”Hele valgkampen i 2015 var reelt baseret på fup. Det lyder voldsomt. Men det er det også. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen blev konstant konfronteret med de lave væksttal, og alle deres politiske udspil tog udgangspunkt i statistik, der nu viser sig at være skrupforkert - ikke bare lidt forkert, men helt skrupforkert,” skriver kommentator Mikael Kristiansen i et blogindlæg på TV2’s hjemmeside med overskriften ”Afgjorde fake news det danske valg?”

Der var ikke tale om ’fake news’. Der sad ikke folk i Montenegro og lavede historier om forkerte BNP-tal for at få kliks på deres hjemmeside. Og der er formentlig ingen i Danmarks Statistik der i ond tro har siddet og tilbageholdt oplysninger om landets økonomi for at skade Thorning genvalgschancer. Man er såmænd blot blevet bedre til at regne.

Den politiske diskussion foregik på det bedste statistiske grundlag der var tilstede på det tidspunkt. At kalde det ”fake news” svarer lidt til at brokke sig over manglende behandling med penicillin under første verdenskrig.

Havde det ændret partiernes kampagne?
Det er selvfølgelig en "hvad nu hvis"-diskussion, som er svært at sætte facit-streg under. Men jeg tvivler stærkt på at det havde gjort en afgørende forskel.

De nye tal havde næppe ændret partiernes strategier fundamentalt. Socialdemokraterne (som de kaldte sig dengang) gik til valg på to ting, dels de gode økonomiske resultater, dels usikkerheden ved at overlade magten til Lars Løkke Rasmussen/Venstre.

Partiet fremhævede i opslag på Facebook, at arbejdsløsheden var faldet, krisen var lagt bag os og at der var styr på de offentlige finanser. Og man var således ikke tynget af væksten kunne have været højere.

Eksempel 1: Det kom flere i arbejde:

Eksempel 2: Pas på Løkke:

Ser man tilsvarende på Venstre, så er den lave vækst ikke engang et særlig centralt argument i valgkampen. Med risiko for at jeg kan have overset noget, så finder jeg kan et opslag fra Venstre der specifikt retter denne kritik - og det er ikke engang fra valgkampen, men fra januar 2015.

Jeg synes på den baggrund, at Mikael Kristiansen glemmer, at valgkampen også handlede om mere end blot enkelte økonomiske nøgletal. Venstres ide om et kontanthjælpsloft fyldte meget og det samme gjorde udlændingepolitikken og diskussionen om brugerbetaling i sundhedsvæsnet.

Det er også svært at forestille sig, at tallene havde ændret noget for Venstre og den øvrige opposition. De havde formentlig holdt fast i, at deres politik ville føre til endnu højere vækst, uanset hvad.

At tro at vækstprocent og BNP-tal i sig selv er noget der flytter vælgere, finder jeg usandsynligt. Jeg har været aktiv i politik i godt 20 år og har endnu til gode at være til en familiekomsammen, hvor nogen har sagt. ”Du er socialdemokrat, det er fint nok. Kunne I så ikke gøre noget ved BNP-tallene, så kunne jeg overveje at stemme på jer.”.

Det folk interesserer sig for, er om de selv og dem de kender kommer i arbejde, om den lokale fabrik hyrer eller fyrer eller om de kan få solgt deres hus til mere end det de købte for. Ting der er håndgribelige.

Thorning ville have haft de samme penge til rådighed
For selv om Danmark overordnet set er blevet lidt rigere, så er det ikke noget statskassen bliver mere fyldt af. Og derfor er det økonomiske råderum, som politikerne havde at gøre godt med også nogenlunde uændret, og ligger fast omkring de 39 milliarder.

Og selv den daværende regering havde fundet en milliard eller to mere et sted, så er det spørgsmålet om fordelingen af den den slags fiktive milliardbeløb engang ude i fremtiden, overhovedet kan flytte noget i vælgernes hoveder. Og havde man ændret råderummet fra 39 milliarder til eksempelvis 42 milliarder, så ville Venstre jo også tilsvarende have haft flere penge at love velfærd og skattelettelser med. Så der har Socialdemokratiet ikke mistet en fordel.

Derudover er debatten om vækst og eventuelle væksttiltag jo ikke udelukkende en negativ dagsorden for Socialdemokratiet. Når de borgerlige og deres tænketanke, brugte de lave væksttal til at argumentere for, i befolkningen upopulære synspunkter, som eksempel lavere topskat eller velfærdsreformer, var det også en mulighed for Socialdemokraterne for at fremstå mere ”in sync” med egne vælgere.

Kun et argument forsvinder
Mikael Kristiansen har dog en pointe i forhold til valgkampen, som måske kunne have været anderledes, nemlig spørgsmålet om væksten i det offentlige forbrug.

Venstre hævede i valgkampen, at der nærmest blev ført nulvækst i den offentlige sektor i de fire år under Thorning, og at det derfor var hyklerisk, når Socialdemokratiet beskyldte Venstre for at ville spare på den offentlige velfærd.

Venstre argument havde de nye tal fra Danmarks Statistik i hvert fald gennemhullet godt og grundigt, men havde det virkelig været nok til at flytte vælgere.

Resultatet af folketingsvalget var, at Socialdemokratiet gik en lille smule frem med tre mandater, mens de partier som mente at der var et problem med væksten og som ønskede sig markante økonomiske reformer, der vil sige Venstre, Liberal Alliance, Konservative og de radikale, sammenlagt gik tilbage med 20 mandater.

Måske fordi vælgerne - langt væk fra statistikkerne - allerede havde opdaget, at det egentlig gik ret godt i Danmark. Så jeg mener ikke, at 'fake news' afgjorde valget.
David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.