Jonas Eikas takketale viser afstanden mellem politik og litteratur

Det egentlige problem med takketalen fra Nordisk Råds Litteraturpris var at litteratur og politik viser sig som hinandens fremmedsprog.
Hvad er egentlig det helt særlige ved de største forfattere? Det er naturligvis, at de både formår at være nuancerede og samtidig tør fremstå radikale og måske endda gå andre veje.

Og der er dem, der mener, at litteraturen i hvert fald symbolsk forstand gjorde lige netop det, da den danske forfatter Jonas Eika i Konserthuset i Stockholm vandt Nordisk Råds litteraturpris og 350.000 danske kroner oven i hatten for hans fremragende novellesamling ”Efter Solen”. Andre derimod er mildt sagt noget mere lunkne.

Skingert og umodent

I forbindelse med sin takketale gik den 28-årige forfatter til angreb på den danske regering og statsminister Mette Frederiksens (S) politik, hvad angik en utilfredshed over Danmarks bolig- og udlændingepolitik, med ordene:

“Jeg taler til den danske statsminister: Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.

Politik og litteratur lader lige nu til at være hinandens fremmedsprog

Mette Frederiksen, som kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre”, lød det blandt andet oppe fra talerstolen.

At det både var skingert, umodent og ikke særligt effektivt at råbe racist efter en demokratisk valgt statsminister, der i blandt repræsentanterne for Danmark selv var til stede i salen, bør naturligvis være tydeligt for de fleste.

Selvom det naturligvis kun kan ses som et tegn på et sundt samfund, at personer fra kulturlivet også bruger deres ytringsfrihed og sætter velfærdsamfundet til debat, viser Jonas Eikas berygtede takketale desværre samtidig, at politik og litteratur i Danmark lige nu lader til at være hinandens fremmedsprog.

Tag imod invitationen

”Skam dig, Jonas Eika!”, tweetede Folketingets tidligere formand, Pia Kjærgaard (DF), således dagen derpå. Udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund (S) derimod kaldte ham hovedrystende for en ”forfatterklovn”.

Da statsministeren allerede samme aften tog ordet ved et pressemøde i Stockholm formulerede hun sig noget mere pænt: ”Jeg er helt uenig i karakteristikken, både af Danmark og de øvrige nordiske lande. Jeg kommer ikke til at gå ind i en polemik med en prismodtager”, lød det således fra Mette Frederiksen.

Det er sgu så sjældent, at kulturen byder sig til

Men i stedet for udelukkende at betragte den danske prisvinders takketale som et uforskammet statement, man bare er uenig i, havde det måske alligevel været interessant at se det som en meget kærkommen invitation til en debat. Det er sgu så sjældent, at kulturen byder sig til. Sådan på den måde i hvert fald. Så hvorfor ikke?

Selv hører jeg til dem, der er ligeså begejstret for de sjove Facebook-opslag fra landskampe i Parken og Dan Jørgensens spændende samarbejde med Kaspar Colling Nielsen som Jonas Eikas store litterær kvalitet og bidrag til den arbejderlitteratur og sociale kritik, vi oplever i disse år indenfor litteraturen.

Det kan i særlig grad være svært helt at få øje på vores politikere litterære engagement

Måske tager jeg fejl. I så fald er det kun godt: Men det kan i særlig grad være svært helt at få øje på vores politikere litterære engagement end vores forfatteres engagement for det politiske.

Og det er ærgerligt.

Vigtigere end tavshed

Modsat politik handler det litterære nemlig ikke om entydige svar, og kan derfor i højere grad give stemme til uforløste muligheder i os selv og andre. Tag bare Jeppe Aakjærs ”Vredens Børn” eller Kristian Lundbergs ”Yarden”.

Begge er gode eksempler på bøger, der på tværs af tid rent faktisk har haft indflydelse det politiske gennem hhv. lovgivning og udarbejdelse af et partiprogram. Bøger som disse viser med andre ord, at litteraturen bestemt er vigtig for den politiske samtale.

Det, der er det egentlig provokerende er vel snarere, at han ikke selv tør sige det

Også noget mere vigtig end den larmende tavshed, som har lagt sig over Jonas Eika. Siden prisuddelingen har forfatteren ikke ønsket at udtale sig til pressen. Bortset lige fra i lørdags, hvor han gennem sit forlag Basilisk meddelte, at han ville donere de 350.000 kroner til beboerne på Udrejsecenter Sjælsmark.

Provokerende? Tja, måske eller… Det, der er det egentlig provokerende er vel snarere, at han ikke selv tør sige det. Ikke så meget at han donerer sine penge væk.

Så lad os da diskutere holdninger istedet. Vi er måske ikke helt enige. Men det er en sølle debat, hvis den kun handler om at skyde løs med tåbelige øgenavne og tyndbenede anklager. Ordet er frit. Og vi bør tage hinanden på det.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet

Annonce