Annonce

Minister mistænkes for at vildlede tinget og aftale om skolereform nærmer sig

Netavisen Pio samler alle de mest væsentlige historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det blevet onsdag den 23. januar og vi har på Netavisen Pio igen været igennem dagens aviser og hjemmesider for at finde de vigtigste og mest væsentlige nyheder om dansk politik.

Alt sammen samlet i det nyhedsoverblik som vi kalder Aktuelt.

 

Minister mistænkes for at vildlede Folketinget

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er kommet i modvind. Det skriver TV2.

På under et halvt år har han givet Folketinget to forskellige forklaringer i forbindelse med en sag om udlevering af dybt fortrolige oplysninger i strid med Folketingets ønske, og det møder nu skarp kritik fra både formanden og næstformanden i Folketingets udenrigspolitiske nævn, Søren Espersen (DF) og Nick Hækkerup (S).

Sagen handler om, hvad to forskere, der er i gang med at undersøge dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan i årene 1993-2004, må citere og ikke citere fra dybt fortrolige møder i Udenrigspolitisk Nævn.

Anders Samuelsen skal fredag i samråd om sagen.

Læs hele historien her.

 

Aftale om folkeskolejustering nærmer sig

Folkeskoleforligskredsen nærmer sig en aftale om justeringer af skolereformen fra 2014. Parterne skulle være tær på en aftale, der ligger et markant stykke fra regeringens oprindelige udspil, skriver Altinget.

Regeringen foreslog oprindeligt at reducere markant i den understøttende undervisning, som ligger uden for skolens faste fag. Til gengæld ville den tilføje 480 ekstra fagtimer (som dansk, matematik og historie) fordelt over en elevs skolegang.

Det er nu forhandlet ned til blot 90 ekstra fagtimer. Som tilbageværende knast står så, hvilke fag de timer præcis skal fordeles på.

Læs hele historien her.

 

LA har syv kandidater klar til EP-valg

Liberal Alliance har listen med kandidater til forårets valg til europaparlamentsvalg klar.  Ud over kulturminister Mette Bock, som i september blev valgt som partiets spidskandidat, består listen af seks mandlige kandidater.

De seks kandidater er:

Anders Burlund, spidskandidat ved kommunalvalget 2017, fhv. næstformand i LA Ungdom, Randers
Henrik Boye, kandidat til folketingsvalget 2019, Solrød
Steen Nygaard Jensen, medlem af lokalbestyrelsen, Horsens
Bo Ritterbusch, kandidat til folketingsvalget 2019, Mariagerfjord
Mick Keller, kandidat ved kommunalvalget 2017, Slagelse
Kenny Olsen, spidskandidat til folketingsvalget 2019, Bornholm

Rækkefølgen på kandidaterne besluttes på et opstillingsmøde 26. januar.


Kommuneøkonomi 1: Kommunerne overholder budgetterne

Kommunernes budgetter ligger under ét inden for de samlede aftalte rammer for service o anlæg. Anlægsrammen overskrides dog med 300 millioner kroner, mens udgifterne til service er 300 millioner kroner mindre end det aftalte. Det skriver regeringen.dk.

Budgetoverskridelsen medfører en løftet pegefinger fra finansministeren.

”Med regnskabet for 2017 overskred kommunerne anlægsbudgettet med over halvanden milliard, og nu overskrider kommunernes budgetter det aftalte anlægsniveau for 2019. Det undrer mig, når regeringen og KL i sommer gav håndslag på et markant løft af kommunernes service- og anlægsudgifter. Samtidig er forudsætningen for at drøfte flerårige aftaler, sådan som KL har foreslået, at kommunerne fremover viser, at de kan overholde både service- og anlægsrammen i de etårige aftaler, vi hidtil har indgået,” siger Kristan Jensen.

Kommunerne budgetterer med at bruge 251,9 milliarder kroner på service, som for eksempel går til dagpleje og ældrepleje, og 18,1 milliarder kroner på anlæg, som for eksempel kan omfatte opførsel og vedligeholdelse af daginstitutioner, skoler og veje.


Kommuneøkonomi 2: FH vil af med et-årige budgetter

Budgettallene fra kommunerne viser, at det på tide at løsne op for den budgetlov, som forhindrer kommunerne i at lægge effektive, langsigtede økonomiske planer, mener Arne Grevsen, der er næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), det der tidligere hed LO.

På grund af budgetloven må kommunerne ikke overføre et mindre forbrug det ene år til et højere de efterfølgende år. Dette ét-årige fokus betyder, at kommuner må opgive langsigtede investeringer i velfærden, mener han.

”Det giver jo ingen mening, at vi har et system, der hæmmer kommunerne i at træffe kloge og langsigtede investeringer i velfærden til gavn for borgerne. Kommunerne kan blive tvunget til at droppe vigtige tiltag, fordi de er for dyre i det enkelte budgetår – selv om investeringen ville tjene sig ind på længere sigt. Det kan f.eks. være en større beskæftigelsesindsats eller en investering på sundhedsområdet”, siger han.

Budgetloven betyder at kommunerne hvert år bruger mindre på velfærd end planlagt af frygt for at blive ramt af hårde sanktioner. Siden 2011 har kommunerne samlet set brugt 23 milliarder kroner mindre på velfærd end fastlagt i budgetterne.


Blå blok vil give dødsstødet til Sundhedsplatformen

På Christiansborg danner der sig nu et flertal for en nedlæggelse af den kontroversielle Sundhedsplatform, der i øjeblikket bruges i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Det skriver Berlingske.

”På sigt skal vi have ét fælles it-system. Alt andet giver ikke mening. Der er ingen grund til, at fem regioner prøver at opfinde den dybe tallerken,” siger sundhedsordfører Jane Heitmann (V).

Der er i øjeblikket to systemer, udover Sundhedsplatformen, så har de tre vestdanske regioner et fælles system der hedder Systemics-EPJ. Sundhedsplatformen har kostet knap tre milliarder kroner.

Formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), mener dog, at man bør vente til it-systemerne er blevet evalueret, inden man træffer en endelig beslutning.

Læs hele historien her.

 

De største politiske bevægelser i 2018

I denne udgave af Pio Podcast kigger vi tilbage på 2018, og de politiske bevægelser vi har set i løbet af året.

Vi runder blandt andet De Gule Veste i Frankrig, anti-eu- og leave- bevægelserne i Storbritannien, OK18 og kritikken af Finansministeriet og den finansielle sektor.

Med i studiet har vi Peter Hummelgaard (Socialdemokratisk medlem af Folketinget, medlem af Europaudvalget), Pelle Dragsted (Folketingsmedlem for Enhedslisten og demokratiordfører) og Lone Loklindt (Tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre og medlem af Frederiksberg Byråd).

Værten er, som altid, Netavisen Pios chefredaktør, Jens Jonatan Steen.

Audio titled De største politiske bevægelser i 2018 by Netavisen Pio

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet