I virkeligheden er navnet Sven Hazel et forfatterpseudonym, og hans rigtige navn var Børge Willy Redsted Pedersen (1917-2012).

Han var hipomand og stikker, og han blev straffet for landsforræderi efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Hans sande identitet blev afsløret i 1963, af en journalist fra natredaktionen på Danmarks Radio, men journalisten beskyldte ham også for at have været SS-mand, hvilket ikke var sandt.

Det var derimod tæt på sandheden, men fejltagelsen gjorde, at Danmarks Radio måtte undskylde og så blev der ikke gravet mere i det.

Børge Willy Redsted Pedersen er en af Danmarkshistoriens bedst sælgende forfattere, og man estimerer, at hans bøger har solgt i omegnen af 60 millioner eksemplarer. Her er det kun H.C. Andersen, der kan overgå ham.

Børge Willy Rested Pedersen udgav 14 romaner, hvoraf mindst fire af dem af ham selv blev betegnet som delvist selvbiografiske.

De mange hemmeligheder

Selvom man også senere har forsøgt at optrevle sandheden om Børge Willy Redsted Pedersen, har det ikke været muligt at finde beviser. Han er blandt andet blevet beskyldt for at have opdigtet, at han var ved Østfronten, som mange af hans bøger ellers handler om.

Samtidig er det lykkedes for ham at fremstå som en mand, der måske også var modstandsmand. I hvert fald blev han i 1947 dømt til ti års fængsel, men benådes af Kong Frederik 9. i 1949.

Men her stopper historien om Sven Hazel slet ikke. Den efterfølgende historie begynder et helt andet sted, nemlig med tidligere politibetjent, Martin Q. Magnussen, der i 2012 tager to tyveknægte på fersk gerning, mens de er i gang med at stjæle arkivalier på Rigsarkivet.

Tyveriet, der er blevet betegnet som Danmarkshistoriens største og mest omfattende, sætter en lavine afsløringer i gang.

Politiet anholder de to tyve, og i den forbindelse viser det sig, at de ligger inde med en meget stor mængde stjålne arkivalier, der alle har det til fælles, at de handler om retsopgøret med de danske nazister. Tyvene erkendte sig skyldige, og indrømmede i samme omgang, at de havde solgt en del af materialet til samlere.

De har næsten alle sammen med sikkerhed haft viden om de brutale drab på jøder og amerikanske fanger

Efterfølgende udtalte rigsarkivar Asbjørn Hellum, at alle de stjålne arkiver nu var tilbage i arkivet, hvilket langtfra var tilfældet, og samtidig blev sagen betragtet som afsluttet, og Martin Q. Magnussen blev ikke brugt som vidne i sagen.

Martin Q. Magnussen har efterfølgende gravet videre i sagen, og sammen med en række journalister, heriblandt journalist på Weekendavisen, Poul Pilgaard Johnsen, er det nu kommet frem, at de to tyve havde dybe forbindelser til en veterangruppe, bestående af danskere, der frivilligt lod sig indrullere i SS og deltog i kampene på Østfronten.

Dybere undersøgelser af de tilbageleverede arkivalier samt afsløringen af forbindelsen til veteranforeningen har medført, at tyverierne angiveligt ikke bare handlede om at sælge de stjålne sagsmapper til fanatiske samlere, men også om at få slettet de historiske spor for dem, der var medlemmer af veteranforeningen.

Martin Q. Magnussens og journalisternes granskning af de tilbageleverede arkivalier har blandt andet vist, at de anklagede under retsopgøret, efter afslutningen af krigen, i meget høj grad lykkedes med at lyve om deres erfaringer i tysk tjeneste.

De har næsten alle sammen med sikkerhed haft viden om de brutale drab på jøder og amerikanske fanger, og i nogle tilfælde har de også selv været deltagende i henrettelserne.

Det er denne side af sagen, som det i høj grad lykkedes for de anklagede at holde hemmelig, og tidligere har man i dansk historieforskning taget for gode varer, at de frivillige soldater nok har været naive, men generelt også været uvidende om tyskernes forsøg på at udrydde jøderne.

Den falske løjtnant

Faktisk er sagsmapperne med sagen mod Børge Willy Redsted Pedersen slet ikke en del af sagen om de to tyve, der har forbindelser til veteranforeningen.

Alligevel hænger opdagelsen af disse meget omfattende sagsmapper sammen med den ovenstående historie, for på en liste over de tilbageleverede arkivalier, i forbindelse med retssagen mod de to tyve, fandt Poul Pilgaard Johnsen og Martin Q. Magnussen også disse sagsmapper.

De var bare ikke blevet stjålet af de to tyve, men derimod af en tidligere ansat på Rigsarkivet. Den tidligere ansatte havde helt tilbage i 1978 stjålet de pågældende mapper, men i 2017 dukker hans kone op på arkivet med arkivkassen.

Historien om Børge Willy Redsted Pedersen er broget og mangefacetteret

Hendes mand var afgået ved døden, og hendes samvittighed bød hende, at levere dem tilbage. Tilsyneladende var hendes tidligere mand en samler, der heldigvis blot selv nød godt af arkivmappen, og altså ikke havde interesse i at sælge den videre til andre.

Det er granskningen af disse sagsakter, samt store mængder af beslaglagte papirer og dagsbogsskrifter, som Martin Q. Magnussen har gravet dybt i, og resultatet er - mildest talt - forbløffende og banebrydende.

Det er der kommet en bog ud af. Bogen titel er ’Den falske Løjtnant. Den sande historie om storstikkeren Sven Hazel’, og den er udkommet i år på Forlaget Grønningen 1.

Som en krimi

Historien om Børge Willy Redsted Pedersen er broget og mangefacetteret. Den er også temmelig kompliceret, men Martin Q. Magnussen er samtidig en rasende god historiefortæller, og man læser hans bog som en dramatisk krimi, med den forskel, at historien her altså er sand, og at den handler om rigtige, tragiske skæbner.

Allerede som helt ung er Børge Willy Redsted Pedersen fascineret af militærvæsen og uniformer. Han bliver hurtigt kriminel, og de første sager imod ham handler om løgne, hvor han har bildt andre mennesker ind, at han har deltaget i krig, og fået forskellige militære titler. Han bliver flere gange taget, iført falske eller stjålne uniformer, hvilket han også bliver straffet for.

Det viser sig også, at han faktisk var på Østfronten som soldat, men at det ikke var frivilligt, men derimod som straffet. Faktisk anvender Børge Willy Redsted Pedersen flere gange falske identiteter, og som desertør var han også i fare for at blive dømt til døden af nazisterne.

Alligevel lader han sig optage i blandt andet Hipokorpset under falsk navn, og under sin faneflugt, og her kan Martin Q. Magnussen bevise, at han har været aktiv i forbindelse med adskillige sager, hvor modstandsfolk er blevet afsløret, tortureret eller ligefrem dræbt.

Det lykkedes for Børge Willy Redsted Pedersen at vinde en hel del efterforskeres tillid

Børge Willy Redsted Pedersen bliver afsløret af nazisterne i slutningen af krigen og han fængsles, men lykkes med at flygte. Og det er ikke første gang, at han på mirakuløs vis lykkes med at flygte fra skæbnen. Den 3. juni bliver han anholdt og fængslet, og her begynder retsopgøret mod de danske kollaboratører og frivillige SS-soldater.

Det er også her, at sagen om tyverierne af arkivalierne, der blev afsløret i 2012, og som siden har fået de mange sager til at rulle, danner tråde til Børge Willy Redsted Pedersen. Man skal huske på, at efterspillet, i kølvandet på Besættelsen og krigen, var vanskeligt og nærmest umuligt.

Politiet og det danske retssystem var overbebyrdede, og mange af sagerne, der blev efterforsket samt domme, der blev stadfæstet, minder i dag nærmest om en morbid form for joke.

Martin Q. Magnussen kan i ’Den Falske Løjtnant’ bevise, at Børge Willy Redsted Pedersen, sammen med en større gruppe af fængslede nazister, heriblandt centrale personer omkring Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen, skabte løgnehistorier, der angiveligt har ført til, at nogle er blevet dømt på falsk grundlag og andre er sluppet fri.

Det lykkedes for Børge Willy Redsted Pedersen at vinde en hel del efterforskeres tillid, fordi han var villig til at stikke et utal af tidligere kolleger, og selvom han og hans venner flere gange blev taget i massive løgne, fortsatte man med at bruge ham som vidne.

Fjernet fra Mindelunden

Den nok mest spektakulære afsløring i Martin Q. Magnussens bog handler om Karl Edvard Nielsen, der har været begravet i Mindelunden, sammen med kendte modstandsfolk.

Martin Q. Magnussen har kunnet bevise, at nazisternes nedskydning af Karl Edvard Nielsen faktisk var en fejl, men det vidste man ikke efter krigen, og derfor blev han æret som modstandsmand.

I dag, grundet de nye afsløringer, er hans mindesten blevet fjernet, og man vil angiveligt også forsøge at grave ham op og fjerne hans skelet, hvis der er noget tilbage.

Børge Willy Redsted Pedersen lykkedes med at lyve over for myndighederne, og derved slap han og andre for mere hårde straffe.

Det samme har gjort sig gældende for frivillige, der deltog i krigen på Østfronten. Det er derfor, at tyverierne på Rigsarkivet hænger sammen med sagen om Sven Hazel.

Især fordi der er kommet en ekstra krølle på halen.

Krøllen på halen handler om ændring af retspraksis, som begyndte i Tyskland i 2001, kort efter det islamistiske terrorangreb i USA. På grund af terroraktionen ønskede man i Tyskland at retsforfølge en mand, der bevisligt havde deltaget i forberedelserne, men tidligere havde sådanne straffe været umulige.

I dag er han og en række journalister endnu i gang med at afsløre sagsforholdene

Det blev ændret sådan at medvirken til blandt andet terror nu blev strafbart, og dette førte til, at man efterfølgende kunne retsforfølge tyskere, der havde arbejdet i de nazistiske straffelejre under krigen.

Tidligere skulle man løfte bevisbyrden således, at det næsten var umuligt at få nogen straffet, men man har siden intensiveret jagten på tidligere forbrydere, og det har ført til en del spektakulære retssager i Tyskland.

Denne praksis har man siden også forsøgt sig med i Danmark, hvor man har rejst tiltale mod mindst to overlevende danskere, der har været delagtige i udryddelsen af jøderne.

Det er netop derfor, at sagen om de stjålne arkivalier fra Rigsarkivet er så forbandet vigtig. At det angiveligt er overlevende danskere, der har været på Østfronten, der har bestilt en hel del af disse arkiver, der handler om dem selv, er derfor blevet hyper aktuel, fordi de måske kunne være med til at begynde en retsforfølgelse af deres gøren og laden under krigen.

Det er også derfor, at Martin Q. Magnussen er vred på politiet og Rigsarkivet. Man skulle, ifølge ham, have fortsat efterforskningen, og i langt højere grad forsøgt at finde de forsvundne arkivalier, ligesom man skulle have påbegyndt en ny efterforskning af sagsmapperne.

I dag er han og en række journalister endnu i gang med at afsløre sagsforholdene, og meget tyder på, at der fremover vil blive ved med at dukke nye afsløringer af løgne op.

En skandale

Det er på mange måder en skandale, at disse sager ikke er blevet taget mere seriøst af de respektive myndigheder, for det har jo vist sig, at vi taler om store ændringer af vores opfattelse af historien.

’Den Falske Løjtnant’ er blot den sidste i en lang række af bøger, tv-programmer, artikler og podcasts, der omhandler denne skandaløse sag.

At Danmarks mest læste forfatter i nyere tid lykkedes med at spille en central rolle i retsopgøret efter krigen, via løgne og konspirationer, gør det ikke mindre interessant.

Jeg mistænker, at hans renomme som en lidt underlødig forfatter har været med til, at der på mange af landets mest fornemme kulturredaktioner har været tavshed omkring afsløringerne

Martin Q. Magnussens er forhåbentlig blevet indstillet til Cavlingprisen. At der ikke er blevet skrevet mere om hans afsløringer af forfatteren Sven Hazel, er virkelig overraskende og for undertegnede en stor skuffelse.

Sagen burde sætte de store dagblades kulturredaktører på sagen, eftersom Sven Hazel jo rent faktisk er blevet læst af et utal af danskere.

Jeg mistænker, at hans renomme som en lidt underlødig forfatter har været med til, at der på mange af landets mest fornemme kulturredaktioner har været tavshed omkring afsløringerne.

Ingen har heller orket at ændre på Wikipedias side om Sven Hazel, og man kan heller ikke læse om afsløringerne på det forlag, der står for den internationale distribution af hans bøger i dag.   

Det måske mest alvorlige problem med Sven Hazels mange, delvist selvbiografiske romaner er, at der på intet tidspunkt bliver nævnt noget om udryddelse af jøder. Martin Q. Magnussen har også kunnet påvise, at Børge Willy Redsted Pedersen var vidende om disse utallige drab.

I 2020 anmeldte redaktør på det konservative tidsskrift, Årsskriftet Critique, Christian Egander Skov, bogen ’De forsvundne nazidokumenter’. Bogen er skrevet af Martin Q. Magnussen og Christian Egander Skovs anmeldelse kunne man læse i Kristeligt Dagblad.

Christian Egander Skov kritiserer bogen for at være for spekulativ, og han mener, at Martin Q. Magnussen spage forsøg på at grave ned i historierne om de frivillige SS-soldater på Østfronten, er faldet uheldigt ud.

Hvordan Christian Egander Skov i dag forholder sig til de mange, stærke afsløringer, skal jeg ikke kunne sige noget om, men i hvert fald bør vi alle være taknemmelige for, at Martin Q. Magnussen og andre, ligesindede har forsat granskningen af de tilbageleverede arkivalier.

De er med til at rette op på vigtige dele af Danmarkshistorien, der tidligere har været omtåget af løgne.

Martin Q. Magnussen: ’Den falske løjtnant. Den sande historie om storstikkeren Sven Hazel’. Forlaget Grønningen 1, 2023.