For mange socialdemokratiske partimedlemmer står DF som et populistisk fremmedfjendsk og nationalistisk parti, som S ikke har værdier fælles med.

I deres øjne er DF´s enkle fortælling om, at der eksisterer et eller andet lykkeland, som vi kan vende tilbage til, og deres grundopfattelse af, at udlandet og hvad der kommer derfra er ondt og skal holdes på afstand, usympatisk og urealistisk. Disse medlemmer af Socialdemokratiet anser de Radikale som Socialdemokratiets naturlige værdipartner.

Radikale har gjort økonomernes regneark til deres partiprogram

Men vi er andre socialdemokrater, der ikke oplever R som et parti med støre værdifælleskab med S. Efter vores opfattelse har R gjort økonomernes regneark til deres partiprogram, så almindelige mennesker bliver reduceret til arbejdskraft (på moderne new-speak: arbejdsudbud), væksten bliver et mål i sig selv og derfor skal der importeres udenlandsk arbejdskraft uden hensyn til social dumping.

Derudover skal Danmark være åbent for alle, der banker på, uanset om de har integrationsmuligheder.

I 00-erne sagde Claus Hjort Frederiksen, at han havde et værdifællesskab med DF. For nylig har Henrik Sass Larsen peget på, at hans værdifællesskab er større med DF end med R. Men hvad betyder ”politisk værdifællesskab” egentlig?

Ser vi på de politiske budskaber og faktiske handlinger fra partierne S, R og DF og holder dem op mod deres vælgeres reelle interesser og bagrunde, kan vi tegne et billede af det, jeg vil kalde politiske værdifællesskaber.

I en række sager har S og DF stået sammen

Lad os starte med at se på et par afgørende politiske handlinger fra de seneste år. I det største angreb på almindelig danskeres tryghed i dette århundrede har R og DF stået sammen (sammen med V, K og LA): Den de facto afskaffelse af efterlønnen og udsmidning af 50.000 fra a-kasseforsikring uden at stille med anden tryghed for nedslidte arbejdere.

S lod sig så presse til at gå med på aftalen, da der forhandledes regeringsgrundlag i det sorte tårn i 2011. De står derfor alle i utrygge vælgeres øjne som lige gode i dette spil.

R har støttet VLAK-regeringens forsøgt på at hæve pensionsalderen. Dette er afværget af S og DF

I år har vi set, at R har støttet VLAK-regeringens forsøgt på at hæve pensionsalderen. Dette er afværget af S og DF, der har haft et tæt samarbejde i denne sag.

På det udlændingepolitiske område har R stået sammen med venstrefløjen på en i princippet ubegrænset åbning af grænserne for enhver, der krævede asyl og for en hel masse migranter, der ikke havde ret til asyl. Her har S nærmet sig den mere restriktive holdning, som V og DF længe har haft til åbning af grænserne for alt for mange, som vi ikke har udsigt til at få integreret.

I forhold til social dumping har R stået sammen med de borgerlige partier f.eks. i spørgsmål om indtægtsgrænser for tredjelandes-borgeres ret til at komme til Danmark og arbejde og for åbning for karbotage-kørsel. Her har S og DF kæmpet imod.

Disse eksempler viser ikke noget større værdifællesskab mellem partierne S og R end mellem partierne S og DF. Tværtimod.

”De rodfæstede” versus ”De forfløjne”

International har vi set, hvordan vælgerne har forladt de gamle partier, fordi de har mistet tilliden til dem. Store vælgergrupper har oplevet faldende tryghed og stagnerende eller faldende reallønninger. De har set nye ”eliter” af veluddannede grupper tage den politiske magt og de økonomiske gevinster. I Danmark har Socialdemokratiet reageret på disse tendenser.

I andre lande har socialdemokratierne ignoreret signalerne. Med katastrofale følger. I Frankrig er Socialistpartiet udslettet, i Holland fik Arbejderpartiet 7 procent af stemmerne ved det seneste valg.

Nye ”eliter” af veluddannede grupper tage den politiske magt og de økonomiske gevinster

Spørgsmålet er imidlertid, om det giver særlig stor mening at tale om værdifællesskaber mellem partier. Partierne er jo den organiserede politiske samling af interessevaretagelsen for en mere eller mindre homogen gruppe af medlemmer, som udgør 4 procent af vælgerne. Når vi taler om politiske værdifællesskaber giver det derfor mere mening at se på værdifællesskaberne hos partiernes vælgere.

I denne sammenhæng er det også interessant at notere sig forskellene i værdier mellem et partis medlemmer og dets vælgere. Her er det klart, at medlemmerne vil udgøre en mere idealistisk og ideologisk gruppe end vælgerne. På det operative plan er det helt afgjort vælgerne, der er partiernes egentlige målgrupper, som man må arbejde på at fastholde og tiltrække.

Utryghed og frygt for globaliseringens virkninger i hverdagen

David Goodhart's "The Road to Somewhere (2017)" byder på gode analyser af grundene til, at de gamle partiers kernevælgere stemmer på populistiske partier. Hovedårsagerne ligger i utryghed og frygt for globaliseringens virkninger i hverdagen.

David Goodhard opdeler vælgerne i to hovedgruppe: ”Somewheres”, der er de mange (mere end 2/3) som er rodfæstede i den egn, de er vokset op i og ikke har flyttet sig mere end 20 miles (32 km) fra opvækststedet og ”Anywheres” (højest 1/4), som er en globaliseringsglad gruppe uden rod i nogen hjemstavn, men har hele verden som deres hjemsted – og dermed finder sig til pas hvorsomhelst. ”Somewheres” og ”Anywheres” er et fint ordspil på engelsk, men svært at oversætte til dansk.

Jeg vil dog på dansk vove et øje og kalde dem ”De rodfæstede” og ”De forfløjne”.

Størst værdifællesskab mellem S og DF

Mange af dem, der i dette nye værdispil føler sig som tabere, bliver nemt ofre for populister og andre med lette svar på svære spørgsmål. Og populismen og de lette svar findes på både højrefløjen og venstrefløjen. Så de realpolitiske partier på midten må derfor kæmpe om frafaldne vælgere i begge retninger.

S og DF vælgerne langt mere ligner hinanden end de ligner R´s vælgere

Når vi ser på de danske vælgeres værdier, er det tydeligt – og har været det længe – at de socialdemokratiske vælgere har større fælles værdier med DF vælgerne end med R-vælgerne. Allerede i de Minerva-analyser, der kom i slutningen af 90-erne, sås det tydeligt på Minervas værdianalysesystemer, at socialdemokratiske vælgere lå nær midten i værdicirklen, hvilket viste, at de havde værdier i alle retninger mod de andre partier, der lå i forskellige retninger længere ude i periferien i diagrammerne. Tættest på lå DF-vælgerne, lidt længere borte C og V og længst borte lå SF og helt ude lå R.

Ser vi så på værdierne hos de danske partiers vælgere, viser Minervamodellen fra 90-erne og flere senere værdianalyser, bl.a. Peter Gundelachs ”Små og store forandringer - Danskernes værdier siden 1981” fra 2011 et langt større værdifællesskab mellem S og DF vælgerne end mellem S og R vælgerne og med V-vælgerne et sted derimellem. Og det er vel ikke så underligt, da S og DF vælgerne langt mere ligner hinanden end de ligner R´s vælgere.

Vælgernes baggrund taler således et tydeligt sprog om, at S og DF vælgerne har langt større grund til at føle sig utrygge, når politikerne går ”reform amok”, som Thorning pralede med at gøre under indtryk af de Radikales fede fingeraftryk på hendes regeringsgrundlag.

Det nye værdiskifte

Disse analyser dannede baggrund for bogen ”Det nye systemskifte” fra 2002, skrevet af Christine Antorini, Lars Goldschmidt og Henrik Dahl – sidstnævnte er i dag MF for LA og stod i slutningen af 90-erne for udviklingen af A C Nielsens Minerva-analysemodeller.

I denne bog bruger forfatterne analyserne af vælgernes værdier til at konkludere, at de gamle partier alle var i uoverensstemmelse med store dele af deres vælgere.

På den baggrund foreslog de at bryde de gamle partiers vælgergrupper op og samle dem i fem nye partier: Hjemstavnspartiet, Nejpartiet, Moralsk Folkeparti, Virtuelt Folkeparti og Markedspartiet. Sådan kom det – heldigvis – ikke til at gå, selv om man måske nok genkender et par af deres forslag i LA og AL. Til skræk og advarsel!

Denne udvikling har ført til en vælgerbytte-dyst mellem partierne

Denne udvikling har ført til en vælgerbytte-dyst mellem partierne. S har indtaget en del af værdierne på udlændingeområdet fra DF. DF har (især efter hamskiftet fra Fremskridtspartiet) på en række områder skiftet deres oprindelige skattenægter-værdier ud med en økonomisk politik og velfærdspolitik, der meget ligner den socialdemokratiske politik.

Med disse strategier har de tre partier kæmpet om at rykke hinandens vælgere over til sig, og især DF, men også V, har et stort vælgerkontingent af tidligere S-vælgere. Så i stedet for et værdiopgør med DF, bør vi arbejde på at forstå, hvorfor de har kunnet suge så mange S-vælgere til sig.

Om det giver mening at tale om partiers værdifællesskab, kan være en smagssag. Men hvis man vil lege med på den ide, er det da helt tydeligt, at S og DF vælgerne står hinanden langt nærmere, end S og R vælgerne gør.