Når staten er myndighed

Som myndighed har staten pligt til at inddrage borgerne, når der træffes vigtige beslutninger. Desværre er det ikke altid staten tager en opgave alvorligt, og det skaber utilfredshed blandt borgerne.
Foto: Frackingnews.dk

Ved større og mindre projekter i Danmark skal danskerne høres og inddrages i beslutningerne. Det er et godt demokratisk princip, som jeg mener, vi skal tage meget alvorligt. Der er en klar opdeling i forhold til, hvornår kommune, region og stat er myndighed. Eksempler på, hvor staten er myndighed er undergrunden, havet og statsveje.

Altså har de myndighedsrollen, når der planlægges efterforskning efter råstoffer som skifergas og ved planlægning af f.eks. kystnære havvindmøller. Desuden er staten myndighed, når der skal ændres på statsvejes beskaffenhed – ikke kun hvad angår motorveje men også i byer og landområder, hvor gennemførende veje er statsveje.

Staten skal også sikre borgerinddragelse
Der er krav om for-offentlighedsfaser, borgermøder, høringer osv., når kommunen, regionen eller staten skal gennemføre store projekter inden for de respektive områder, hvor myndigheden og ansvaret er placeret.

Men det kniber af og til gevaldigt for staten at opfylde den rolle, som jeg i al beskedenhed synes, kommunerne mestrer – nemlig inddragelse af borgerne og især synlighed og mulighed for, at borgerne kan komme i gennem med deres forskellige synspunkter.

Staten burde tage disse opgaver meget mere seriøst

Staten skal også holde for offentlighedsmøder og høringer. Og staten burde tage disse opgaver meget mere seriøst. Det er mennesker, som helt konkret bliver ramt af statens projekter. Det er på den baggrund god stil at have dialog med kommunerne i de områder, hvor der planlægges ændringer. Vi er tæt på borgerne. Det vil vi gerne hjælpe staten med at være – altså hvis staten ønsker det.

Kan man råbe staten, styrelser og folketingsmedlemmer op?
I Frederikshavn Kommune, hvor jeg er borgmester, har vi eksempler på sager, hvor staten er myndighed, og hvor dialogen har været ringe eller helt fraværende. Det være sig både dialogen med borgere og kommunen.

De fleste kender skifergassagen. En ’åben-dør proces’ resulterede i, at TOTAL og Nordsøfonden fik koncession til skifergasefterforskning. Frederikshavn Kommune var Danmarkshistoriens første kommune, hvor en sådan efterforskning skulle foregå. Alligevel blev kommunen ikke kontaktet af staten. Vi hørte om koncessionen fra det franske firma.

Denne håndtering skabte fra starten en meget lille forståelse for projektet hos indbyggerne i kommunen – og jeg følte som borgmester, at jeg blev taget som gidsel i sagen. Samtidig med, at kommunen lagde mange kræfter i at håndtere denne svære sag så godt som muligt, svigtede staten sin rolle i inddragelsen af borgerne. Det var som om, at Nordjylland lå belejligt langt væk.

Den samme problematik har vi med de kystnære vindmøller. Når et område udpeges til egnet for kystnære havvindmøller, medfører det alt andet lige stor lokal debat. Går det ud over husspriser, fiskeri, turisme osv.? Borgerne vender naturligt fødderne mod kommunen. Hvad skal de ellers gøre? Det er meget svært at komme i dialog med staten.

Staten, folketingsmedlemmerne og styrelserne burde i langt højere grad deltage lokalt i debatten og lægge sig i selen for at deltage i dialogen med borgerne.

Staten, folketingsmedlemmerne og styrelserne burde i langt højere grad deltage lokalt i debatten og lægge sig i selen for at deltage i dialogen med borgerne.

Mit tredje eksempel er ændring af statsveje. Det er det god stil at gå i dialog med kommunen, hvor vejen ligger. Som minimum kan vejdirektoratet kontakte kommunen og fremføre planerne, tage dialogen, og lytte til den lokale oplevelse af vejens beskaffenhed. Det må kvalificere beslutningen, at lokale bidrager.

Vi har netop oplevet til vores store forbløffelse, at vejdirektoratet har indsnævret en vej, til stor gene for os, der kører der dagligt. Vi hørte intet om planerne. Borgerne skriver til kommunen med deres undren, og vi kan ikke rigtigt svare eller formidle, for vi vidste heller ikke noget!

Det er naturligt, at borgerne vender sig mod kommunernes embedsfolk og politikere, hvis de ikke kan ”finde” de rette myndigheder, og hvis de har den oplevelse, at de ikke rigtigt kan ”råbe staten op”. Men det er problematisk, hvis kommunerne belejligt bliver anvendt som skjold imod utilfredse borgere i Danmark.

Vis ansigt og tag dialogen
Jeg efterlyser ikke nødvendigvis vetoret til kommunerne. Når staten er myndighed, må beslutningstagerne tage ansvar, og de skal have deres ret og rum til at planlægge. Det, jeg vil appellere til, er mere dialog og inddragelse af borgerne og kommunen.

Lidt banalt sagt: Kom nu ud i landet, ud i kommunerne, vis jer, mød borgerne og tag diskussionen. Det gælder også, når der skal holdes borgermøder. I Frederikshavn kommune har vi af og til holdt borgermøder om emner, hvor staten er myndighed. For nogen skal møde op, lytte og formidle oplysninger.

Det er en af styrkerne ved vores demokrati – vi tager dialogen åbent og fordomsfrit – men det kræver at parterne møder op.

 

Birgit Stenbak Hansen (f. 1967) er borgmester i Frederikshavn Kommune, valgt for Socialdemokraterne.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Kommentarer fra Facebook