Annonce

Konservativ strategichef fyret og Karen Ellemann bliver generalsekretær

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
De Konservatives strategichef er fyret. Mens Venstres hidtidige gruppeformand, Karen Ellemann, forlader Folketinget til fordel for et nyt job som generalsekretær for Nordisk Ministerråd.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Konservativ strategichef fyret 

Første offer for De Konservatives ringe valgresultat er fundet.

Således har er partiets strategichef, Jesper Beinov, blevet fyret.

Jesper Beinov, der er tidligere pressechef hos Dansk Folkeparti, begyndte som konservativ strategichef 1. oktober - altså få dage før valgudskrivelsen 5. oktober.

Strategichefen fik til opgave at arbejde for, at Danmark fik i blå regering med De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som statsminister.

Men sådan gik det ikke. Den røde blok fik lige netop flertal, fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er udnævnt til kongelig undersøger, de Konservative endte på 5,5 procent af stemmerne - svarende til kun ti mandater. To færre end i 2019 -, og det diskuteres nu åbent om Pape Poulsen er den rette formand.

Jesper Beinov bekræfter fredag nyheden over for TV 2.

 

Karen Ellemann forlader Folketinget

Venstres hidtidige gruppeformand, tidligere minister Karen Ellemann, forlader Folketinget til fordel for et job som generalsekretær for Nordisk Ministerråd.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Karen Ellemann tiltræder stillingen som ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd i begyndelsen af januar 2023.

Rekrutteringsprocessen blev ledet af det norske formandskab for Nordisk Ministerråd, og Karen Ellemann blev valgt ved enstemmighed i kredsen af nordiske samarbejdsministre.

Karen Ellemann afløser Paula Lehtomäki fra Finland, der har været generalsekretær siden marts 2019.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler:

”Det glæder mig meget, at de nordiske lande er blevet enige om at udnævne Karen Ellemann til ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Hun har med sin store erfaring fra det nordiske samarbejde den helt rigtige profil til at stå i spidsen for det nordiske regeringssamarbejde.”

Nordisk Ministerråd er det officielle samarbejdsorgan for de nordiske regeringer. Nordisk Ministerråds sekretariat i København har ansvaret for den daglige drift af det nordiske regeringssamarbejde.

 

En drømmeopgave

Karen Ellemann (V) kalder jobbet som kommende generalsekretær for Nordisk Ministerråd for en drømmeopgave:

"Det er en drømmeopgave for mig. Og jeg er umådelig stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for Nordisk Ministerråd. Men det er også med stort vemod og et kæmpe stik i hjertet, at jeg forlader Folketinget, hvor jeg har været så privilegeret at være folkevalgt medlem for Venstre i 15 år. Men jeg overlader trygt mit mandat til Kim Valentin, som er en dygtig og erfaren politiker," siger Karen Ellemann.

I Venstre glæder gruppeformand Thomas Danielsen sig over, at Karen Ellemann har fået så vigtig en post, men han vil savne hende i Folketinget.

"Karen er et fantastisk menneske. Omsorgsfuld, engageret og dygtig. Og jeg ønsker Karen stort tillykke med den flotte og vigtige post. Jeg forstår godt, at de har valgt hende, da hun vil være rigtig god til opgaven. Men vi kommer selvfølgelig til at savne Karen i Folketinget både som kollega og politiker," siger Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre.

Karen Ellemann har blandt andet været social- og indenrigsminister, miljøminister samt minister for ligestilling,- fiskeri- og for nordisk samarbejde. Karen Ellemann har også været gruppeformand for Venstre og medlem af Folketingets Præsidium og næstformand for Folketinget.

 

Ny formand for elektrikerne

Dansk El-Forbund har fået ny forbundsformand.

"Den 53-årige elektriker og installatør Benny Yssing er på Dansk El-Forbunds 33. kongres netop valgt som ny formand for 27.000 elektrikere. Han afløser Jørgen Juul Rasmussen, der har stået i spidsen for forbundet gennem 16 år. Tillykke Benny."

Sådan skrev journalist i Dansk El-Forbund, Benjamin R. Vibe, på Twitter fredag.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad en generalsekretær for Nordisk Ministerråd laver, eller hvor mange der ville opdage det, hvis vedkommende ikke var der. Men det er formentlig ikke noget, der kræver arbejdshandsker og sikkerhedssko, gætter jeg på ;-)

Det er et sted man tjener penge, uden at lave ret meget.

Ja, og heller ikke bliver stillet til ansvar.
Jeg skal lige love for at jorden bliver gødet for V
.

THor, det er nok også de færreste der vil opdage at hun en dag ikke er i folketinget.
Hun er på linje med Bent Hvemsen (Danmarks tidligere VICEstatsminister (C))
.

Sandheden (?) om Karen Ellemann:

"Voldsom kritik: Karen Ellemann ville så sent som i 2013 'aflive Nordens dyreste kaffeklub', som hun nu snart selv står i spidsen for"

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/fanget-af-fortiden-...

og

"Ellemanns lækre månedsløn: 125.000 kroner
Karen Ellemann sikrer sig en gedigen lønforhøjelse ved at skifte Folketinget ud med Nordisk Ministerråd"

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/ellemanns-laekre-ma...

Er Karen Ellemann Troværdig????
.