forsigtigt kravler op af de stejle skråninger.

Man behøver ikke at tro på trolde, for at kunne ane, at der her er tale om vældige naturkræfter

Turismen, bygdens andre beboere, de mange asfalterede veje, bænkene og al anden form for civilisation er ikke med i filmen. Det er forældrenes tilknytning til den rene natur, årstiderne og slægtens historie, som Olin forsøger at knytte sig til, gennem denne billedskønne film.

Konstant kommer de dybe brummende lyde fra gletcheren og fjeldets klippeformationer. Man behøver ikke at tro på trolde, for at kunne ane, at der her er tale om vældige naturkræfter.

Filmens poesi er overvældende, nærmest overmenneskelig, og det er virkelig genialt, at Olin har valgt at studere faderen krop og sind, der egentlig er "helt almindelig", men som samtidig vokser til kolossale dimensioner, fordi hans liv er forankret i landskabet.

 

Margreth Olin: ’Songs of Earth’. 90 min. Speranza Film A/S, BBC Storyville, 2023. Filmen har netop haft verdenspremiere på CPH:DOX, og deltager i årets Awards.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce

Annonce