Annonce

3F dokumentar: Bekæmp social dumping som ukrudt

Dokumentaren ’Motorvejens Slaver’ minder os om svinestregerne fra Kurt Beier A/S, nedværdigende behandling af filippinere og de ringe vilkår i transportbranchen
Siden Fagbladet 3F i efteråret 2018 afslørede en slumlejr for udenlandske chauffører ved Padborg, så har både filipenere og Kurt Beier Transport A/S været underlagt massive interesse fra medierne. I hvertfald for en periode.

placeholder

Men der god grund til aldrig at glemme, hvordan de filippinske og srilankanske chauffører boede under kummerlige forhold og arbejdede til en ussel løn til 15-20 kroner i timen. Den historie forsøger 3F med den vellykkede dokumentar "Motorvejens Slaver" at indprente i vores kollektive hukommelse.

Filippinerne siger selv fra overfor arbejdsvilkår i Danmark

Filmen er velproduceret, billederne fra slumlejren gør indtryk og de mange interviews med filippinske arbejdere slår fede streger under globaliseringens skyggesider.

3F dokumentaren trækker på en lang række forskellige indslag med stillbilleder, smartphone-optagelser, arbejder-interviews, billeder fra lastbilerne på hovedvejen og en række samtaler med EU-kommissær Margrethe Vestager, Jan Villadsen fra 3F og folketingspolitikere som Rasmus Prehn (S) og Karsten Hønge (SF). Det giver et overbevisende og lærerigt indblik.

Det er borgere og myndigheder i et fattigt uland, som selv afviser de vilkår, som deres landsmænd tilbydes i velfærdssaten Danmark.

Særligt de direkte interviews med filippinerne selv og ikke mindst et besøg i den filippinske hovedstad Manilla, giver ny viden. Både politikere og myndigheder i filippinerne har i ren vantro over behandlingen af deres landsmænd i Danmark, slået hælene i. Således er både Kurt Beier Transport A/S og dennes datterselskabet blevet blacklisted og kan ikke længere få tilladelse til at modtage filippinske arbejdskraft.

Dokumentarfilmen viser, at det ikke bare er forkælede danskere, der har ondt af nogle forsømte arbejdere. Det er faktisk borgere og myndigheder i et fattigt uland, som Filippinerne, der selv afviser de vilkår, som deres landsmænd tilbydesi velfærdssaten Danmark.

Skurkene glimrer ved deres fravær

Filmen absolutte svaghed, som måske understreger dens vigtighed, er, at ingen af de ansvarlige har haft modet til at stille op. Hverken Kurt Beier Transport A/S, der bærer hovedskylden, den danske regering, der har skåret på kontrollen med social dumping, eller de øvrige arbejdsgivere stiller op i filmen. Der er afbud fra ansvarshaverne! 

Der er afbud fra ansvarshaverne

Det giver et noget ensidigt perspektiv, men det bekræfter også, at dem, der profiterer på den sociale dumping, helst vil leve en stille tilværelse i skyggen. At få den sociale dumping ud af mørket og frem i lyset er filmens vigtigste rolle og filippinernes største heltedåd.

Filippinerne gik imod deres profithungrende arbejdsgivere og risikere job og penge til deres familier for at kaste lyd på det, der ikke tåler solens stråler.

S-politiker: Vi må vænne os til at skrue bissen på fremover

Efter fremvisningen af den nyproducerede dokumentarfilm ’Motorvejens Slaver’, havde 3F indbudt til politisk debat, hvor indtrykkene blev fordøjet og de tiltrængte løsninger diskuteret.

Det var Mattias Tesfaye (S), Bergur Løkke Rasmussen (V), Erik Østergaard fra arbejdsgiverforeningen DTL og formand for 3F transport, Jan Villadsen, der ført an i en samtale, der kan opsummeres i en catch-frase fra filmen, hvor Karsten Hønge (SF) beskriver social dumping som ukrudtet i forårsvarmen, der spirer over alt og hele tiden skal holdes nede med lugejernet.

Det er sgu ikke den verden, som jeg gerne vil leve i

Panelets reaktioner handlede i høj grad om behovet for kontrol og ressourcer til at holde øje med det vildtvoksende ukrudt. Fra Jan Villadsen var reaktionen, at det gjorde indtryk, når filippinernes selv sagde klart fra overfor de danske arbejdsvilkår. Samtidig fastslog 3F’eren, at den virkelighed, som filmen afslører, er nedslående: ”Det er sgu ikke den verden, som jeg gerne vil leve i”.

Her stemte Mattias Tesfaye i ved at beskrive filmen som et blik ud i fremtiden, som vi for enhver pris skal undgå, hvorfor han også slog fast, at vi fremover skal være mindre blåøjede i Danmark: ”Vi må vænne os til at skrue bissen på fremover. Det gælder både Arbejdstilsynet, Udlændingestyrelse, Skat og andre statslige myndigheder.”

Brancheorganisation: Brug for ekstrem stram lovgivning

3F og Jan Villadsen har været toneangivende i kampen mod netop social dumping, hvor de har lagt massivt pres på både Christiansborg og Bruxelles. Men her har de også fået opbakning fra branche og arbejdsgiverforeningen DTL, hvor direktør Erik Østergaard også havde et klar budskab til politikere og myndigheder: 

”Det er kynisk spekulation i at hente billig arbejdskraft fra den anden side af jordkloden. Det startede med Tyskland, så åbnede vi op for de østeuropæiske lande og når de lande er tømt for billig arbejdskraft, så går turen videre til lande som Hviderusland og Filippinerne. Der bliver nødt til at være noget ekstrem stram lovgivning. Og samtidig skal myndighederne have den nødvendige kontrol.”

Det er kynisk spekulation i at hente billig arbejdskraft fra den anden side af jordkloden

Filmens og debattens hovedpersoner ville uden tvivl være enige om kontrol-budskabet, selvom man stadig må forvente, at Kurt Beier Transport A/S og de andre brodne kar gør hvad de kan for at finde smuthuller i lovgivning, så kan høste profit fra deres stille tilværelse i skyggen.   

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet