”I det her tilfælde har det jo vist sig, at være fatalt, at gerningsmanden blev løsladt”.

Sådan lød det fra det fra SF’s retsordfører Karina Lorentzen (P1 Radioavis 20/2 kl. 17.00), der blev bakket op af Venstres Karsten Lauritzen, der i 18.30 TV-Avisen samme dag forklarede ’I det her tilfælde har det altså haft nogle meget meget sørgelig konsekvenser’

Hvis man tager disse politikere på ordet, så må man antage, at en længere straf til en vanvittig ekstremist som Omar Abdel Hamid El-Hussein kunne have forhindret terrorhandlingen i forrige uge. Men denne forestilling om betydning af straffens længde kunne næppe være mere absurd. Hvorfor skulle voldsmanden og ekstremisten Omar blive mindre voldelig af at sidde længere tid i fængsel?

Men skal ikke vide særligt meget om kulturen i fængslerne eller de kriminelles tilbagefaldsprocent (Den såkaldte recidiv-procent), før man vil vide, at de danske fængsler ikke udgør det mest forbyggende, rehabiliterende eller afkriminaliserende, som man kan forestille sig. Tværtimod, så avler opholdet i fængslerne større marginalisering, mere kriminalitet og  mere hærdede kriminelle.

Politikerne elsker straf
Men politikere elsker straf. Det er et simpelt og let forståeligt redskab, der udviser stor handlekraft og taler direkte til borgernes såkaldte ’retsfølelse’. Ved at satse på strengere straf, så viser man, at forbudte handlinger har konsekvenser, man tilbyder ofrene, at der bliver taget hånd om de kriminelle, og endelig så fjerner man forbryderne fra gaden.

Så langt så godt. Straf er og skal uden tvivl være en del af ethvert velfungerende demokratisk retssystem. Personligt så jeg også gerne, at kriminelle elementer som Omar fik betydeligt længere straf og særligt betydeligt hurtigere strafudmåling. Det vil kun være godt. Men hvis vi virkelig vil diskutere straf, så er det dybt utilstrækkeligt udelukkende at diskutere længden på afsoningen.

Vi skal have mennesker ud af det
Som en del af de tolv punkter i Regeringens nye anti-terrorpakke, slår man netop ned på indsatsen i fængslerne. Udover at fokusere på overvågning af de indsatte samt adskillelse og forflytning af fanger, så handler udspillet helt rigtigt om at ”uddanne personale, styrke kriminalforsorgens exitindsats og videreudvikle en særlig mentorordning”.

Det er netop her, vi skal sætte ind – lige meget hvor længe straffen er, så kan vi ikke straffe ekstremismen eller volden ud af de indsatte. Vi er nødt til at beslutte os for, at forebyggelse af kriminalitet er en alt afgørende brik i vores retssystem, og vi er nødt til at øge investeringerne i det, der så klinisk hedder ’rehabilitering’ af de indsatte.

Hvor meget man end kunne ønske det, så er de indsatte mennesker, der faktisk også har rettigheder (f.eks. har en sigtet person ret til at vælge sin egen forsvarer) og som faktisk også for 99 procents vedkommende sendes tilbage til samfundet igen. Derfor må den bundne opgave være at sende de straffede ud i verden på en måde, hvor de gør mindst mulig skade og mest mulig gavn.

Det siger jeg ikke, fordi jeg er blødsøden eller nærer nogen form for moderlig omsorg for nogen som helst, men fordi jeg gerne vil opretholde retssamfundet og gerne vil sikre størst mulighed sikkerhed for min egen familie. Det er ren egennytte for mig og mine. Jeg har ikke det, der minder om moralske kvababbelser eller særlig humanistisk empati. Frem for alt, så vil jeg gerne have færre vanvittige forbrydere rendende rundt – derfor skal vi straffe effektivt og intelligent som overhovedet muligt.

Straf skal gøre mere ondt
Der ingen tvivl om, at det skal kunne mærkes at blive straffet. Men vi kan ikke begrænse de kriminelles tilbagefald til kriminalitet, hvis vi alene satser på længere straffe og ringere levevilkår for de indsatte. Derfor er postulater fra DF’s retsordfører Peter Skaarup om at fængsledes kriminelle bæres i guldstol og har det alt for godt også direkte meningsløse.

Vi løser intet ved at presse landets forbrydere yderligere ind i marginaliserede og kriminelle parallelsamfund. Hvis vi oprigtigt ville forhindre kriminalitet og skabe større tryghed i Danmark, så kræver det nye muligheder for de indsatte, så de modtager uddannelsestilbud, styrket kontakt til omverdenen, adgang til psykologisk bistand, udvidet brug af fodlænker, samfundstjeneste, konfliktmægling mellem gerningsmand og offer samt mulighed for jobtræning og tilbud om mentorordninger, så snart de straffede er ude af fængslerne igen. Fængslerne skal ikke bare holde de straffede ude af samfundet – de skal også gøre dem i stand til at komme tilbage igen.

”Det her er ikke noget med, at det er synd for de indsatte. Det er synd for samfundet”, som en indsat i Jydderup Statsfængsel Jim Latrache udtrykker det.

Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, at Omar eller hans ofre ville være reddet af bedre resocialisering i de danske fængsler. Men jeg skriver det, fordi vi skal løse vores generelle problemer med landets kriminelle frem for at gøre dem værre. Vi har derfor brug for en større diskussion omkring straffens funktion, om mulighederne i den kriminalitetsforebyggende indsats og ikke mindst om de faldende ressourcer, vi bruger på dette område.

Vi har brug for, at højrefløjen forstår, at længere straffe ikke i sig selv kan løse problemer, ligesom vi har brug for et større fokus på de forebyggende indsatser.