Annonce

’Light Needs’ ser verden fra planternes perspektiv

Videokunstneren Jesse McLean følger intimt forskellige menneskers liv med planter i tidssvarende men ikke fuldstændig helstøbt dokumentar.
Foto: CPH:DOX
'Light Needs' af Jesse McLean giver planterne en stemme.
Planteskaber.

Ja, jeg ved godt, at det begreb slet ikke eksisterer på dansk. På engelsk kan anvende begrebet ”plant scapes”, omtrent ligesom vi anvender begrebet landskab.

Men i tilfældet med koncept- og videokunstneren, Jesse McLeans nye film, ’Light Needs’, der lige har haft verdenspremiere på CPH:DOX virker det som om, at vi mangler denne betegnelse.

Det er kunstvideo, og temaet er menneskers forhold til deres planter, tilføjet en multiperspektivisk og spekulativ undersøgelse af især potteplanter.

Og Jesse McLean kommer vidt omkring. Hun følger intimt nogle forskellige menneskers liv med deres planter, og deres holdninger er, mildest talt, meget divergerende.

Mennesker og deres planter

Vi møder en kvinde, der mener at hendes stueplante i årevis udviste tegn på ensomhed, og som først begyndte at trives og vokse, da hun fik en ny plante, der blev stillet lige i nærheden.

Vi træffer et ældre ægtepar, der dyrker bonsai-træer i deres baghave. Manden fortæller, at han har haft intim omgang med et af træerne i 47 år, og at parret er ængstelige for den dag, hvor de bliver for gamle til at passe på træerne.

sådan et bonsai-træ er under konstant stress

Desuden forklarer han, at sådan et bonsai-træ er under konstant stress, fordi det hele tiden udsættes for manipulation, hvor man forsøger at dirigere og hæmme dets vækst.

Vi møder en mand, der er designorienteret, som bruger planterne som dekoration, og Jesse McLean undersøger med kameraet hvorledes hans lejligheds mønstre, i form af stoffer, spejle, lamper osv. ligesom ikke skelner mellem planterne og de andre objekter.

Selv udtaler han, at han ikke betragter planter som bevidste, og at han ikke har noget spirituelt forhold til dem.

Fra planternes perspektiv

Vi følger også en kvinde, der ikke bare har planter, men også er omgivet af tapet, iført kjoler og andre objekter, der alle sammen er dekoreret med blomster- og plantemotiver. Jesse McLean indfanger dette spil perfekt med kameraet.

Sidst, men ikke mindst, interviewer hun en mand, der arbejder på et stort bibliotek, og som gennem flere år har fået stedets mange planter til at stortrives, fordi han plejer og passer dem med stor omhu.

Han forklarer, at denne omgang med planterne giver ham en fornemmelse af have kontakt med sin afdøde mor.

planterne får også selv en stemme, og stueplanterne drømmer om hvordan det må være at stå under regnen, ligesom planterne derude i naturen

Filmen forsøger konstant, rent visuelt at anskue det hele fra planternes perspektiv, og det virker egentlig meget godt. Man fornemmer stilheden, tidens nærmest stillestående intethed, når Jesse McLean vender kameraet imod planterne.

Sideløbende ser man klip af en student, der sidder på en bænk og spiser en skål salat, et æbleskrog, der ligger hensmidt i en vej, ukrudt, der skyder op at asfalten.

Jesse McLean leger med sproget, og stiller spørgsmål til planterne, om hvordan det mon føles at producere fotosyntese.

Og planterne får også selv en stemme, og stueplanterne drømmer om hvordan det må være at stå under regnen, ligesom planterne derude i naturen.

Tidssvarende dokumentar

Dokumentaren er sensitiv, meget form- og tekstur-orienteret, og næsten helt blottet for naturvidenskabelige inputs, for eksempel i form af nyere forskning, der handler om, at planter har nerver, kan sanse og heale sig selv.

Til gengæld er de mange kunstneriske tilgange og undersøgelser stimulerende, men - indrømmet - jeg er ikke helt sikker på, at jeg havde set den til ende, hvis det var på mit eget tv.

Det er ikke udelukkende en kritik, for jeg fik faktisk en positiv oplevelse ud af at se den til ende, men som helstøbt kunstværk var den en kende for ukoncentreret og upræcis.

Planteskaber kan betyde det fænomen, at man ligesom arrangerer sine omgivelser med planter, så de udgør en art landskab. Det er noget, som folk i stigende grad bruger deres tid og boliger på.

Derfor er dokumentaren også tidssvarende, og faktisk en meget ærlig, og ikke særlig højpandet en om netop dette fænomen.

’Light Needs’ er nomineret i dette års DOX Awards. Det er tvivlsomt om den vinder. Men en oplevelse var det i hvert fald.
 

 

Jesse McLean: 'Light Needs'. 72 min. USA, 2023. Filmen vises flere gange under festivalen.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet