Kun tre fortilfælde for Løkkes regeringsmanøvre

Det er kun sket tre gange siden systemskiftet, at en siddende statsminister har udvidet sin regering med flere partier midt i en valgperiode. To gange i forbindelse med verdenskrige, og en gang i forbindelse med en økonomiske krise.
Siden systemskiftet i 1901 findes der kun tre fortilfælde for, at en siddende statsminister har optaget et eller flere partier i sin regering midt i en valgperiode. De to af eksemplerne var i forbindelse med verdenskrige, og det sidste i forbindelse med den voldsomme økonomiske krise i 1970’erne.

Der er adskillige eksempler på, at nye regeringer er dannet uden et valg (eksempelvis Nyrup-regeringen i 1993), at regeringen er blevet udvidet efter et valg (eksempelvis Radikales optagelse i KV-regeringen i 1988) eller at partier er udtrådt midt i en valgperiode (senest SF i 2014). Men det er altså kun sket tre gange, at partier er blevet optaget i regering midt i en valgperiode.

Løkkes ønske om at optage Liberal Alliance og De Konservative i sin regering er altså en sjældenhed i dansk, parlamentarisk historie. Og hvor det i de foregående tilfælde har handlet om at redde landet, virker den denne gang snarere til at handle om at redde regeringen og det blå samarbejde.

Netavisen Pio skitserer her de tre fortilfælde:

1978: Socialdemokratiet og Venstre i regering
I august 1978 foretog statsminister Anker Jørgensen det dristige træk at optage Venstre i sin regering. Baggrunden var den økonomiske krise med såvel høj arbejdsløshed som stort underskud på betalingsbalancen.

Trods flere kriseforlig var det ikke lykkedes at vende udviklingen. Anker Jørgensens håb var, at denne ”arbejder- og bonderegering” kunne skabe et stabilt parlamentarisk grundlag for regeringen og en sammenhængende økonomisk politik.

SV-regeringen mødte dog fra starten stor modstand i det socialdemokratiske bagland, ikke mindst fra LO-formand Thomas Nielsen, der åbent undsagde regeringen. Men modstanden rakte også ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe og helt ind i regeringen, hvor blandt andre arbejdsminister Svend Auken var kritisk.

Den megen uenighed i baglandet betød, at det ikke var muligt at komme igennem med de kriseindgreb, som de ledende økonomiske ministre mente var nødvendigt. Godt et år efter dannelsen af SV-regeringen valgte Venstre derfor at træde ud af regeringen. Et resultat af samarbejdet var dog indførelsen af efterlønnen i 1979.

1940: Samlingsregering under besættelsen
Den 10. april 1940, dagen efter Danmarks besættelse, blev tre repræsentanter fra Venstre og tre fra De Konservative optaget som ministre uden portefølje i Staunings socialdemokratisk-radikale regering. Den 8. juli blev regeringen omdannet til en egentlig samlingsregering, hvor de to partier fik fagministre. Det skulle demonstrere et stærkt dansk sammenhold over for den nazistiske besættelse – både indadtil og udadtil.

Billedet af den samlede danske demokratiske modstand mod nazismen dækkede dog over dyb intern uenighed. Især Venstres Knud Kristensen stillede skrappe krav for sit partis medvirken, blandt andet tilbagerulning af dele af Steinckes store socialreform fra 1933.

Regeringen trådte tilbage i 1943 og genopstod som befrielsesregering i 1945, denne gang dog også med repræsentanter fra modstandsbevægelsen og kommunisterne.

1916: Kontrolminister under Første Verdenskrig
Første gang en regering blev udvidet midt i en valgperiode, var i 1916. Verdenskrigen rasede, og samtidig stod Danmark over for at sælge De Vestindiske Øer til USA. Begge dele krævede intern borgfred. Derfor valgte den radikale konseilspræsident Carl Theodor Zahle at tilbyde de tre øvrige partier en plads i regeringen.

Socialdemokratiet havde dengang en beslutning om ikke at gå i regering, før partiet havde flertal alene. Men på en ekstraordinær kongres, den såkaldte ’natkongres’, overbeviste Stauning det store flertal i partiet om, at man måtte påtage sig et regeringsansvar i den givne situation. Stauning blev derfor optaget som kontrolminister i regeringen sammen med Venstres J. C. Christensen og den konservative Christian Michael Rottbøll.

Samarbejdet var dog langt fra gnidningsfrit, blandt andet blev Stauning voldsomt angrebet af Venstre og Konservative for sin deltagelse i det internationale, socialistiske fredsarbejde. I. C. Christensen og Rottbøll forlod regeringen i starten af 1918.

 


Kommentarer fra Facebook