Annonce

Konservativ bykonge vender tilbage, Onkel Reje er sygemeldt og Matador-skuespiller er død

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I dagens ’Aktuelt’ starter vi i Høje-Taastrup hvor den mangeårige borgmester nu vender tilbage på posten efter en sygemelding på grund af et kræftforløb.

Til gengæld er manden bag en af DR’s populære tv-figurer blevet sygemeldt. Det er han, fordi han er blevet udsat for chikane og trusler.

Vi slutter af med et dødsfald. I en alder af 97 år er Matador-skuespiller og tidligere fagforeningsmand, Holger Perfort død.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Konservativ bykonge vender tilbage efter kræftforløb

Den mangeårige konservative borgmester i Høje-Taastrup Kommune vender tilbage til jobbet 25. maj.

Han har været sygemeldt efter han fik konstateret akut leukæmi for syv måneder siden. Men nu er han altså klar til at raskmelde si igen.

Det oplyser Michael Ziegler onsdag i et opslag på det sociale medie LinkedIn.

”Efter samråd med min læge har jeg besluttet at raskmelde mig som borgmester d. 25 maj. Det er dagen efter det ordinære byrådsmøde i maj måned. Jeg glæder mig helt vildt!” skriver Michael Ziegler.

Michael Ziegler har været borgmester i Høje-Taastrup Kommune siden 2006.

 

DR-vært sygemeldt efter trusler

På DR’s børnekanaler kan man opleve figuren Onkel Reje. Den grove og til tider politisk ukorrekte figur er populær blandt de yngre seere og har flere gange været genstand for debat.

Men på det seneste har Mads Geertsen, som er manden bag figuren, blevet udsat for massiv chikane og trusler.

Det har medført, at Mads Geertsen nu har sygemeldt sig.

Det skriver Berlingske.

”Mads (Geertsen, red.) og hans karakter Onkel Reje bliver lige nu udsat for et angreb, som vi tager skarpt afstand fra. Det består af forvrøvlede og grundløse beskyldninger, men også af grove trusler og chikane. Det vil de fleste blive påvirket af, og det gælder også for Mads. Derfor har han valgt at sygemelde sig og aflyse en række forestillinger, siger Morten Skov, B&U-Chef i DR til Berlingske.

Chikanen og truslerne er nu blevet politianmeldt, oplyser B&U-Chefen.

 

Matador-skuespiller og fagforeningsmand er død

Skuespilleren Holger Perfort er død i en alder af 97 år.

Det skriver Ekstra Bladet.

Han debuterede som skuespiller i 1948 og har spillet et hav af roller på tv, i film og på scenen. En af de roller som Holger Perfort er mest kendt for, er nok den som overtjener Olsen på Postgaarden i den populære tv-serie ’Matador’, som løb over skærmen fra 1978 til 1982.

Ud over skuespillergerningen var Holger Perfort også fagforeningsmand. Han var nemlig formand for Skuespillerforbundet i 1969 til 1976 og med til at starte en a-kasse for skuespillere, ifølge TV 2.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet