S-legende, K-profil, V-koryfæ og SF-nestor. Betegnelserne er mange, når mere eller mindre prominente partimedlemmer udtaler sig om alverdens – særligt partikritiske – ting. Men hvad dækker de forskellige betegnelser over? Hvornår stiger man på ranglisten, og hvem er i hvilke kategorier?

Politiker
Politiker er det laveste trin på skalaen. Det betyder reelt set blot at du er i stand til at betale dit kontingent.

Oftest dækker den over almindelige mennesker, der enten blot er medlem af et parti eller engang har været stillet op for et parti – uden at blive valgt. Den vil oftest blive brugt, hvis du har skrevet noget fjol på Facebook eller gjort et eller andet opsigtsvækkende eller kriminelt, som ikke helt er stærkt nok til at bære nyhedens interesse i sig selv.

Det er dog en rimelig flydende kategori som også tæller lokale byrådsmedlemmer eller menige ordførere i folketinget. Det afgørende er, at hverken journalisten eller læserne nogensinde har hørt om dig før.

I denne kategori fandt man blandt andet mediepersonligheden Nikita Klæstrup, lokale kredsformænd og byrådsmedlemmer, som er kommet på kant med partiet.

Medlem
Tillykke, du er nu blevet valgt for noget og stiger fra politiker til medlem i mediernes anseelse. Det er ikke længere nødvendigt at bilde læserne ind, at du er politiker, for du har faktisk en titel, der afslører det. Du er officielt en del af holdet.

Betegnelsen medlem kan bruges på alt fra menige byrådsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer til folketingsmedlemmer.

Profil
Se, nu begynder det at ligne noget. Du er nu et af dit partis profiler.

At være profil betyder, at du markant og bemærkelsesværdig person og det hæver sig op over politiker og medlem.

Du er formentlig en man har hørt om i medierne før, en ung fremadstormende ordfører eller en person lige under partiets absolutte top.

I den kategori finder man socialdemokrater som Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Hummelgaard, Venstre-folk som Jan E. Jørgensen og Jakob Engel-Schmidt og SF’ere som Lisbeth Bech Poulsen og Jakob Mark.

Komet
Så for pokker, nu gik det galt.

At være politisk komet er sjældent noget godt. Det er oftest en betegnelse man bruger om unge politikere, der er steget hurtigt i graderne, men som nu er endt i en eller anden sag. Og som kometer i virkeligheden, så lyser den kun kort op på stjernehimlen, inden den forsvinder ud i glemslen.

Blandt andet var Fredericias borgmester Thomas Banke en komet.

Fulde navn
Du begynder nu at kunne bade dig i blitzlysenes skær. Din berømmelse er stor. Folk ved, hvem du er. Landets journalister eller kommentatorer behøver ikke længere præsentere dig. Dit navn er nok. Husk til gengæld, at du ikke længere kan cykle over for rødt. Eller suse frem, når de åbner en ny kasse i Netto, når du står bagest i køen. Appearance, min ven. Appearance.

Det er i denne kategori, vi finder folk som Søren Pind, Søren Pape, Simon Emil Ammitzbøll og Nicolai Wammen.

Fornavn
”Du gjorde det!”.

Ingen behov for nærmere præstation af politikeren, ikke engang dit fulde navn er nødvendigt. Uanset om det er Mette, Helle eller Zenia, så ved vi godt hvem det er der er tale om. Hvis du har et meget almindeligt fornavn men til gengæld et særligt efternavn, kan de også bruge det i stedet. Løkke eller Sass som eksempler. Hvis en overskrift blot indeholder dit navn, så har det endelig slået dig selv fast i politik.

Kronprins/kronprinsesse
Nu går det til gengæld galt. Du er kommet helt op i toppen af partihierakiet og har måske en chance for at blive partiformand en dag. Desværre kom du, eller dine allierede, til at tale over sig, og derfor bliver du nu udråbt til dit partis kommende leder. At blive udråbt til dit partis kommende leder er lidt som at blive ”friendzoned” af hende den lækre fra parallelklassen: Du har simpelthen været omkring for længe til, at det nogensinde kommer til at ske. Eksempler på kronprins(ess)er er Rasmus Jarlov, Kristian Jensen og alle unge (og yngre) socialdemokrater fra slut-90’erne.

Legende
At være en legende lyder umiddelbart flot, men det er ofte en titel som dækker over, at en tidligere profil blot er blevet gammel og ikke længere har en tillidspost.

Blandt legenderne finder man blandt andet folk som tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo og tidligere indenrigsminister Britta Schall-Holberg, hos Socialdemokratiet er blandt tidligere Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen og tidligere arbejdsminister Jytte Andersen blevet legender, mens den eneste kendte konservative legende er Per Stig Møller.

Koryfæ
Grænsen mellem at være koryfæ og legende er flydende. Koryfæerne plejer dog at have haft lange og toneangivende karrierer i deres partier, hvorimod legenderne også kan inkludere dem der blot er blevet gamle.

Et koryfæ er en person ”der i kraft af sit virke, sin karriere m.m. har opnået en toneangivende eller meget anset position, eller som fremstår som foregangsmand”.

I denne kategori finder kan man blandt andet finde folk som DF’s Søren Krarup, den konservative Henning Dyremose eller hos Venstre har man koryfæer som Uffe Ellemann-Jensen.

Nestor
En nestor er ifølge ordbogen ”den ældste og mest erfarne person i en organisation, branche eller forsamling”.

Nestor er den mest eksklusive betegnelse man kan få. Det er få politikere forundt at få prædikatet nestor. Det kræver nemlig, at man bruger et helt liv i politik at blive nestor. Så har man til gengæld også ret (og nærmest pligt, mener mange selv) til at udtale sig autoritativt om alt, der foregår i ens gamle parti.

Der har været ganske få af dem, den mest kendte er SF’s Aage Frandsen, som i mange år var partiets nestor. Men også Socialdemokratiets Mogens Lykketoft er blevet nestor, og Venstre har hele to nestorer, nemlig Claus Hjort Frederiksen og Bertel Haarder.

Det eneste problem ved at være nestor, er at man ikke kan komme højere op på skalaen og, at det næste skridt er, at journalisterne offentliggør din nekrolog.