Jagger har oprettet sin egen budtjeneste, fordi burger-kæden ønsker at kunne tilbyde "kvalitets-levering".
vi mener, at vi kan opnå en meget højere kvalitet og være langt mere effektive i vores levering med egne bude
"Vi har startet Jagger Delivery med egne bude. Det har vi gjort, fordi vi mener, at vi kan opnå en meget højere kvalitet og være langt mere effektive i vores levering med egne bude. Med vores bude går maden direkte ud til kunden - og ikke for eksempelvis via et pizzaria og en sushi-restaurant, hvor der altså sættes mad af to gange inden Jagger-maden bliver leveret," siger medejer og driftschef hos Jagger, Christian Brandt, til Netavisen Pio.
"Vi kører kun for en kunde ad gangen. Og vi kører kun 1,5 km fra restaurant til kunde. Fra køkken til hoveddør er der altså ikke ret langt," understreger Christian Brandt.
Foreløbig kan man benytte Jaggers egne bude ved bestilling i seks af Jaggers syv burger-restauranter. Hidtil har Jagger udelukkende benyttet bude fra den omstridte budtjeneste Wolt, hvor budene hævdes at være selvstændige. Det betyder, at Wolts bude ikke modtager f.eks. feriepenge. En meget stor del af Wolts bude er argentinere og chilenere, der opholder sig i Danmark på Working Holiday-vilkår.
Jaggers egne bude er derimod ansat direkte af Jagger-virksomheden.
"Vores bude er timelønnede og ansat på samme vilkår som alle andre i vores organisation. De får derfor også feriepenge. De arbejder efter fast vagtplan, og de er dækket af vores ulykkesforsikring," understreger Christian Brandt.
Har I også egne bude, fordi det er mere rigtigt at have egne bude ansat?
"Helt afgjort, men det har ikke været vores hovedmotivation. Men som arbejdsgiver har man også et socialt ansvar. Også over for de ansatte."
Der er en problemstilling i den måde, som Wolt driver forretning på
Det har også spillet ind for Jagger, at der har været kritisk omtale af budtjenesten Wolt?
"Wolt har fået fat i en stor del af markedet. De leverer et produkt, som folk godt kan li'. Vi sælger fortsat rigtig meget gennem Wolt. Vi synes - som mange andre - at der er en problemstilling i den måde, som Wolt driver forretning på, men vi blander os ikke i det på anden måde, end at vi nu tilbyder et alternativ. Hvor vi højner kvaliteten af vores produkt. Og hvor vi tager det medarbejderansvar, som vi tager i alle situationer."
Jagger bruger ungarbejdere - "lokale unge mennesker" - mellem 16 og 18 år som bude. Indtil nu er der tale om cirka 35 ansatte bude i Jaggers eget regi. Omregnet til fuldtid er der måske tale om 12-15 fuldtidsjob, vurderer Christian Brandt:
Pt. dækker Jaggers egen budtjeneste kun omkring fem procent af Jaggers samlede leverancer.
"Ambitionen er selvfølgelig større, men vi skal jo starte et sted. Lige nu er det en dårlig forretning, men sådan er det jo at vækste ting."
Jagger har ikke pt. tegnet overenskomst for bude eller andre ansatte
Jagger har ikke pt. tegnet overenskomst for bude eller andre ansatte.
"Men vores løn- og ansættelsesvilkår ligger ikke langt fra de vilkår en overenskomst ville indbære for de ansatte," vurderer Christian Brandt.
Budtjenesten Wolt ser ikke noget problem i, at Jagger har oprettet sin egen budtjeneste:
Det har vi intet problem med og ønsker kun restauranterne en masse glade kunder
"Vi har et godt samarbejde med Jagger, som vi fortsætter med at levere tusindvis af burgere fra hver måned. Det er godt for os, godt for Jagger, men allermest dem der elsker kvalitetsburgere og nem og hurtig levering. Det er i øvrigt ikke unormalt at vores service kombineres med restauranternes egen budservice. Det er der f.eks. mange pizzeriaer og andre burgerrestauranter der gør. Det har vi intet problem med og ønsker kun restauranterne en masse glade kunder,” skriver general manager hos Wolt Denmark, Søren Meier Svendsen, i en mail til Netavisen Pio.
Kommentarer
Så mangler vi bare en overenskomst..