Minister om DF-stunt: Handler mere om at signalere hardliner end om at sikre øget tryghed i taxaer

Mette Thiesen

Minister om DF-stunt: Handler mere om at signalere hardliner end om at sikre øget tryghed i taxaer

Mette Thiesen takker nej tak til tilbud fra taxafirma: "Jeg ynder ikke at køre med mennesker, der kalder mig racist"

Thomas Danielsen (V), transportminister og Mette THiesen (DF), medlem af Folketinget
Billedtekst

Thomas Danielsen (V), transportminister og Mette THiesen (DF), medlem af Folketinget

Foto: Folketinget/Steen Brogaard/Marie Hald

Transportminister Thomas Danielsen (V) kender ikke noget til, at kvinder skulle føle sig utrygge ved at køre i taxaer, hvor chaufføren har indvandrerbaggrund.

Det bekendtgjorde ministeren onsdag i Folketingets spørgetime. Anledningen var, at Dansk Folkepartis socialordfører, Mette Thiesen, har spurgt ham om, hvad ministeren agtede at gøre “for at skabe tryghed for de kvinder, som i den kommende julefrokostsæson ikke er trygge ved at hyre en taxi nu, hvor rigtig mange af taxichaufførerne er indvandrere”.

Jeg kan se, at der stort set ikke begås nogen kriminalitet af taxachauffører

“Jeg kan se, at der stort set ikke begås nogen kriminalitet af taxachauffører, og vores sikkerhed er tårnhøj,” lød det blandt andet fra ministeren.

Efter spørgetimen blev Thomas Danielsen spurgt - skriver Ritzau ifølge Politiken - om han opfattede spørgsmålet som racistisk.

Af ministersvaret fremgår, at ministeren stærkt tvivler på, at Dansk Folkeparti er særlig optaget af at skabe øget tryghed i taxaer. Dansk Folkepartis og Mette Thiesens egentlige ærinde er et andet:

“Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der ligger til grund for, at man stiller spørgsmålet. Det handler jo nok om, at man gerne vil signalere, at man er hardliner på indvandrerområdet og ikke så meget for at sikre øget tryghed i taxaer.”

Minister: En af de mest trygge transportformer

Den udlægning afviser Mette Thiesen dog pure. Hun mener, at det er helt afgørende, at kvinder får mulighed for at fravælge taxachauffører med for eksempel mellemøstlig baggrund.

Men den form for sortering i chaufførerne er ministeren ikke med på: 

Jeg kommer ikke til at gøre noget for at dele folk op i etnicitet

“Jeg kommer ikke til at gøre noget for at dele folk op i etnicitet. Det giver ikke nogen mening.”

Over for DRunderstreger Thomas Danielsen, at han fuldt ud anerkender, at der kan være en generel utryghed for kvinder i nattelivet:

“Men hvis vi ser på taxaer, så har jeg ikke hørt noget om den utryghed før. Og det er altså en af de mest trygge befordringsmidler, du kan køre i, hvis du ikke selv kører. For eksempel på grund af kameraer i taxaerne.” 

Taxa-firma til Thiesen: “Vi gir en tur”

Taxaselskabet Viggo reagerede onsdag - som omtalt i Netavisen Pio - på Thiesens spørgsmål ved at invitere Thiesen - og andre nye brugere - på en taxatur på husets regning.

Indbydelsen fremgik af et opslag fra Viggo på det sociale medie X (Tidligere Twitter):

“Hey Mette Thiesen, interessant §20-spørgsmål. Vi gir en tur på huset til dig og andre nye brugere, som er åbne over for dialog med andre kulturer. Brug koden STOPRACISME i Viggo-appen og få 100 kr. rabat på din tur.”

Opslaget er i skrivende stund liket af næsten et tusinde personer.

Thiesen til taxafirma: Nej, tak!

Netavisen Pio har spurgt Mette Thiesen, om hun har taget imod invitationen fra taxafirmaet Viggo.

"Nej, selvfølgelig ikke," svarer Mette Thiesen og føjer til:

Jeg ynder ikke at køre med mennesker, der kalder mig racist

"Jeg ynder ikke at køre med mennesker, der kalder mig racist - og foretrækker dialog med andre kulturer, når det foregår i deres pågældende lande - ikke i Danskernes Danmark."

Thiesen understreger i sit sms-svar også, at "vi har rigeligt arbejde herhjemme med at rydde op i de store skader som den forfejlede udlændingepolitik har ført med sig."

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.