Det er ikke noget som politiske aftaler, der kan optegne forskellene i dansk politik. Den nye aftale om boligskatten udstiller dem der tager ansvar versus dem der sidder på hænderne; dem der kæmper for hvert eneste fremskridt versus dem stadig venter på revolutionens komme; dem der bekymre sig om almindelige mennesker versus dem er optræder ude af trit med virkeligheden.

Det er de drømmende utopister versus de idealistiske pragmatikere.

En bragede rød succes
Den endelige aftale om boligskatten var langt fra en perfekt aftale. Og det blev aldrig en aftale, som er opvokset i Socialdemokratiets baghave. Meget kunne med socialdemokratiske briller have været bedre. Men når Socialdemokratiet alligevel engagerer sig og tager medansvar, så handler det om at skabe resultater for almindelige mennesker. Rykke hegnspæle i den rigtige retning.

Og hvis man kigger på den endelige aftale og holder den op overfor VLAK-regeringens første udkast, så er der tale om en bragende rød succes. Den socialdemokratiske pragtisme og forhandlingsvilje har sikret, at:

1) Man fik afviklet Anders Foghs samfundsøkonomisk-katastrofe af et boligskattestop
2) Man sikrede fastholdelse af en højere beskatning på de dyreste boliger (det såkaldte millionær-knæk),
3) Man fik indført en indirekte avancebeskatning ved salg af boliger
4) Man fik afværget den bebudede fastfrysning af grundskylden på ejerboliger
5) Man sikrede et loft over huslejestigninger for lejerne

Hvis man ikke kan se det positive i disse markante forbedringer, så må man næsten kunne betegnes som menneskefjendsk.

Hvis man kigger alene på opgøret med skattestoppet og indførelse af avancebeskatningen, så sikrede aftalen hak ud for nogle af de allervæsentlige mål, som rød blok har haft det sidste årti.

Det er små sejre, der gavner de mindste bemidlede, sikrer langt bedre vilkår i provinsen, betyder markant lavere skattelettelser til de rigeste og en ny begyndelse, hvor alle danskere igen vil blive beskattet af deres stigende boligpriser. Og sidst men ikke mindst, så skaber det privat- og samfundsøkonomisk tryghed.

Hvis man ikke kan se det positive i disse markante forbedringer, så må man næsten kunne betegnes som menneskefjendsk.

Enhedslisten på jagt efter billige Facebook-point
Alligevel kan jeg sagtens forstå at Christiansborg-logikken kicker ind for partierne udenfor aftalen. Jeg kan sagtens se, at der er gode forargelses-point at hente på Facebook, når Enhedslisten blæser til angreb på Socialdemokratiet.

Det er en nem måde at gøre Ø-hoserne grønne på. På samme måde giver det også taktisk mening, når Ø-fortroppen betvivler finansieringen i skatteaftalen. Det alt sammen noget Enhedslisten kan score billige point på.

Der er gode forargelses-point at hente på Facebook, når Enhedslisten blæser til angreb på S

Men på trods af billige pointe, så er det skræmmende at se, hvor svært det er for Enhedslisten at indrømme, at Socialdemokratiets bidrag til den nye skatteaftale har skabt afgørende resultater og sikret en aftale, hvor langt de fleste af politiske tidsler er fjernet.

Forklaringen skal nok findes et sted dybt i Enhedslistens DNA. Her venter partiet for det første stadig på den endelige socialistiske revolution, som skal omstyrte samfundet og gøre alle utopier til virkeligheden. Og for det andet, så optræder Enhedslisten som et socialistisk nicheparti – der i modsætning til de bredt forankrede folkepartier - stadig tillader sig at være pisse-lige-glade med ting som den generelle tryghed på boligmarkedet og den betydning en mere stabil prisudvikling på boligmarkedet har.

De dyrker uansvarlighedens privilegier.

Ren mavefornemmelse gør politik menneskefjendsk
Der ingen tvivl om at Enhedslisten har kronede dage, når de kan snylte på de andres politiske partiers ansvarlighed, når de aldrig går på kompromis med deres utopiske idealer og når de hoverende kan slå ned på andre fra deres høje moralske hest.

De politiske hjul ville ganske enkelt stoppe hvis alle partier gjorde som Enhedslisten

Det er bare ikke sådan politik fungerer. De politiske hjul ville ganske enkelt stoppe, hvis alle partier gjorde som Enhedslisten og lod mavefornemmelsen diktere at man for fin til en ny skatteaftale.

Der brug for politiske partier, der ikke er bange for stikke hænderne ned i mulden, der ikke er bange for det pragmatiske kompromis og der er villige til at påtage sig ansvaret når det gælder. I politik skal både de små og store sejre tælle.

Hvis det handler mere om mavefornemmelse og ren moral end det gør om at skabe resultater for almindelige mennesker, så bliver politikken nærmest menneskefjendsk.

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio