Annonce

Lars Aslan: Identitetspolitikken kan smadre centrumvenstre

Socialdemokratisk ligestillings- og indfødsretsordfører advarer om, at identitetspolitikken skræmmer arbejdervælgere væk
Sommerens debat om "eskimo-isen" får nu Socialdemokratiets ligestillings- og indfødsretsordfører, Lars Aslan, til at advare om, at identitetspolitikken risikerer at "smadre venstrefløjen".

I magasinet Ræson henviser Lars Aslan til, isen bare er det seneste eksempel på "en endeløs perlerække af symbolpolitiske emner som aldrig kommer til at stoppe og som desværre fjerner fokus fra de reelle problemer, der er i Danmark". Mens isproducenten Hansens Is har valgt at skifte navnet til O'Payo, så holder Premier Is, der også ejer Hjem-IS, fast i navnet Kæmpe Eskimo til sin chokoladeovertrukne solbærflødeis.

Vi har set de værste eksempler i udlandet

 

"Vi har set de værste eksempler i udlandet og især i Sverige, men herhjemme har vi også oplevet dødssyge diskussioner om, hvorvidt man må synge ”Den danske sang er en ung blond pige”, om man må holde mexicansk temafest på universitetet, om der skal være både en mand og en dame i lyskrydsene, eller om der skal være kønsneutrale toiletter osv. osv," skriver den socialdemokratiske ligestillings- og indfødsretsordfører.

Fjerner fokus fra problemer

Fællesnævneren for diskussionerne er for det første, at de fjerner fokus fra de væsentlige problemer, som der faktisk eksisterer. At de for det andet føres fjernt fra den brede del af befolkningen af en elite, der bliver krænket på andres vegne. Og at de for det tredje føres af folk, som mener at sidde inde med den absolutte sandhed, som andre bare skal acceptere.

Alle andre skal underlægge sig

"Derfor minder identitetspolitikken på dette punkt om kommunismen og fascismen i sin totalitære opfattelse af, at der kun er en sandhed, som alle andre skal underlægge sig," skriver Lars Aslan.

Ifølge ligestillings- og indfødsretsordføreren risikerer centrumvenstre at tabe traditionelle arbejdervælgere, jo mere plads der gives til identitetspolitikken. De er nemlig mere optagede af jordnære ting som sikkerhed på jobmarkedet, pensionsalder og kvaliteten af daginstitutioner samt ældrepleje.

"Identitetspolitikken snakker ned til dem og fjerner fokus fra alle væsentlige områder, der berører helt almindelige mennesker," skriver Lars Aslan. "Derfor er det afgørende nødvendigt, at centrumvenstre siger klart fra nu. Ellers ender vi med, at magten kommer til at ligge hos de borgerlige i rigtig mange år".

Frygter gentagelse af 00'erne

Hvilket ligestillings- og indfødsretsordføreren mener, var det som skete i 00'erne, fordi centrumvenstre ikke havde forstået, at mange af partiernes traditionelle vælgere lå et andet sted end dem selv på udlændingepolitikken.

"De oplevede problemerne ved det multikulturelle samfund hver eneste dag, mens en elite førte en debat om globaliseringens fortræffeligheder – og var enige om, hvordan alle, der ikke kunne se det samme som dem, var småracistiske og uintelligente," skriver Lars Aslan. Ligestillings- og indfødsretsordføreren, der er uddannet speciallærer, fortsætter:

Vi må ikke begå samme fejl igen

"Det samme kan ske nu, hvis ikke vi på centrumvenstrefløjen straks får udskilt os fra alt, hvad der handler om identitetspolitik. Vi må ikke begå samme fejl igen – dén, hvor vi stopper med at interessere os for almindelige menneskers problemer og udfordringer og i stedet lader en lille gruppe selvretfærdige elitære mennesker sætte en identitetspolitisk dagsorden igen og igen. En dagsorden, der udskammer folk – og som betyder, at den offentlige samtale fortaber sig i ligegyldigheder udelukkende for at tilfredsstille et smalt segment af krænkelsesparate offertyper, der ingen følelse har med den virkelige verden og de virkelige problemer, vi står overfor".

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Identitetspolitik forhindrer samtale, fordi "jeg kan ikke forstå hvad du siger, fordi du ikke er lige som mig".
De snakkende klasser benytter sig af dette kunstgreb for at få fem minutter af en sensationslysten journalist. Det er sjovere at interviewe en 'ekspert' end en arbejdsmand - eksperter ved også bedre hvad man skal sige for at journalisten kan 'skære sit stof til'. Det kaldes 'klasseblindhed'. Læs f.eks. Lars Olsen i dagens JP (desværre forbeholdt abonnenter)

Ham Aslan har fat i noget rigtigt der

"De Godes Klub" er en "religiøs sekt", båret oppe af en termisk skabt opdrift, i et opdigtet modsætningsforhold mellem humanisme og islamkritik. Det store: MEN. ( Eks.: " Jeg er skam også imod barnebrude (pædofili), men"....Eks.: "Jeg er skam også imod social kontrol, men".....Eks.: "Jeg er skam også imod kvindeundertrykkelse, men"....og her kunne man fortsætte i en uendelighed )
En syntaks, der nærmest minder om en arketypisk, følelsesmæssig urfacisme: 1) Dyrkelse af tradition. 2) Afvisning af kritik og oplysning. 3) En irrationel dyrkelse af "humanisme" for ideens egen skyld. 4) Besættelse af tankerne om et komplot, fjendernes sammensværgelse (Støjberg m.fl.) 5) Ideen om livet som en permanent kamp, og humanismekritik som forræderi. 6) Foragten for de svage ( de globaliseringsramte uudannede masser i den Vestlige verden. 7) Kult for heltedyrkelse (Eks.: Personer som tør stille sig op og forsvare islamisk kultur ).

Kammeratlig hilsen
palle bo

Aslan har fuldstændig ret, større tabersag end identitetspolitik findes næppe.

Den bedste parallel til de heksejagter, der er i gang især på universiteterne, er McCartyismen i 50erne. Se filmen Trumbo, så kan man jo se Henrik Marstal som Hedda Hopper!