Annonce

Mere mandefald hos Nye Borgerlige og Finland nu medlem af Nato

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er Nye Borgerliges folketingsgruppe atter på skrump. Denne gang på grund af en sygemelding for stress.

Den hovedtiltalte i sagen om svindel med udbytteskat, den britiske forretningsmand Sanjay Shah, skal - måske - udleveres fra Dubai til Danmark.

Tirsdag blev Finland officielt medlem af Nato, og dagen igennem protesterer lastbilchauffører mod en ny vejafgift. Chaufførerne har til lejligheden medbragt deres truckere, der fylder godt op i gaderne omkring Christiansborg.

 

Mere mandefald hos Nye Borgerlige: Seier Christensen sygemeldt

Peter Seier Christensen, der repræsenterer Nye Borgerlige i Folketinget, er blevet sygemeldt med stress.

Det skriver folketingsmedlemmet på Facebook:

“På det seneste har jeg ikke været så aktiv, som jeg plejer. Det skyldes, at jeg er sygemeldt med stress.” 

“Jeg ser frem til at vende tilbage til mit politiske arbejde, når jeg forhåbentligt inden længe er kommet ovenpå igen.”

Peter Seier Christensen nævner ikke noget om, at en stedfortræder træder ind i Nye Borgerliges folketingsgruppe. I stedet skriver han, at partikollegaerne “Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen varetager mine opgaver i Nye Borgerliges folketingsgruppe”.

Nye Borgerlige fik valgt seks folketingsmedlemmer ved valget 1. november. Få dage senere blev Mette Thiesen presset ud af partiet. Hun har siden tilsluttet sig Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Derefter var det den nyvalgte Mikkel Bjørn Sørensen, der forlod Nye Borgerlige. Også til fordel for Dansk Folkeparti. Senest har også Lars Boje Mathiesen forladt NB-skuden - til fordel for en tilværelse som løsgænger.

Tilbage er så tre medlemmer af Nye Borgerlige: Pernille Vermund, Kim Edberg Andersen og Peter Seier Christensen, hvor sidstnævnte er sygemeldt med stress.

placeholder

 

Tre andre folketingsmedlemmer også sygemeldt

Tre andre folketingsmedlemmer er i øjeblikket sygemeldte.

Nemlig Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der har været sygemeldt med stress siden 6. februar.

Socialdemokraten Mette Gjerskov er sygemeldt med smerter som følge af nervebetændelse.

Enhedslistens Victoria Velasquez er ramt af eftervirkningerne af en hjernerystelse. Hun sygemeldte sig i slutningen af marts.

 

Bagmand skal udleveres til Danmark

Den hovedtiltalte i sagen om svindel med udbytteskat, den britiske forretningsmand Sanjay Shah, skal udleveres fra Dubai til Danmark.

Det oplyser Justitsministeriet.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at det er en vigtig sag for Danmark:

“Det er vores statskasse, vores velfærdssamfund og vores tillidsfulde fællesskab, der er blevet undergravet her. Jeg kan forstå, at afgørelsen i dag er endelig.”

Helt endelig er afgørelsen dog ikke. Afgørelsen skal nemlig forelægges for justitsministeren i De Forenede Arabiske Emirater. I princippet kan udleveringen altså endnu engang blive omgjort. Som det er sket flere gange før.

Sanjay Shah er tiltalt for at bedrage og forsøge på bedrage den danske stat for 9,6 milliarder kroner.

 

 

Trucker-demo foran Christiansborg

100 lastbilchauffører - med lastbiler - protesterer tirsdag - fra morgen til sen eftermiddag - mod en ny kilometerbaseret afgift til vognmændene, som politikerne på Christiansborg blev enige om i sidste uge.

Aftalen betyder, at lastbiler fra 2025 skal betale vejafgift, målt efter hvor meget de kører.

De 100 lastbiler holder foran Christiansborg, på Børsgade og Slotsholmsgade.

Chaufførerne mener, at afgiften rammer skævt, så vognmændene i yderkommunerne kommer til at betale den største pris.

“Det bliver så hårdt belastende for dem, der er fra Nord- og Vestjylland. Der er ingen mennesker, der har råd til det,” siger vognmand Benny Nielsen fra Mors, der er initiativtager til trucker-demoen.

 

Finland - nu medlem af Nato

Finland er nu officielt medlem af forsvarsalliancen NATO.

Det er et faktum fast efter en ceremoni i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles tirsdag eftermiddag. Her overrakte den finske udenrigsminister, Pekka Haavisto, det finske tiltrædelsesdokument til USA's udenrigsminister, Antony Blinken.

Herefter blev det finske flag hejst foran NATO-hovedkvarteret som markering af Finlands indtræden i Nato. Finland er alliancens 31. medlem.

Medlemskabet betyder, at Finland nu vil deltage fuldt ud i alle møder og alle militære anliggender i NATO.

Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg betegner Finlands optagelse som en begmand til Ruslands leder, Vladimir Putin:

“Med Finlands optagelse i NATO får Putin præcis det modsatte af, hvad han ønskede. Han ønskede mindre NATO. Han ønskede, at døren skulle lukkes for optagelse af nye medlemmer i NATO. Nu får han en udvidelse af NATO. Og NATO tættere på Rusland.”

Sverige har også ansøgt om optagelse i Nato, men Ungarn og Tyrkiet blokerer foreløbig for svensk medlemskab af Nato.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Erdogan - få så fingeren ud så Sverige kan blive medlem af NATO.
Det er også en fordel for Tyrkiet.

Mon ikke Erdogan tænker en del mere på Erdogan end på Tyrkiet og NATO?