På den politiske dagsorden står der stadig besparelser og nedskæringer
FOAs medlemmer oplever sammen med andre faggrupper, at de må udføre deres arbejde på en måde, som de ikke fagligt kan stå inde for og i nogle tilfælde betegnes som omsorgssvigt. De er belastede af omstruktureringer, topstyrede projekter, højt arbejdspres, manglende indflydelse på eget arbejde, meningsløse registreringer, frygten for at lave fejl eller for konsekvenserne ved at fortælle om problemer med kvaliteten eller arbejdsmiljøet.
Det er vel ikke for meget forlangt, at de medarbejdere, der tilvejebringer velfærden, skal kunne gøre et fagligt og menneskeligt ”godt stykke arbejde” gennem hele arbejdslivet uden at blive nedslidt, udbrændt eller syg.
Når flere bliver ansat i vikarjob, som timelønnede, lave deltidsbrøker, ja sågar frivilligt arbejde er kommet på arbejdsplanen, så står arbejdsgiverne med en række fordele de skal ikke betale løn under sygdom, de skal ikke betale for overarbejde, de får billigere arbejdskraft etc. Det tegner et billede af woorking poor.
For de ansatte har det store økonomiske konsekvenser. Det har konsekvenser for dagpenge, barsels dagpenge, sygedagpenge, ustabil indtægt, lavere eller måske slet ingen pensionsindbetaling og svækkede rettigheder.
Der skal være tryghed i ansættelsen. Der skal være en løn til at leve af
Det er ikke sådan fremtidens arbejdsmarked i Danmark skal se ud. Der skal være tryghed i ansættelsen (også når man bruger sin ytringsfrihed). Der skal være en løn til at leve af. Der skal være gode arbejdsmarkedspensioner. Der skal være et sikkerhedsnet, der griber dem, der enten har mistet jobbet eller af andre grunde ikke længere kan være til rådighed på arbejdsmarkedet.
Vi skal behandle mennesker ordentligt.
Indenfor de næste 6 uger skal vi nemlig have valg. Men et valg alene kan ikke ændre på tingene. Vi skal være med til det. Præcis som Carl Scharnberg formulerede i det i et af sine mange berømte citater: "Det nye sker, når den, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig".
Det nye sker, når vi blander os
Vi oplever borgergrupper, der går sami men om at kræve bedre ældrepleje, forældre der stimler sammen til demonstrationer for bedre vilkår for vores børn, mobiliseringen af hundredtusindvis af danskere under overenskomstforhandlingerne i 2018, titusindvis af unge der går på gaden for klimakampen.
Det nye sker, når vi blander os.
Med fællesskabets styrke, så kan vi meget mere, end vi selv tror. ”Nok er nok” var ikke kun et OK18 statement, og det er langt fra lagt på hylden. Vi har meget mere at kæmpe for. Det gør vi med fællesskabets mobiliseret styrke i en samlet stærk arbejder- og fagbevægelse.
Vi har meget mere at kæmpe for
Vi er alle arbejdere med krav om et ordentligt velfærdssamfund, lige muligheder for alle og ordentlige løn- og arbejdsvilkår!