Spørgsmålet er om de regler, som kommunerne forvalter efter, har fulgt med tiden. Reglerne er lavet i en tid, hvor der var mor, far og børn og til døden jer skille. Men for rigtig mange mennesker ser hverdagen og virkeligheden jo slet ikke sådan ud i dag.

Må jeg se under dynen? Det spørgsmål kan man næsten risikere at få fra en af de mange kommunale ansatte, som dagligt bekæmper socialt bedrageri.

De seneste år har kommunerne intensiveret jagten på de borgere, som lyver sig til sociale ydelser, som boligstøtte, friplads i vuggestuen eller varmetillæg. Og sagen er alvorligt. Som Netavisen Pio skrev for to uger siden, taler vi om snyd og bedrageri for mellem 13 og 15 milliarder kroner – hvert år! Penge, som kunne være brugt på bedre veje, nye skolebøger eller flere bade til de ældre.

LÆS OGSÅ: Socialt bedrageri skal stoppes – drop søforklaringerne

Sagsbehandlere i kommunerne kan fortælle historier om grupper af borgere, som udmærket kender alle reglerne for, hvordan man får udbetalt flest mulige sociale ydelser. Sociale ydelser er til for borgere, som har et reelt behov, og som skal bruge ydelsen til at få hverdagen til at hænge sammen.

Men spørgsmålet er om de regler, som kommunerne forvalter efter, har fulgt med tiden. Reglerne er lavet i en tid, hvor der var mor, far og børn og til døden jer skille. Det var i hvert fald idealet. Men for rigtig mange mennesker ser hverdagen og virkeligheden jo slet ikke sådan ud i dag.

Den ensomme ældre kan ikke være sikker på, hvor meget TV man må se sammen, før kommunen vurderer, at man har et ’ægteskabeligt forhold’.

LÆS OGSÅ: Betal for din roommate

Det er ikke ualmindeligt at skilte fortsat ser hinanden ind imellem, for børnenes skyld og med sagkundskaben i ryggen. Disse enlige forældre vil kunne opleve, at myndighederne vil vurdere, at de lever i et ’ægteskabeligt forhold’ og dermed ikke er berettiget til ydelser. Blot fordi reglerne ikke er fulgt med tiden.

Også enlige ældre kan komme i klemme i systemet. F.eks. en enlig pensionist, som har fundet sig en ven, som han ser jævnligt. Typisk ældre mennesker der, efter ægtefællens død, har fundet en at dele en middag og en god gang klassisk musik sammen med. Måske går venskabet så langt, at man overnatter hos hinanden – i hver sin seng – fordi man ikke har lyst til at køre hjem i mørke efter en aften med et glas vin eller to. Og de ældre ville aldrig betegne sig som andet end gode venner. Man har hvert sit hjem og hver sin økonomi.

LÆS OGSÅ: Ingen må dø i ensomhed

Men sådanne venskaber bliver vurderet til at være et ’ægteskabeligt forhold’, og dermed er den ældre ikke berettiget til visse sociale ydelser. I det enkelte tilfælde kommer det an på en konkret vurdering fra sagsbehandleren. Med andre ord: Den ældre kan ikke være sikker på, hvor meget TV man må se sammen, før kommunen vurderer, at man har et ’ægteskabeligt forhold’.

Kampen imod socialt bedrageri handler ikke kun om, at der skal udbetales færre ydelser. Det handler om, at der skal udbetales de rigtige ydelser til de rigtige mennesker. Derfor må det være en ret for alle mennesker, at reglerne er til at gennemskue.

LÆS OGSÅ: Det stille oprør

Ældre Sagen har gentagende gange over for skiftende ministre ønsket at få ændret reglerne. Eller i det mindste få gjort det langt mere gennemskueligt, hvornår kommunen kan vurdere et forhold som ægteskabeligt. Ældre Sagen bliver nu bakket op af en lang række kommuner.

Kampen imod socialt bedrageri handler ikke kun om, at der skal udbetales færre ydelser. Det handler om, at der skal udbetales de rigtige ydelser til de rigtige mennesker. Derfor må det være en ret for alle mennesker – både borgere og medarbejdere – at reglerne er til at gennemskue.

LÆS OGSÅ: LA må tage ansvar for skattelettelser

Socialminister Karen Hækkerup (S) har endnu ikke svaret Ældre Sagen. Man må antage, at det er fordi, hun vil sove på svaret, for at finde på en rigtig god løsning. En løsning, der både fjerner mistanken fra ærlige mennesker og samtidig giver medarbejderne de rette redskaber til at finde de borgere, som snyder sig til penge fra fælleskassen. Måske kan vi spørge Karen Hækkerup om, vi må se under hendes dyne, for måske er det der, svaret på Ældresagens henvendelse ligger begravet.