Konservative sejrede i Saarland

Weekendens delstatsvalg i Tyskland blev en opmuntrende affære for Merkels konservative partifæller. Socialdemokraterne holdt skansen.
Den konservative ministerpræsident Annegret Kramp-Karrenbauer (billedet) og hendes CDU-parti fik et fremragende valg, Socialdemokraterne i SPD holdt skansen, venstrefløjspartiet Die Linke gik tilbage og højrepopulisterne i AfD kom ind. Det blev resultatet af delstatsvalget i Saarland søndag, hvor kun fire partier deler de 51 mandater.

wahlbanner-135-_v-videowebl

 

Grafik fra tagesschau.de.

Valget er det første siden Martin Schulz tog over som partiformand og spidskandidat og han har givet partiet masser af medvind i målingerne på landsplan. Det var derfor ventet, at de gode meningsmålinger kunne overføres til delstatsvalget. Det kunne det ikke og efterfølgende havde SPD-folkene i Berlin travlt med at udlægge valgresultatet som meget lokalt.

Venstrefløjspartiet Die Linke, som er stiftet af den tidligere socialdemokrat Oscar Lafontaine, der selv er fra Saarland, fik sit dårligste valg siden partiet kom ind i landdagen i 2009.

Schulz-toget kørte af sporet
Det der i de tyske medier er blevet betegnet som ”Schulz-zug”, Schulz-toget, blev i første omgang ikke til noget. SPD og spidskandidat Anke Rehlinger endte på samme mandattal som sidst, selvom meningsmålingerne inden valget havde vist dødt løb mellem CDU og SPD.

Selv prøvede Martin Schulz at underspille at der skulle være tale om en "Schulz-effekt": "Hvis den eksisterer, så betyder det, at valgdeltagelsen stiger med ti procent," sagde han efter valget.

SPD havde i valgkampen sendt signaler om, at man var klar til at droppe den store koalition med CDU til fordel for en med Die Linke, men det bliver ikke til noget nu. De to røde partier har kun fået 24 mandater og der skal 26 til et flertal. Og det har kun CDU og SPD tilsammen.

Delstatsvalget betød også at Piratpartiet, internetpartiet som overraskende kom ind ved valget i 2012, ikke fik fem nye år i delstatsparlamentet i Saarbrucken. Piraterne gik 6,7 procent tilbage og mistede alle fire mandater. Også De Grønne gik tilbage og missede spærregrænsen på fem procent, hvilket betød at partiets spidskandidat  mens det liberale FDP heller ikke i denne omgang kom ind.

Saarland er med sin knap en million indbyggere den næstmindste af de 16 tyske deltater (kun Bremen er mindre) og det er derfor begrænset hvor meget landspolitisk man kan lægge i resultatet.

Det næste tyske delstatsvalg er i Slesvig-Holsten den 7. maj, hvor 2,3 millioner vælgere får mulighed for at stemme om hvem der skal repræsentere dem i landdagen i Kiel.

Det er dog ugen efter, at det for alvor bliver interessant, for den 14. maj skal 13 millioner vælgere i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen til stemmeurnerne. Et valg som i høj grad vil give et fingerpeg om hvilken vej de politiske vinde blæser inden imod valget til Bundestagen i september.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook