Nu kræver ni medlemmer af partiets 25 mand store hovedbestyrelse indkaldt til et ekstraordinært årsmøde.
På det ekstraordinære årsmøde ønsker de ni medlemmer af hovedbestyrelsen, at Enhedslisten tager et endeligt opgør med partifraktionen Rødt Venstre.
Det skriver DR.
Situationen i partiet er uholdbar
“Situationen i partiet er uholdbar. Grupperingen Rødt Venstre sår tvivl om Enhedslistens demokratiske beslutninger og principper med hensyn til respekt for menneskerettigheder især vedrørende afstandtagen til DFLP for deres medvirken i terrorangrebet 7. oktober,” skriver de ni hovedbestyrelsesmedlemmer blandt andet i et indlæg på Enhedslistens interne debatforum, ifølge DR.
De ni hovedbestyrelsesmedlemmer anfører, at de mener, at det er nødvendigt at Enhedslisten trækker “i håndbremsen”.
Hovedbestyrelsen skal søndag tage stilling til forslaget fra de ni om at indkalde til et ekstraordinært årsmøde.
Som Netavisen Pio skrev tirsdag, har to medlemmer i weekenden trukket sig fra Enhedslistens ledende organ, det fem mand store Forretningsudvalg.
Det drejer sig om David Rønne og Lone Degn.
De har trukket sig fra Forretningsudvalget i protest mod en såkaldt vedtagetekst, som partiets hovedbestyrelse vedtog i weekenden.
I udtalelsen tager hovedbestyrelsen afstand fra de medlemmer af partiet, der offentligt støtter eller sympatiserer “med bevægelser der deltog i angrebet den 7. oktober (på Israel, red.).”
Udtalelsen tager ligeledes afstand fra de partimedlemmer, der fremsætter “udtalelser der ikke anerkender årsmødets beslutning om at afbryde samarbejdet med DFLP”.
Enhedslisten brød med DFLP ( Democratic Front for Liberation of Palestine) 19. oktober sidste år efter at det kom frem, at den palæstinensiske organisation deltog i terrorangrebet på Israel 7. oktober 2023, som kostede 1.200 israelere livet. Mens andre godt 220 blev taget som gidsler og ført ind i Gaza.
Weekendens EL-udtalelse er især møntet på partifraktionen Rødt Venstre. Flere medlemmer af partifraktionen har udtalt en fortsat støtte til DFLP. Selv om Enhedslisten officielt har brudt med DFLP.
I en kommentar i venstrefløjs-onlinemediet Solidaritet skriver David Rønne og Lone Degn, at Enhedslistens hovedbestyrelse med sin udtalelse har talt de interne konflikter op - i stedet for at bygge bro, og derfor trækker de sig fra Enhedslistens Forretningsudvalg med øjeblikkelig virkning.
David Rønne og Lone Degn understreger i kommentaren, at de ikke er enige med Rødt Venstre i, at Enhedslisten fortsat bør samarbejde med DFLP.
Ellers sagt helt kort: Bølgerne går højt internt i Enhedslisten
Netavisen Pio har pt. ikke oplysning om, hvilke ni medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, der kræver et opgør med partifraktionen Rødt Venstre, men hovedbestyrelsen består af følgende 25 medlemmer: Ane Pind Bagge, Anne Eskelund Petersen, Christian Jacobsen, David Rønne, Emil Viskum, Emilie Payami, Eva Flyvholm, Finn Sørensen, Frederikke Hellemann, Gitte Christensen, Günay Usta, Johanna-Maria Precht, Jonathan Simmel, Lone Degn, Nana Højlund, Per Clausen, Pia Boisen, Pia Thorsen, Rasmus Holme Nielsen, Rasmus Vestergaard Madsen, Rosa Lund, Runa Friis Hansen, Susanne Flydtkjær, Ulf Vincents Olsen og Vibeke Syppli Enrum. Rødt Venstres koordinationsgruppe består af følgende otte medlemmer - valgt på et stormøde i marts: Sejer Folke, Andreas Bülow, Christian Jacobsen, Helge Bo Jensen, Janne Toft Lind, Lars Hansen, Lasse Bertelsen og Pia Thorsen. Sammenholder man oversigten over medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse og oversigten over Rødt Venstres koordinationsgruppe fremgår det, at to medlemmer af ELs hovedbestyrelse også sidder med i koordinationsgruppen hos Rødt Venstre: Nemlig Christian Jacobsen og Pia Thorsen.Hovedbestyrelsen og Rødt Venstres koordinationsgruppe: To gengangere