Annonce

Vestjyske elmaster skal tilbage på ministerens bord

Flere partier kræver en ny politisk behandling af en 170 kilometer lange højspændingslinje, som skal hænge på master ned gennem Vestjylland.
Flere partier bag aftalen kræver en ny politisk behandling af en 170 kilometer lange højspændingslinje, som skal hovedsageligt skal hænge på master ned gennem Vestjylland.

Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.

Det sker, efter at avisen har afdækket, at udenlandske eksperter, stik imod den officielle fortælling, finder det teknisk muligt at lægge forbindelsen i jorden, hvis der afsættes ”de nødvendige investeringer”.

I dag er det planen, at kun 15 procent, svarende til 26 kilometer, af højspændingsledningen skal graves ned.

Beboere frygter for boligpriser

Problemet er, helt kort, at højspændingsmasterne er op imod 35 meter høje – det er lige så højt som Rundetårn – og det er skæmmer naturligvis i landskabet.

Derfor vil en lang række lokale politikere og borgere gerne have gravet ledningerne ned i jorden i stedet, så de slipper for at kigge på dem. Flere frygter nemlig, at deres ejendomme vil falde i pris eller blive helt usælgelige.

De 170 kilometer højspændingsledning, skal erstatte omkring 324 kilometer el-ledninger, som i dag hænger i Vestjylland, men som fremover graves ned.

Den planlagte forbindelse vil i dens nuværende form koste 3,3 milliarder kroner, mens en model med fuld kabellægning i jorden løber op i 10,4 milliarder kroner. Det er forbrugerne, som over elregningen, skal betale for hele anlægget.

Ændrede konklusion efter ”dialog”

Energinet, der er det statslige selskab der står for el- og gasnettet, fik det canadiske konsulenthus, WSP, til at se på, om det var teknisk muligt at grave hele eller dele af el-ledningen ned.

I sammenfatningen af WSP's rapport stod der, at WSP var enig med Energinet inden for en bestemt definition af, hvad der var teknisk muligt. En pointe, som stod på en af de sidste sider i eksperternes rapport.

Senest er det kommet frem, at staten, under den tidligere energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), fik rettet i konklusionen i rapporten, der ellers er blevet omtalt som "uvildig".

At konklusionerne blev ændret i den endelige rapport, skyldes ifølge Energistyrelsen "en dialog, hvor konsulenten bliver klogere".

WSP vil ikke udtale sig til avisen om rapporten.

Borgerlige partier vil have sagen genåbnet

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blandt de partier, som ønsker sagen genåbnet. De Konservative vil have nedgravet så meget som muligt, men tvivler på, at det kan lade sig gøre.

Venstre er også klar til at se på, om man kan finde en anden løsning, fortæller den tidligere energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.

”Hvis der er nogen fagfolk, som mener, at det kan gøres anderledes, og at der findes endnu bedre løsninger, så er det oplagt at tage fat i klimaministeren, og så tager vi også stilling til det,” siger han til Jyllands-Posten.

Hos Liberal Alliance er partileder Alex Vanopslagh villig til at skrue lidt op for afgiften på elregningen, hvis det er det, der skal til for at nedgrave længere stræk af den vestjyske forbindelse.

Enhedslisten har nu kaldt klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) i samråd om projektet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar om sagen fra klima- og energiministeren, skriver Jyllands-Posten.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet