Annonce

Lars Boje ny formand for Nye Borgerlige og partier ønsker kvindelig værnepligt

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Lars Boje Mathiesen er eneste kandidat til den ledige formandspost i Nye Borgerlige. Dermed bliver valget 7. februar en formalitet. Til gengæld kandiderer seks personer til den ligeledes ledige næstformandspost.

En række partier ønsker værnepligt også for kvinder. Nemlig.com-selskabet Intervare leverede tidligere varer ud til udsatte borgere for Københavns Kommune, men blev fyret fordi der ikke var ordentlige forhold for firmaets chauffører. Kommunen har nu i stedet tegnet kontrakt med Egelykke Købmandsgård, som 3F for nylig har tegnet overenskomst med.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Lars Boje ny formand for Nye Borgerlige

Liberalisten Lars Boje Mathiesen er ved fristens udløb eneste kandidat til den ledige post som ny formand for Nye Borgerlige.

Det oplyser Nye Borgerlige.

Posten blev ledig efter at formanden gennem syv år, Pernille Vermund, tidligere på måneden annoncerede sin afgang.

Også partiets næstformand, Peter Seier Christensen, går af. Her kandiderer hele seks kandidater til at overtage den ledige formandspost:

René Bachmann fra Sydfynskredsene, Rune Bønnelykke, der er byrådsmedlem i Vejle og medlem af hovedbestyrelsen, Henriette Ergemann, der er medlem af byrådet i Kalundborg, Ulla Kokfelt, byrådsmedlem i Helsingør, Sabrina Bech Røn fra Esbjerg, der er byrådsmedlem og regionsrådsmedlem samt Jørgen Pontoppidan fra Lyngbykredsen.

 

Kan ikke garantere at inflationspulje er på plads til 1. marts

28. februar udløber det midlertidige børnetilskud. SVM-regeringen har varslet, at derkommer et alternativ i form af en inflationspulje. Men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil ikke garantere, at puljen er klar til 1. marts.

“Jeg er godt klar over, at der sidder nogle familier derude, for hvem hverdagen lige nu kan være svær at få til at hænge sammen, og derfor arbejder vi også på højtryk for, at der kommer en hjælpende hånd,” siger beskæftigelsesministeren til TV 2.

Inflationspuljen blev annonceret i december, men SVM-regeringen har endnu ikke præsenteret en plan for den nye pulje, og kan altså heller ikke oplyse hvornår den er klar.

Læs mere her.

 

Udsatte københavnere får nu bragt mad ud af chauffører på overenskomst

 

Chauffører, der leverer dagligvarer til ældre og udsatte borgere i Københavns Kommune, kører nu på overenskomst.

Tidligere var det Nemlig.com-selskabet Intervare, der stod for leveringen. Men Københavns Kommune opsagde kontrakten med Intervare, fordi der ikke var ordnede forhold for firmaets chauffører. Nu har kommunen i stedet skrevet kontrakt med Egelykke Købmandsgård, som for nylig har tegnet overenskomst med 3F.

Der er tilfredshed på begge sider af bordet med den nye overenskomst, skriver Fagbladet 3F.

Hans-Henrick Jørgensen, administrerende direktør hos Egebjerg Købmandsgård A/S, oplyser, at firmaet nu leverer dagligvarer til 40 kommuner.

 

Partier ønsker kvindelig værnepligt

En række partier ønsker, at der indføres værnepligt også for kvinder.

Kvinder skal nemlig mødes med de samme forventninger som mænd i Forsvaret, mener blandt andre den politiske ordfører hos Konservative, Mette Abildgaard.

“Vi mener, at der skal være en værnepligt for kvinder, lige såvel som der er for mænd. Vi lever i år 2023, og kvinder er fuldt ud i stand til at varetage de opgaver, der er som værnepligtig i dag, og samtidig giver det et bredere rekrutteringsgrundlag,” siger hun til DR Nyheder.

Samme budskab lyder fra DF, SF, Enhedslisten, Radikale, Nye Borgerlige, Alternativet og Venstre. Kun Danmarksdemokraterne er imod, oplyser partierne til DR.

De seneste tal fra 2021 viser, at kvinder samlet udgør 17 procent af de ansatte i Forsvaret, og kun 8,9 procent er i uniform.

Læs mere her.
 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet