Annonce

Kunderne flygter fra slum-vognmand

Vognmanden bag Padborg-slum isoleres mere og mere: DSV stopper samarbejdet med Kurt Beier Transport – det samme gør Jysk, Arla, Leman og Nagel Group
Sagen om underbetalte filippinske chauffører, der har boet i en slumlejr i Danmark, truer nu i alvorlig grad vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport’s fortsatte eksistens. Samarbejdspartnere og kunder falder nemlig fra som fluer.

Senest har Danmarks største transportvirksomhed DSV valgt at lægge samarbejdet med Kurt Beier på is. Torsdag sagde også Jysk, Arla og transportvirksomhederne Leman og Nagel Group fra.

Samarbejdspartnere og kunder falder nemlig fra som fluer

”Det er gået meget stærkt med nye oplysninger i sagen, og der er flere forhold, som er tilpas kritiske til, at vi har valgt at afbryde samarbejdet. Vi arbejder fortsat på at få klarlagt alle forhold til bunds,” siger kommunikationschef i DSV, Tina Hindsbo, til Fagbladet 3F.

DSV er Danmarks største spiller i transportbranchen. DSV har indtil nu brugt Kurt Beier som vognmand på transporter til og fra Spanien.

Ifølge DSV går samarbejdet med Kurt Beier Transport mere end 10 år tilbage.

Kurt Beier Transport A/S har en vognpark på med mere end 300 lastbiler og fungerer især som underleverandør til større danske transportvirksomheder, der fragter gods rundt i Europa.

Også meldt for menneskehandel i Tyskland, Holland og Polen

Det er en grov underbetaling på 15-20 kroner i timen og slumlignende indkvartering af filippinske og sri lankanske chauffører i en slum-lejr i Padborg, der har fået kritikken til at hagle ned over vognmandsfirmaet.

Padborg-slumlejren blev ryddet først på ugen, og 24 af de filippinske og sri lankanske chauffører fra vognmandsfirmaet får nu hjælp af Center Mod Menneskehandel, mens politiet efterforsker firmaet for mistanke om menneskehandel.

Det hollandske transportarbejderforbund FNV-VNB har meldt Kurt Beier Transport A/S for menneskehandel i både Polen, Tyskland og Holland og bedt Interpol stå i spidsen for en kordineret, europæisk indsats.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet